Henriette så sin søn drukne: Farvel min dreng

For 23 år siden styrtede Henriettes verden i grus, da hendes forlovede omkom, mens hun ventede deres ønskebarn, Emil. I påsken blev hun ramt af en ny tragedie. Denne gang var det Emil, der brutalt blev revet fra hende.

”Undskyld, mor! Nu dør jeg også fra dig,” råbte Emil til Henriette, da de kæmpede for livet i de iskolde bølger midt i Grønsund. Kort forinden var de sejlet ud fra Stubbekøbing Havn i Emils nye speedbåd sammen med Emils kæreste, Sandra, og Henriettes mand, Christian.

De havde champagne med, så de kunne døbe båden på dens allerførste sejltur. ”Så synker den nemlig ikke,” forklarede Emil, der dagen før havde taget et speedbådscertifikat. Det var en kølig, overskyet og blæsende langfredag, men humøret var højt, og latteren brød ud ombord, da Emil kæmpede forgæves med at knuse champagneflasken mod bådens stævn. Det lykkedes til sidst, og ”Berta” fik sit navn.

Fem minutter senere skete tragedien.

– Hele dagen havde der været tegn på, at vi ikke skulle være sejlet ud. Jeg burde have lyttet til dem, siger Henriette Klinke, 53, fra Lundby.

Hun sidder i sofaen i sin stue og kæmper med tårerne, mens hun forsøger at sætte ord på, hvad der skete med hendes elskede søn den forfærdelige eftermiddag i påskeferien. Ved siden af hende sidder Emils stedfar, Christian, samt Emils lillebror, Oliver, 20. Det er ikke længe siden, de tog afsked med Emil til hans bisættelse i Køng Kirke, og sorgen står malet i ansigterne på dem alle.

Glædede sig

I dag føler Henriette, at universet prøvede at fortælle dem noget den dag. At de skulle være blevet hjemme. Så ville Emil stadig have været i live. 

– Inden vi tog ned til havnen, ville Emil lige afprøve bådmotoren i haven, og han kunne bare ikke starte den. Det lykkedes først, da han fik trykket på dødemandsknappen. Da vi skulle af sted, opdagede vi, at traileren var punkteret, men Emil var stædig som altid og kørte hele vejen til havnen på fælgene. Og hele morgenen havde jeg en gammel reklame i hovedet, hvor budskabet var: ”Kun en tåbe frygter ikke havet,” siger Henriette om de mange tegn, som hun så inderligt ville ønske, at hun havde lyttet til.

– Men uanset hvad jeg havde sagt, var Emil nok taget af sted alligevel. Han havde glædet sig så meget til at få den båd, og han skulle i hvert fald nok vise os, at han kunne få den i vandet. Sådan var Emil. Han gjorde alt for at vise os, at han var god nok. Det var, som om han ikke kunne vise det nok.

En skrøbelig sjæl

Henriette beskriver Emil som en skrøbelig sjæl, der betvivlede sit eget værd og satte en facade op, så andre ikke skulle opdage, hvor usikker han var.

Udadtil havde han en charmerende og fræk attitude, men indeni kæmpede han med nogle dæmoner.

– Han havde ekstremt høje forventninger til sig selv. Der var tre ting, han absolut ville nå, inden han blev 25 år: Han ville have sit eget håndværkerfirma, købe en BMW og bygge sit eget hus. Og han nåede de to første ting. Jeg sagde tit til ham: ”Emil, det behøver man ikke for at være god nok.” ”Nej, men det gør jeg,” sagde han så. Det betød alt for ham, at nogen var stolt af ham. Jeg tror, det skyldes, at han jo ikke kunne vise sin far, hvad han fik udrettet.

Far omkom i ulykke

Emils far, Michael Lykke Kock, omkom i en tragisk ulykke i 1998 – fem måneder før Emils fødsel. En mørk og sneglat novemberaften mistede han herredømmet over sin bil og bragede frontalt ind i et vejtræ. Han blev 23 år.

Ulykken betød ifølge Henriette, at Emil blev bange for at lukke andre helt ind, fordi han var bange for at miste.

– Når Emil endelig fandt en kammerat, så trak han sig pludselig igen, og han opsøgte aldrig nogen selv. Det var altid på andres foranledning, at han så sine venner. Ellers kom det ikke til at ske. Der var kun ganske få, der fik lov til at se den følsomme Emil. Ham, der virkelig holdt af og ville undvære alt for andre mennesker. Han havde så mange gode værdier, siger Henriette.

Oliver nikker. Selv om han og Emil ofte skændtes, som de fleste brødre gør, var han aldrig i tvivl om, at Emil var der for ham.

– Han stod altid klar, uanset om vi var uvenner eller ej. Hvis nogen havde brug for hjælp, var han der 100 procent, lige meget hvad han lavede. Så smed han alt, hvad han havde i hænderne, siger Oliver Klinke.

Christian, der er far til Oliver og har været en faderfigur for Emil, siden han var helt lille, har også en masse gode ting at sige om sin stedsøn. De to havde et tæt bånd, og Emil kaldte Christian for ”far”.

– Emil tog altid min side, når Henriette var efter mig, smiler Christian Klinke, 49, og fortsætter:

– Selv om han kæmpede med nogle ting, var der altid liv og glade dage, når man var sammen med ham. Han var en drillepind og en spilopmager, og der var fuld fart over feltet. Som præsten også nævnte i begravelsestalen, sagde Emil altid: ”Hvorfor vente hele ugen på, at det bliver fredag? Livet skal leves nu!”

Ingen redningsvest

Emil havde det bedst, når han befandt sig alene i naturen eller kørte en tur i en af de mange brugte biler, han nåede at have. Her kunne han give los og få renset ud i sine tanker. Det var meningen, at hans speedbåd skulle give ham et lignende frirum.

På den første skæbnesvangre sejltur inviterede han sin mor, Christian og sin jævnaldrende kæreste, Sandra, med. Emil var ikke en god svømmer, men han undlod, ligesom Sandra, at tage redningsvest på. Han havde lært, at det ikke var lovpligtigt at bære redningsvest, og at kravet blot var, at der var veste til alle ombord.

– Det er jo en vanvittig regel. Det svarer til at sige, at man ikke behøver at tage sikkerhedssele på i en bil, så længe selen bare er der, mener Henriette.

Hun og Christian valgte af samme årsag at iføre sig deres veste, da firkløveret stævnede ud fra Stubbekøbing Havn.

Motoren satte ud

– Der var ingen problemer til at starte med. Og der var ikke store bølger, som aviserne skrev bagefter. Faktisk har de ikke skrevet meget, der er rigtigt, siger Henriette og fortsætter:

– Pludselig satte motoren bare ud. Vi havde nok nået at sejle en halv times tid, så sad vi der midt ude på vandet. Jeg overvejede på intet tidspunkt at ringe efter hjælp, for jeg er opvokset med, at der ikke er signal ude på vandet, og det var heller ikke noget, der faldt de andre ind.

Emil og Sandra sad forrest i båden, mens Henriette og Christian sad bag dem.

– Så vippede båden en lille smule, og der kom cirka tre kopfulde vand ind i bunden af den. Jeg sagde til Emil, at vi skulle have gang i den motor igen, for nu skulle vi ind, så vi ikke fik våde tæer. Og lige da jeg sagde det, begyndte båden at synke nedad i den side, hvor Christian sad. Det var, som om nogen stod nedenunder og hev i den. Det foregik stille og roligt. Vi blev ikke kastet i vandet, men havnede der bare, fordi båden langsomt forsvandt under os, fortæller Henriette.

Hendes bedste bud er, at båden havde et hul i skroget, så den tog vand ind og til sidst fik overbalance. Men da den er forblevet på havets bund, kender ingen årsagen til, at den sank.

Gik i panik

For at nå ud af båden måtte Emil og Sandra kravle hen over forruden.

– Sandra kunne se deres redningsveste ligge og flyde omme på den anden side, så hun prøvede at svømme hen til dem, men Emil gik i panik, da han ikke kunne se hende længere, så hun var nødt til at svømme tilbage til ham for at holde ham oppe, siger Henriette, som hurtigt blev enig med Sandra om, at de måtte dele sig op i to hold:

Sandra, der var tidligere elitesvømmer, skulle tage sig af Emil, da hun ville have størst chance for at redde ham. Henriette skulle sikre sig, at Christian kom ind til land, da han heller ikke kan svømme.

– Idet vi blev enige om det, forsvandt vi fra hinanden. Jeg troede, at de var bag os, men da jeg vendte mig om og kiggede, var de væk. Jeg kunne kun høre dem. Jeg kunne bare høre Emil blive ved med at skrige: ”Jeg dør! Jeg kan ikke svømme! Undskyld, mor!”, fortæller Henriette.

Ringede 112 fra vandet

Efterfølgende har hun talt med Sandra om, hvad der skete. Sandra havde prøvet at svømme mod land med Emil, men måtte give op, fordi han baskede desperat med både arme og ben. Flere gange røg han under vandet, og på et tidspunkt greb han hendes hætte, så hun selv var ved at drukne.

Hun besluttede derfor at blive liggende med Emil i vandet og fik fat i sin telefon, som helt mirakuløst stadig virkede.

– Sandra forsøgte at ringe 112, men Emil fik skubbet telefonen ud af hånden på hende. Så kom hun i tanke om, at Emil havde sin telefon i lommen, så hun fik fat i den i stedet. Og så lå hun ellers der i vandet og kæmpede for både sit eget og Emils liv, samtidig med at hun talte med redningsfolkene, siger Henriette, der selv kæmpede en desperat kamp i det kolde hav.

– Jeg holdt Christian i hånden, og vi svømmede som sindssyge, mens vi råbte til hinanden: ”Kom så, tag dig sammen! Oliver sidder alene derhjemme!”. Pludselig begyndte Christian at svømme af sig selv, og jeg stoppede op et øjeblik, da jeg ikke kunne tro mine egne øjne.

En indre kamp

Mens Henriette kæmpede i vandet, foregik der også en indre kamp i hende.

– Jeg følte mig som verdens mest elendige mor, fordi jeg bare fortsatte uden Emil. Jeg kunne ikke holde ud at høre, at han var så bange, og så ikke hjælpe ham. Men jeg anede ikke, hvor jeg skulle svømme hen efter ham, for når man ligger derude, ved man ikke, hvad der er hoved og hale, og vi kunne ikke høre, hvor lyden kom fra. Så vi var nødt til at tænke på os selv og stole på, at de nok skulle klare sig. Jeg havde jo også nogen, jeg skulle hjem til, siger hun og ser på Oliver.

Ifølge aviserne slog Sandra alarm klokken 13.58. Klokken 14.48 blev Emil hejst op i redningshelikopteren som den sidste. ”Jeg kan snart ikke holde ham mere,” havde Sandra skreget til piloten, som hun havde i telefonen gennem hele redningsaktionen. Hun fortalte ham, at Emil ikke kunne svømme, og bønfaldt ham om, at Emil blev reddet som den første.

Men af uvisse årsager var det Christian og Henriette, der først blev hevet op af vandet. ”Nu er din mor og far i sikkerhed,” hviskede Sandra til Emil, da hun så dem blive hejst op i helikopteren. Hun mærkede, at Emil klemte hendes hånd.

Så bad piloten hende om at vinke, så han kunne få øje på dem. Sandra var nødt til at slippe Emil for en stund.

Så ikke død ud

Oppe i helikopteren sad Henriette og kiggede forvirret rundt. Hun kunne hverken se Emil eller Sandra, og hun havde både håbet og forventet, at de var reddet op for længst. Måske var de i en anden helikopter? Ellers også havde en af redningsbådene samlet dem op?

Så blev Sandras udmattede krop hejst ind i helikopteren.

– Hun lignede en klump gelé, og jeg tænkte bare: ”Åh gud, hun er død!”, fortæller Henriette, der dog kunne ånde lettet op, da Sandra hurtigt gav livstegn fra sig.

– Og så kom de op med Emil. Han var lyserød i huden og så overhovedet ikke død ud. Han var blå om læberne, men det var vi andre også på grund af det kolde vand, så jeg nåede at tænke ”Pyha, han lever!”. Men så kom der bare det tykkeste skum ud ad munden på ham, så jeg vendte mig om og sagde til Christian: ”Det skal vi ikke se på. Det er ikke sådan, vi skal huske ham.”

Emil blev tilkoblet en maskine, der gav ham hjertemassage, mens helikopteren hastede dem videre til Rigshospitalets traumecenter. De var alle stærkt nedkølede, men hverken Henriette, Christian eller Sandra var i kritisk tilstand.

Erklæret hjernedød

Nogle timer senere lå de på samme stue i sengeafsnittet og bad til, at Emil snart ville gøre dem selskab. Mens de ventede, ankom Oliver til stuen. Han havde fået beskeden om ulykken af nogle betjente, der havde opsøgt ham på hjemmeadressen, og han var naturligvis dybt chokeret.

Den første melding, de fik om Emils tilstand, beroligede dog dem alle. Man havde slukket hjertelungemaskinen, fordi Emils hjerte nu slog fint selv.

Glæden over den gode nyhed varede desværre kort. Ikke længe efter kom seks læger med alvorlige miner ind ad døren.

– De fortalte, at de havde haft Emil til scanning, og hans hjerne var så hævet, at den gik ned i hjernestammen. Hans hjerne var allerede begyndt at gå i opløsning, og han var hjernedød. De spurgte os, om vi havde tænkt over, om Emil skulle være organdonor. Men hvorfor skulle vi dog have tænkt på det? Vi vidste jo ikke, at han ville dø, siger Henriette.

Alt blev tomt

Hun vidste til gengæld, at Emil altid havde ønsket at blive organdonor, så hun informerede lægerne om, at de måtte tage, hvad de kunne bruge. Og så blev alt tomt.

Klokken halv to om natten tog Henriette og Christian hjem sammen med Oliver. Selv om Emils respirator endnu ikke var slukket, var de smertefuldt bevidste om, at de aldrig skulle se hans ansigt lyse op i det velkendte gavtyvesmil igen. Tabet var ubærligt.

Det er det stadig, understreger Henriette og fortæller, at hun mærker savnet som abstinenser.

– Emil og jeg havde et helt særligt bånd, fordi vi begge havde mistet hans far. En ekstra forbindelse ud over ”bare” at være mor og søn. Jeg sagde tit til ham: ”Hvad skal jeg gøre, hvis du ikke er her en dag?”. Og det aner jeg virkelig ikke.

Savnet af alle

Emils respirator blev slukket fem dage efter drukneulykken. Datoen – 7. april – var ikke tilfældig. Det var Emils 22-års fødselsdag.

Da det viste sig, at han alligevel ikke kunne blive organdonor på grund af en øget blodtilstrømning til hjernen, meddelte lægerne, at det var tid til at lade ham ånde ud. Henriette bad dem om at slukke respiratoren præcis klokken 17. I samme øjeblik gik hun i gang med sin tale til Emil på kajen ved Stubbekøbing Havn. Hun havde besluttet at holde en ceremoni, der hyldede hans liv, i stedet for at se ham dø.

Det var hårdt at vende tilbage til vandet, men det var samtidig dér, hun havde grint sammen med Emil for sidste gang. Der dukkede mange mennesker op på kajen den dag.

– Det var tydeligt, at Emil havde stor betydning for dem alle og var savnet af hver og én. Det var også det, jeg lagde vægt på i min tale til ham: Vi skal give os selv lov til at tro på, at folk omkring os holder af os og synes, at vi er fantastiske, så vi ikke ender som Emil, der kan kigge ned på havnen fra himlen og se så mange møde op og være kede af, at de har mistet ham. Han kunne have haft så megen glæde med de mennesker, hvis bare han havde givet sig selv lov til at tro på, at han var god nok. Og dét var han, understreger Henriette.