Anne Marie er mor og bipolar: Manien er den værste

Anne Marie var 11 år, da hendes storebror tog sit liv. Sorgen fik hun aldrig bearbejdet, og det var først flere år senere, at de mørke følelser kom væltende ud af hende.

Jeg var endnu ikke fyldt 12, da hele min verden brød sammen. En verden af varme, kærlighed, glæde og tryghed forsvandt. Jeg har altid beskrevet det som atombomben i vores familie, men det er nok ikke et dækkende billede. Den februardag blev traumet tømret ind i mit sind, og permafrosten satte ind.

Citatet er fra Anne Marie Løkkegaards nye selvbiografi, ”Bipolar og mig”. Det står med røde bogstaver blandt alle de sorte som for at understrege, hvor afgørende et øjeblik storebrorens selvmord blev for hendes eget liv.

Den februardag i 1988 blev hendes 11 år ældre bror, Jacob, fundet død på sit værelse på det psykiatriske hospital Sct. Hans, hvor han var indlagt. Anne Marie ønsker ikke at gå i detaljer omkring dødsfaldet, men hun ved samtidig, at hun ikke kan fortælle sin egen historie uden også at nævne Jacobs triste skæbne. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen.

Før permafrosten satte ind, var alt godt og rart i familiens gule murstenshus i Værløse. Anne Marie var den forkælede lillesøster, der foruden sine forældre havde hele tre storebrødre, Jacob, Morten og Thomas, til at passe på sig. Jacob var en dygtig musiker og flyttede tidligt hjemmefra for at studere på konservatoriet i København. Når han kom hjem til søndagsfrokoster, satte han sig ved flyglet med Anne Marie på skødet og lærte hende at spille. Det er et af Anne Maries bedste minder om sin bror.

Men så begyndte han at forandre sig. Pludselig interesserede han sig for det okkulte, han drak meget og havde en truende adfærd. Det blev nødvendigt at tvangsindlægge ham, og man fandt ud af, at han havde skizofreni. Men han ville ikke tage sin medicin, og hans psykoser blev værre og værre.

Alt stod stille

Anne Marie anede ikke, hvor slemt det stod til. Forældrene skærmede hende, fordi hun var så ung. Det er hun glad for i dag, men det betød også, at chokket var enormt, da hendes mor en dag kom ind på hendes værelse og fortalte hende, at Jacob var død. Det lammede hende.

Alt stod stille. Jeg husker kun den underlige sorte følelse, der satte sig i min krop. En tom intethed, ingen gråd, ingen smerte, bare sort, forklarer Anne Marie i sin bog.

– Jeg fik aldrig rigtigt bearbejdet sorgen, for dengang var berøringsangsten endnu større, end den er i dag. Jeg forsøgte bare at fortsætte mit liv efter bedste evne, og det gjorde også, at mine forældre troede, at jeg nok skulle klare den. Men der er ingen tvivl om, at tragedien lagrede noget i mig, og at det var en vigtig årsag til de psykoser, jeg senere selv skulle igennem, siger den nu 45-årige Anne Marie Løkkegaard.

Hun sidder ved spisebordet i sit hyggelige rækkehus på Amager, hvor hun bor med sin mand, Jens, og døtrene Juliane, 10, og Karoline, otte. At hun skulle nå så langt – få sin egen kernefamilie, et trygt hjem og et godt job i kommunikationsbranchen – lå ikke i kortene, da hun som 20-årig blev indlagt på den lukkede afdeling første gang. Den første gang af mange.

Ulykkelig kærlighed

Den udløsende faktor var en ulykkelig kærlighed, men måske var det tilfældigt, at det lige var det forliste forhold til den 10 år ældre “Halfdan”, der endte med at knække hende. Måske ville det være sket før eller siden alligevel. Det kan Anne Marie kun gisne om.

Hun mødte ham i kammerkoret, hvor de begge sang. Han hjalp hende med at forberede sig til optagelsesprøven til musikkonservatoriet i København. Ret hurtigt efter Jacobs død begyndte Anne Marie selv at drømme om at blive musiker. Hun ville være sanger og gå på konservatoriet ligesom sin bror, som hun nærmest havde tildelt en mytestatus.

Lykken var derfor stor, da hun blev optaget, men både musikken og on/off-forholdet til Halfdan viste sig at være som gift for en med så skrøbeligt et sind som Anne Maries. Som sanger skal man dykke ned i alle følelser, både de lyse og de mørke, for at fortolke musikken. Det tærede på Anne Marie, og da han efter et længere tilløb forlod hende endegyldigt, styrtede hendes verden i grus.

Det var det første punkt, hvor jeg mistede tidsfornemmelsen, og der skulle gå nogen tid, før den vendte tilbage. Min hjerne begyndte at sige fra. Som om den ikke kunne finde vej i moradset, begyndte den simpelthen at slette Halfdan. Fra det punkt, hvor psykosen startede, var han forsvundet ud af mit sind. I stedet brændte manien i al sin dominerende vælde, skriver Anne Marie i bogen.

En drømmeverden

To uger senere blev hun indlagt på Rigshospitalets afdeling O, den lukkede afdeling. De 14 dage, der gik inden indlæggelsen, husker hun kun i glimt. Virkeligheden forsvandt langsomt, og hun gled ind i en drømmeverden, hvor alle sanser var forstærkede.

– Jeg så alt, farver og lys, ekstremt kraftigt. Jeg hørte sindssygt godt og fik kræfter, jeg normalt ikke havde. Jeg kunne løbe helt vildt hurtigt, hvilket jeg ikke plejer at kunne. Jeg var høj og følte nærmest, at jeg kunne flyve, fortæller Anne Marie om den næsten dyriske tilstand, hun befandt sig i. Hun husker, at hun gik midt på en gade i København uden at tage hensyn til trafikken. Selvfølgelig ville bilisterne vige for hende. Hun var jo noget helt særligt. Verden var åben for hende, og hun henvendte sig til enhver, der gik forbi.

I starten var det fantastisk. Anne Marie følte sig uovervindelig. Om lidt ville hun sikkert blive verdensberømt. Men ret hurtigt begyndte hun også at høre stemmer. Søren Kierkegaard og Mozart talte til hende. De beordrede hende ikke til at gøre noget, men kommenterede bare alt, hvad hun så.

Hun fik også vrang­forestillinger. Særligt en plakat, som hun fik øje på i en butik, printede sig fast i hendes hjerne. Den forestillede skuespilleren Brad Pitt, og Anne Marie var sikker på, at han kiggede direkte på hende. Hallucinationerne gjorde hende paranoid, og hun blev vred og aggressiv, når andre ikke kunne se de ting, som hun så.

Sorte huller

– Det var skræmmende. Også fordi jeg kun kunne huske en brøkdel af, hvad jeg havde sagt og gjort i den periode. Det svarer til at få et alkoholblackout. Der er mange sorte huller, fortæller Anne Marie, som blev klar over, at noget var galt.

Hun ringede efter sine forældre, der fik hende indlagt med det samme. Jacob var ikke den eneste i familien, som havde en psykisk sygdom, og de frygtede naturligvis, at hun ville lide samme skæbne som sin bror.

– De var lettede, da jeg fik diagnosen bipolar lidelse. Så havde jeg ikke skizofreni ligesom Jacob. Men de vidste jo heller ikke, hvor hårdt jeg var ramt, og det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg har desværre en alvorlig udgave.

 

En ung Anne Marie i sommeren 1996. – Det var to-tre måneder før, jeg blev indlagt første gang, fortæller hun.

En ung Anne Marie i sommeren 1996. – Det var to-tre måneder før, jeg blev indlagt første gang, fortæller hun.

 

Bipolar lidelse er det, man tidligere kaldte maniodepressiv sygdom. De ramte oplever betydelige svingninger i humør og aktivitetsniveau, så de i nogle perioder er maniske, og i andre depressive. Nogle har kun få sygdomsperioder, mens andre svinger næsten uafbrudt mellem mani og depression. Sidstnævnte var tilfældet for Anne Marie i de første syv år. Her blev hun fem gange indlagt med maniske psykoser.

– For mig er manien værst. Jeg bliver også depressiv, men ikke nær så alvorligt, så jeg er kun blevet indlagt, når jeg har været manisk. Hver gang har det været frivilligt. Jeg indså hurtigt, at jeg ikke havde andre muligheder.

Som et fængsel

Anne Marie fortæller, at alle hendes psykoser har varet i seks uger. I de perioder har der kun været én løsning: Stærk medicin og sikker opbevaring på først en lukket afdeling og siden en åben, efterhånden som psykosen har fortaget sig.

I sin bog beskriver hun sit første møde med den lukkede afdeling som en ond drøm. Selv om hun var der frivilligt, føltes det som et fængsel: Alle mine medindlagte på den lukkede var forpinte. De maniske og de psykotiske råbte, de depressive sad formørkede på de blå stole på gangarealerne. Jeg var bange for de andre, som, forstærket af min paranoia, fremstod skræmmende. Der var nogle retspsykiatriske patienter imellem, og en dag blev en ung mand med de vildeste udspilede øjne bæltefikseret og kørt skrigende væk. Jeg sov i mine stramme Levi’s og min brune sweater med kabelstrik. Jeg turde ikke tage tøjet af. Man må ikke låse sin dør, og en nat vågnede jeg ved, at en kronraget mand med tatoveringer og en kraftig guldkæde om halsen stod og iagttog mig ved min seng. Han rørte mig ikke og gik ud igen, men jeg var rædselsslagen.

– Jeg husker ikke meget fra mine indlæggelser, men dén episode står lysende klar, understreger Anne Marie.

Et vendepunkt

Langsomt fik hun det bedre, og efter seks uger blev hun udskrevet til virkeligheden igen.

– Jeg troede, at det nu var overstået, for en psykiater havde fortalt mig, at 15 procent aldrig bliver genindlagt. Som ung føler man sig jo udødelig, så jeg var overbevist om, at jeg hørte til de 15 procent. Men jeg var en af dem, der kom igen og igen, fortæller Anne Marie, som i perioden 1999-2002 blev indlagt en gang om året.

Mellem indlæggelserne kæmpede hun med depressionen. Hendes hjerne havde været på overarbejde under de maniske psykoser. Nu lukkede den i stedet helt ned, og hun havde ingen energi eller lyst til at rejse sig fra sengen.

– Men jeg overvejede aldrig at tage mit liv. Det skulle min familie ikke igennem én gang til.

Anne Marie fortsatte stædigt på musikkonservatoriet, men til sidst – som 27-årig og med blot et år tilbage af studierne – måtte hun give op. Musikken påvirkede hende for meget, og hun havde alligevel ikke chancen for at følge med, når hun konstant svingede mellem mani og depression.

I stedet kastede hun sig over journalistikken, og hun begyndte at tage små doser antipsykotisk medicin, selv når hun ikke var indlagt. I samme periode fik hun desuden kontakt til en dygtig psykiatrisk sygeplejerske, som hun begyndte at komme jævnligt hos for at bearbejde sine traumer.

Det blev alt sammen et vendepunkt for Anne Marie, som fik nedkæmpet sin sygdom og langsomt bragt sit liv tilbage på sporet. Der skulle gå 12 år, før manien dukkede op igen.

Stiftede familie

Inden da – i 2008 – fandt hun sammen med Jens, som hun i dag er gift med. De havde mødt hinanden på nettet, og allerede på deres første date vidste Anne Marie, at han var noget særligt. En, der kunne klare at få den besked, som hun gav ham allerede på deres anden date: “Jeg er bipolar. Kender du det?” spurgte Anne Marie prøvende. “Ja, det kender jeg fra min egen familie,“ svarede han roligt.

– Han har været min soul mate og klippe lige siden. Når jeg føler mig ude af balance, spørger jeg ham, om jeg virker normal. Som bipolar kan man ikke altid se det selv, så man har brug for, at andre lægger mærke til, om der er forandringer, så man kan skride ind i tide. Han er uden tvivl en stabiliserende faktor i mit liv.

 

Anne Marie manden Jens, døtrene Juliane, 10, og Karoline, otte, og hunden Nougat.

Anne Marie manden Jens, døtrene Juliane, 10, og Karoline, otte, og hunden Nougat.

 

I påsken 2014 skrev Anne Marie et debatindlæg i Politiken om pressede børnefamilier. Hun var nu selv blevet en del af en sådan, da hun og Jens havde to små døtre, Juliane på knap tre år og Karoline på syv måneder. Debatindlægget ramte en nerve hos mange, og Anne Marie oplevede en såkaldt shitstorm.

– Folk skældte mig huden fuld på Facebook, og jeg kunne ikke lade være med at læse kommentarerne. Jeg fik ingen søvn, og det begyndte at skride for mig igen.

Stemmerne vendte tilbage

En manisk psykose er en tilstand af psykisk overophedning, forklarer Anne Marie. Hun gik tur i Hareskoven med Karoline i barnevognen, da den gamle fjende pludselig greb fat i hende igen: Hun hørte stemmer.

Selv om jeg nu faktisk var i psykosen, vidste jeg, at den var gal. Når jeg bliver psykotisk, er dét det første tegn. Der var ingen anden vej end den lukkede. Den vrede mani var vågnet i mig, og jeg stillede mig aggressivt over for lægen, men modsatte mig ikke, da døren lukkede bag mig, skriver hun i sin bog.

Anne Marie var indlagt én gang i 2014 og én gang i 2015. I modsætning til sine indlæggelser som ung var hun denne gang smertefuldt bevidst om, at hun var psykotisk, og at hun gik glip af kostbar tid med sin familie, mens hun befandt sig i “fængslet”.

– Jeg savnede mine piger. Og jeg savnede Jens, som kæmpede en brav kamp for at holde sammen på tingene derhjemme. Jeg troede, at jeg havde bekæmpet sygdommen, men i stedet måtte jeg indse, at den var kronisk.

Heldigvis har sygdommen ligget i dvale siden 2015. Anne Maries døtre kan ikke huske, at de besøgte deres mor under hendes seneste indlæggelser, og de kender derfor kun til hendes raske jeg. Sådan bliver det forhåbentlig ved med at være, håber både Anne Marie og hendes mand, som dog har talt med døtrene om sygdommen, så de er forberedte.

Vil hjælpe andre

– Jeg frygter selvfølgelig, at manien vender tilbage. Men jeg gør alt, hvad jeg kan, for at undgå det. Jeg sørger for ikke at presse mig selv for meget og snakker hver måned med en socialpædagog, som er dygtig til at vejlede mig. Det hjælper mere, end jeg kan beskrive.

Anne Marie håber, at hun også kan hjælpe andre med bipolar lidelse. Det er derfor, hun står frem med sin historie. For at give mening til det meningsløse.

– Jeg håber, at andre kan genkende sig selv i det, jeg fortæller, så de ikke føler sig alene. Og så de kan se, at det er muligt at få et godt liv med bipolar lidelse. Det har jeg jo fået, smiler hun.

 

I sin nye bog, “Bipolar og mig”, som er udgivet af Psykiatrifonden, fortæller Anne Marie om sit liv med bipolar lidelse.

I sin nye bog, “Bipolar og mig”, som er udgivet af Psykiatrifonden, fortæller Anne Marie om sit liv med bipolar lidelse.