Jeg fik valget mellem stofferne og min søn

I syv år var Jessica afhængig af amfetamin, og hendes misbrug blev værre og værre. En dag stillede hendes 10-årige søn hende et ultimatum: Hvis hun ikke opgav sin destruktive livsstil, ville han ikke se hende.

Med lette trin og en veltrimmet krop kommer Jessica løbende langs stranden. Det ser ud, som om hun aldrig har lavet andet hele sit liv. Men sådan er det langt fra.

– Hvis jeg ikke var begyndt at løbe, havde mit liv set helt anderledes ud i dag. Så havde jeg ikke fået lov til at se hverken mine børn eller mine dejlige børnebørn – hvis jeg overhovedet havde været i live, siger den svenske ekstremløber Jessica Petersson, 52, som de seneste år har gennemført over tyve maratonløb.

For 22 år siden blev hun skilt fra sin daværende mand. Han er far til hendes tre sønner, som dengang var 3, 8 og 10 år.

– Ret hurtigt efter skilsmissen gik jeg ind i et nyt forhold uden at vide, at min nye kæreste var narkoman, fortæller Jessica.

Selv havde hun aldrig været i nærheden af stoffer, og der gik flere måneder, før hun indså, at kæresten var misbruger.

– Han tog amfetamin hver anden weekend, når hans børn ikke var på besøg, og mine sønner var hos deres far, siger Jessica, som også selv begyndte at eksperimentere med stofferne.

På det tidspunkt var det for sent at bryde ud af forholdet. Hun var blevet forelsket. Desuden kunne hun godt lide det ”kick”, som stofferne gav hende.

– Det var kun min yngste søn, Johannes, som boede hos os. Mine to ældste sønner valgte efter skilsmissen at bo hos deres far, og Johannes var hos ham hver anden weekend. I starten tog vi kun amfetamin, når vi var alene, fortæller Jessica.

Misbrug eskalerede

Men misbruget eskalerede, og de begyndte også at tage stoffer, når børnene var hjemme hos dem. Til sidst var stofferne den eneste måde, de kunne komme ud ad sengen om morgenen.

– Jeg troede, at vi lykkedes med at skjule misbruget for dem, men de vidste nok, hvad vi havde gang i. I hvert fald kunne de mærke, at noget ikke var, som det skulle være.

Jessica arbejdede i den periode i hjemmeplejen. En dag fattede hendes kollegaer mistanke om, at hun var påvirket af stoffer, da hun kørte i bil mellem hjemmebesøgene.

– De syntes, jeg virkede usædvanligt træt, og at jeg opførte mig underligt. Jeg var tvunget til at aflevere en urinprøve, som viste, at jeg havde amfetamin i kroppen.

Tvunget til at sige op

Jessica fik et ultimatum af sine chefer. Enten skulle hun gå i behandling for sit misbrug, eller også ville hun blive fyret.

– Fagforeningen blev involveret, og selv om jeg sagde ja til at gå i behandling, blev jeg alligevel afskediget. Jeg blev tvunget til at sige op.

Uden et fast job var der ikke længere noget, der forhindrede hende i også at tage stoffer på hverdage.

– Jeg arbejdede som avisomdeler i et par år, men misbruget accelererede. Jeg fik epilepsi på grund af mit amfetaminforbrug.

En sidste chance

Det gik op for Jessica, at hendes forhold til kæresten var destruktivt, men hun kunne ikke gå fra ham. I stedet flygtede hun fra virkeligheden med hjælp fra stofferne.

– Jeg tog ikke amfetamin hver dag, men da det var værst, foregik det omkring fire gange om ugen.

Til sidst fik hun et ultimatum, der blev afgørende. Det var dér, hun indså, at hun havde en sidste chance for at ændre sit liv.

– I julen 2007 sagde Johannes, som skulle holde juleaften med sin far og sine brødre, til mig, at han ikke ville komme hjem til mig igen som planlagt, hvis jeg stadig boede med min kæreste. Mit hjerte var knust. Det var hårdt som mor at høre det fra sin 10-årige søn. Samtidig forstod jeg, at han mente det alvorligt.

Reddet af løbesko

Samme dag forlod Jessica sin kæreste. Gennem nogle bekendte fik hun mulighed for at leje et lille sommerhus ved stranden. Samtidig gik hun i behandling for at komme ud af sin amfetaminafhængighed, som hun nu havde levet med i syv år.

– Da jeg flyttede ind i sommerhuset, kom Johannes tilbage til mig. Det var fantastisk. Min kæreste reagerede knapt nok, da jeg flyttede. Han var så opslugt af stofferne.

Det var en hård kamp at komme ud af afhængigheden. Jessica var flere gange tæt på at ryge direkte tilbage i misbruget. Men så fik hun et par løbesko af sin mor.

– Det blev vendepunktet. Jeg prøvede at løbe lidt på stranden. Først to kilometer, så tre. Jeg havde det vidunderligt. Når jeg mærkede min puls og mit åndedræt fik jeg et kick, der var bedre end det, som amfetaminen gav mig. Løb blev mit nye ”stof”.

 

Et par løbesko ændrede Jessicas liv. Af ren nysgerrighed prøvede hun at løbe en tur i dem – og blev straks afhængig.

Et par løbesko ændrede Jessicas liv. Af ren nysgerrighed prøvede hun at løbe en tur i dem – og blev straks afhængig.

 

Efter nogle år blev hendes løbetræning mere seriøs, og hun udviklede sig til den langdistanceløber, hun er i dag.

– Jeg indså, at jeg var nødt til at tage mit helbred alvorligt, og at løb var det perfekte middel.

49 år gammel gennemførte Jessica sit første maratonløb i Helsingborg. Undervejs oplevede hun fænomenet ”runner’s high”, hvor endorfinerne suser rundt i kroppen.

– Jeg var i ekstase, og det virkede som om, jeg kunne løbe så langt, det skulle være. Det var en ubeskrivelig følelse. Skridtene blev lette, og jeg var høj af lykke. Da jeg kom i mål, rejste hårene sig på mine arme, og tårerne løb ned ad kinderne. Jeg kunne ikke stoppe med at grine.

Sundt fællesskab

Jessica er i dag en del af et sundt fællesskab. Ikke kun i fysisk forstand, men også mentalt. Hun er medlem af Falkenberg Road Runners, og sammenholdet i løbeklubben har betydet meget for hendes velbefindende i enhver henseende.

– Det er skønt at være med til at motivere andre og selv blive opmuntret til at klø på, siger Jessica, som sidste år blev kåret til den kvinde i klubben, der havde tilbagelagt flest kilometer i løbet af året.

Hidtil har hun løbet de fleste af sine langdistanceløb i Sverige, men hun vil gerne deltage i flere løb i udlandet.

– Drømmen er at løbe maraton i New York eller Berlin, men der er deltagergebyret ret højt. Næste år skal jeg i hvert fald deltage i Københavns maraton.

Stolte sønner

I dag har Jessica en fin kontakt til sine børn og børnebørn. Hendes ældste barnebarn, 11-årige Cornelia, er blevet inspireret af sin farmor, og de to elsker at løbe sammen.

– Vi træner og deltager i løbekonkurrencer sammen. Ingen af mine sønner løbetræner, men de er til gengæld alle tre bowlere på eliteniveau, siger Jessica stolt.

 

Barnebarnet Cornelia på 11 år er gået i Jessicas fodspor. De elsker at løbe sammen.

Barnebarnet Cornelia på 11 år er gået i Jessicas fodspor. De elsker at løbe sammen.

 

Sønnerne er også imponerede over deres mor og den livsrejse, hun har gennemført.

– De synes, det er sejt, og Johannes, som gav mig ultimatummet, siger tit, at han er meget stolt af mig, fortæller Jessica og strækker lidt ud, inden hun fortsætter videre ud på sin løberute på stranden.

 

– I dag får jeg mit ”kick” af at mærke min puls og mit åndedræt, siger Jessica, der nu kun er afhængig af at løbe.

– I dag får jeg mit ”kick” af at mærke min puls og mit åndedræt, siger Jessica, der nu kun er afhængig af at løbe.