Jeg kommer aldrig til at se mine børn igen

– Da jeg vågnede fra bedøvelsen, og alt var sort, gik jeg i panik.

Under de rigtige omstændigheder kan 37-årige Linda Bergsängel skimte lys og farver, når hun går rundt hjemme i haven i Stenungsund med sin førerhund Doris.

Men hun kan ikke se sine fem drenge Jamie, Sebastian, Emilio, Ludwig og William spille fodbold på græsplænen, og hun må nøjes med at høre, hvordan hendes piger Mollie og Cornelia leger med den yngste Luna på to år.

– At jeg ikke kan se børnene længere, er det værste. Jeg vil aldrig kunne se, hvordan de vokser og udvikler sig. Det er en stor sorg for mig, siger hun.

Mobbet som barn

Linda og hendes mand Patrik flyttede hertil med børnene for syv år siden, da deres tidligere hus blev for småt til den store familie. I huset, hvor familien boede før, havde Linda sit eget atelier, hvor hun arbejdede som fotograf, indtil hun mistede synet.

– Jeg fotograferede bryllupper, portrætter og dyr.

Linda lider af den medfødte øjensygdom Aniridi, der medfører synsnedsættelse og i værste fald blindhed, og som giver en række andre komplikationer som grøn stær og grå stær.

– Siden jeg var barn, har jeg været klar over, at jeg har sygdommen. Jeg har set dårligere og været mere lysfølsom end andre, og briller har ikke hjulpet. Jeg forsøgte at skjule mit handicap, men i anden klasse fik mine klassekammerater det at vide, og det førte til, at jeg blev mobbet.

Linda lærte at leve med sit synshandicap og fik det til at fungere ganske fint. Hun holdt fast i håbet om, at synet på hendes venstre øje kunne reddes.

– Da jeg var yngre, gennemgik jeg adskillige laserbehandlinger, som man mente var effektivt på det tidspunkt. Det førte til klarere syn i to til tre måneder, men så blev det grumset igen. I dag har lægerne fundet ud af, at øjet faktisk er blevet beskadiget af de gentagne behandlinger.

Operation gik galt

Til sidst var det ikke muligt at holde øjensygdommen i skak. For 12 år siden blev Linda blind på det ene øje, og i november 2019 fik hun beskeden om, at hun havde fået grå stær i sit venstre øje.

– På det tidspunkt var jeg gravid med vores yngste datter Luna, og lægerne ville ikke løbe nogen risiko inden fødslen, så jeg fik en tid til operationen i slutningen af ​​juni 2020.

Operationen blev sat til to timer, men den tog syv en halv time, og noget gik galt. Da hun åbnede øjnene, kunne hun næsten intet se.

– Det var en frygtelig dag. I ny og næ havde jeg tanker om, at jeg ikke ville leve mere. Jeg levede fra dag til dag. Men med tiden blev det bedre, takket være børnene. På grund af dem, var jeg i stand til at komme ud af sengen om morgenen.

Hun tvang også sig selv til at tænke positivt. Hun levede, og hun havde sin familie.

Et stort vendepunkt var, da hun fik en førerhund.

– Da jeg prøvede at gå tur med en førerhund, gik det op for mig, at jeg godt kunne klare mig. Det føltes mere sikkert end at gå og vifte med en hvid blindestok.

I september 2021 blev den i forvejen store familie udvidet med førerhunden Doris på tre år.

En anden ting, der hjalp Linda, er den podcast, som hun producerer sammen med tre andre synshandicappede. I podcasten giver de tip om hjælpemidler, der gør hverdagen nemmere for synshandicappede.

– Vi tester forskellige ting, såsom apps, der læser korte tekster op. Samtidig med at man får tip om gode hjælpemidler, så føles det godt at kunne hjælpe andre, fortæller hun.

Til daglig bruger Linda selv en app, der hedder “Seeing AI”, der har til formål at hjælpe synshandicappede med at navigere rundt i hverdagen.

– Hvis jeg peger mobilens kamera mod et rum, beskriver den for mig, hvordan det ser ud, for eksempel om der er mennesker, og hvor møblerne er placeret.

Et aktivt liv

Linda er også begyndt at studere igen og drømmer om at arbejde med webudvikling.

– Jeg får noget efteruddannelse, mens jeg venter på et passende job. Mit mål er at arbejde på at gøre den digitale verden lettere tilgængelig for synshandicappede.

I fritiden er hun begyndt at ride på islandske heste igen og går jævnligt på den rideskole, som hun også kom på, dengang hun kunne se.

– Jeg rider ofte alene. Det er bedst, hvis jeg holder mig til de rideruter, jeg genkender fra før. Jeg føler mig lige så tryg ved de islandske heste, som jeg gør med min hund Doris.

Sidste forår udfordrede hendes ældste drenge hende ved at sige, at hun ikke turde at vinterbade.

– Så i slutningen af ​​marts gjorde jeg det for første gang. Det var iskoldt, men det føltes godt, og jeg er blevet ved lige siden.

I sommer var hun også ude at sejle i jolle sammen med en anden svagtseende ung pige.

– Vi var helt alene i båden, og det klarede vi fint. Vi havde en instruktør i en følgebåd, som kunne hjælpe.

Da Linda mistede synet, blev hendes hørelse skærpet. Hun hører, hvordan børnene griner og skriger, når de hopper på trampolinen i haven.

– De er gode til at beskrive, hvad de har tegnet, så jeg kan forestille mig det. Mine børn er mit et og alt.