Christines mareridt: Blev lam af lattergas

Små lattergasballoner til kun 20 svenske kroner stykket løftede nemt og hurtigt feststemningen, og at inhalere dem virkede ufarligt. Weekenderne blev sjovere, lidt mere afslappende, og det havde Christine Svärd brug for.

Hun havde bevæget sig hastigt op ad karrierestigen, efter at hun uddannede sig til kemiingeniør, og var ansat i flere spændende stillinger, inden hun til sidst startede som selvstændig. At slå sig ned og stifte familie var en fjern tanke.

– Det har bare ikke været min højeste prioritet, forklarer den 37-årige kvinde fra Gøteborg.

Jobbet har i stedet taget det meste af hendes tid, og resten har hun især brugt på at gå ud med venner og feste, som mange af sine jævnaldrende i omgangskredsen. Men sidste år gik festen for vidt.

– Det var en helt almindelig fest hjemme hos en ven. Jeg blev tilbudt en ballon med lattergas. Ingen syntes, det var mærkeligt. Det var ligesom at åbne en helt normal øl. Desuden føltes det uskyldigt med ballonen, siger Christine.

Lattergassen gav hende hurtigt en følelse af velbehag, og hun begyndte snart selv at købe og anvende lattergasballoner til fester.

– Det virkede helt ufarligt. Jeg havde aldrig læst noget andet, og alle ved jo, at man bruger lattergas inden for både sygepleje og tandpleje. Det føltes afprøvet og ikke ulovligt på nogen måde.

Følelsen forsvandt

Christine mærkede heller ikke noget i kroppen, som gav anledning til bekymring, så hun fortsatte.

– Til sidst blev det to–tre balloner hver weekend. De koster jo kun 20 kroner stykket og sælges overalt på gaden. Det var ukompliceret.

De første symptomer viste sig i juni, nogle dage efter den seneste fest, hvor hun havde taget lattergas. Først blev en arm følelsesløs, så et ben, og så den anden arm, og efterhånden forstod Christine, at det var alvorligt.

– Korttidshukommelsen virkede heller ikke. Det var ubehageligt.

Christine tog først forbi en skadestue, som henviste hende til Sahlgrenska-hospitalet i Gøteborg. På det tidspunkt var hendes ben begyndt at krampe.

– Men lægen mente, at det skyldtes stress, selv om jeg fortalte om lattergassen, og jeg blev sendt hjem igen.

Dagen efter mistede hun evnen til at fornemme, om hun skulle på toilettet. Alt føltes underligt.

– Det var, som om jeg havde et reb, der strammede om livet.

Ville ikke leve mere

Denne gang tog lægen hende alvorligt og indlagde hende for at få udført en udredning. Et røntgenbillede viste, at Christine havde skadet rygmarven på grund af lattergassen. Hun havde en betændelse, som nu gjorde hende helt lam fra halsen og ned.

– Det var et chok. Jeg var knust og sagde til mine forældre, at jeg ikke ville leve mere. Ikke, hvis det skulle være på den måde. Jeg kunne ikke spise eller gå på toilettet selv. Jeg skulle have kateter og ble på.

Christine, som indtil da havde levet et aktivt liv, befandt sig pludselig i en situation, hun aldrig havde forestillet sig. Tænk, hvis hun aldrig skulle blive i stand til at gå igen?

Har lært meget

Efter 11 dage som sengeliggende kom hun op at sidde i en kørestol med hjælp fra to personer og en lift. Derefter fulgte en lang og frustrerende genoptræning, og hun tvivlede mange gange på, at den ville bære frugt.

– Hvis jeg ikke var blevet skubbet, havde jeg nok givet op. Jeg troede ærligt talt ikke, at jeg ville lære at gå igen.

Christine blev overført til et rehabiliteringscenter, hvor hun var i en længere periode. Der var en varmtvandspool og andre genoptræningsfaciliteter.

– Hver dag havde jeg smerter, men jeg blev samtidig stærkere, fortæller Christine, der efter nogen tid prøvede at gå med en rollator. Først nogle enkelte skridt, så op og ned ad gangen.

Hun sad dog stadig meget i kørestolen og kunne heller ikke klare toiletbesøgene selv.

– Men det gik fremad. Det var virkelig heldigt, at jeg havde tre læger, som troede på mig. At de var så positive, ændrede alt. Jeg kunne ikke give op, selv om jeg nogle gange havde lyst.

Christine fik også stor støtte af sin familie.

– Min mor sagde selvsikkert: ”Du skal nok komme til at gå igen”. Jeg blev næsten provokeret i øjeblikket, men det hjalp. Efterfølgende har jeg indset, at hun måske ikke troede på det. Men jeg havde brug for at blive skubbet og at have nogen, som troede på mig, siger Christine og tilføjer:

– Jeg skammede mig en del i starten, fordi jeg havde udsat mig selv for lattergas, og jeg følte med min familie, som skulle se mig så syg. Men jeg har også lært meget af det.

Holder modet oppe

Hun er stadig i gang med genoptræningen, men kan for det meste klare sig uden krykker. At vende tilbage til arbejdet er et af hendes største mål lige nu, men hun er også begyndt at tænke over sit liv.

– Jeg vil gerne have børn og min egen familie. Måske skal jeg ændre mine prioriteringer.

Men først må hun tilbage til sit gamle jeg. Hun kan stadig ikke skrive på tastatur eller spille klaver, som hun gjorde før.

– Jeg har ingen følelse under fødderne eller i hænderne. Så jeg har et stykke vej tilbage, selv om det er blevet bedre.

Christine forsøger at holde modet oppe og se fremad, men der er også mørke stunder. Hun har stadig smerter i hele kroppen på grund af nerveskader.

– Det føles som knivhug, når det er værst, men jeg har lært at leve med det. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden.

Hun har valgt at være åben om, hvad der skete, fordi hun håber, at det kan forhindre andre i at prøve lattergas – og at de, som allerede gør det, vil stoppe.

– Det er virkelig ikke det værd. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at gå igennem det samme som mig. Folk tror, at lattergas er ufarligt, bare fordi det anvendes ved fødsler, men det er en fortyndet version, og du føder jo ikke hver uge, pointerer Christine.

– Jeg har intet problem med at forhindre nogen i at tage lattergas. Jeg så en dag en fyr, som skulle til at tage en lattergasballon, og så gik jeg hen til ham og forklarede, hvad der var sket med mig, og hvorfor han ikke burde gøre det. Han slap den faktisk, og for mig er det vigtigt, hvis jeg så bare kan nå den ene person.