Malins traume: Min søster blev myrdet

Klokken var fire om morgenen, da det ringede på døren. Søvndrukkent tog Malin imod to politibetjente, som bad hende om at følge med dem hjem til hendes forældre.

– Jeg blev selvfølgelig bange. Når politiet banker på midt om natten, er der sket noget alvorligt. Min første tanke var, at min 16-årige lillesøster havde været med i en ulykke. Jeg var tvunget til at holde masken for mine børns skyld, da de også var vågnet, men i politibilen fik jeg at vide, at det var min storesøster, Elin. Hun var død, og man mistænkte, at nogen havde taget hendes liv. Det var værre, end jeg nogensinde kunne forestille mig, siger svenske Malin Falk, 35.

Hun græd og græd, og tankerne fløj rundt i hendes hoved. Var det Elins ekskæreste, som havde slået hende ihjel? Det måtte være ham!

Morder bankede på døren

I timerne forinden havde tumultariske skrækscener udspillet sig i Elins hjem i Lycksele. Hun havde netop tilbragt en hyggelig aften på Hotel Lappland, hvor kendte musikere som E-Type og Dr Bombay havde optrådt til en stor 80’er-fest.

Da Elin kom hjem, talte hun i telefon med en af vennerne, som havde været med til festen, og under samtalen bankede nogen på hendes dør, og vennen hørte Elin råbe “væk!”.

– Vennen indså alvoren og hastede mod Elins lejlighed, men da han nåede frem, var det for sent. En nabo, som også havde hørt Elins skrig, var ilet til undsætning, men da havde Elins ekskæreste allerede hugget kniven direkte ind i hendes kranspulsåre.

Var et godt sted

Sikkerhedskæden var brudt op, og inde i lejligheden lå Elin Falk, knivdræbt af sine børns far. Hun var 29 år og mor til tre drenge, som var hendes et og alt.

Allerede som barn elskede Elin at læse bøger og skrive. Hun brændte for ligestillingsspørgsmål, havde et stort samfundsengagement og arbejdede som journalist.

– Hun var lige begyndt at træne og virkede så glad og lykkelig. Hun var et godt sted i livet, efter at hun var blevet separeret. Elin var ofte hjemme hos mor og far, for hun var et familiemenneske, siger Malin og konstaterer, at hun og den to år ældre søster altid har været meget forskellige.

– Elin elskede at være hjemme, mens jeg tit var ude at lege. Vi havde en god barndom. Elin var den ældste i søskendeflokken, og hun var den søde pige med englelokkerne, som jeg beundrede.

Ødelagde mange liv

Hjemme hos Malin i Bjurholm står portrættet af Elin altid fremme. Malin har også et gribende billede af de tre små drenge ved deres mors kiste, som Elins kollegaer tog under begravelsen.

Elins sønner var kun 5, 4 og 2 år og befandt sig hos deres mormor og morfar, da deres mor blev myrdet brutalt af manden, som hun havde forladt et halvt år forinden.

 – Det er en stor sorg, at drengene ikke kan huske deres mor, hendes stemme, hvordan hun duftede, og hvem hun var som person. Det er frygteligt, at han tog sig retten til at bestemme over en andens liv eller død, uden nogen som helst hensyn til sine egne børn. Det er jo ikke bare sit eget liv, han har ødelagt, men så mange andres. Under retssagen kom det frem, at han ikke vidste, om børnene var hjemme eller ej. Det var altså vigtigere for ham at myrde Elin, end hvordan det kom til at påvirke hans børn, siger Malin og ryster på hovedet.

Passer på drengene

I starten anede Malin og hendes forældre ikke, hvad de skulle sige til Elins små drenge om deres mors forfærdelige skæbne.

– Vi var i chok og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, så vi sagde bare, at deres mor lå på sygehuset, og at de skulle bo lidt længere tid hos os. Da det blev hverdag, snakkede vi med en børnepsykolog, som gav os rådet at sige det, præcist som det var, men ikke give mere information, end hvad børnene selv efterspurgte.

Selv om drengene var små, tror Malin, at de forstod, at deres mor var væk for altid. Efterfølgende gik de til psykologsamtaler, og Malin er glad for, at de havde en tryg havn hos familien. Hun og forældrene var fra første færd enige om, at de sammen ville tage hånd om Elins sønner.

– Det var vigtigt at opbygge et kærlighedsfuldt netværk omkring børnene. De skal altid føle, at de er lige så højt elskede som vores andre børn, og jeg håber, at Elin fra sin plads i himlen er glad for, hvordan vi opdrager dem. Jeg vil give drengene alt det, som Elin ville have givet dem af kærlighed og omsorg.

Holder mindet i live

Drengene, som i dag er 13, 11 og 9 år, er i skrivende stund hos deres mormor og morfar, men har også hvert sit værelse hos moster Malin. De to hjem ligger blot 500 meter fra hinanden.

For Malin er det vigtigt at holde mindet om Elin i live, men det er svært at nå at tale så meget om hende, som hun ønsker, i en travl hverdag med fodboldtræninger, lektier og madlavning til sammenlagt syv børn hver anden uge.

– Hverdagen optager megen tid, og det skal den også gøre. Det vigtigste er, at vi er sammen, at vi har det sjovt og er glade. Minderne om Elin kommer spontant. “Det kunne Elin også lide”, kan jeg sige, hvis vi spiser noget, min søster elskede.

Den sidste samtale

Der gik lang tid, før Malin kunne acceptere og forstå, at hun aldrig mere skulle se sin storesøster. Hun har prøvet at genkalde sig deres sidste telefonsamtale.

– Vi var ude at kælke den sidste dag i Elins liv, og jeg ringede til hende for at spørge om en af drengenes vanter. Det var sådan en banal hverdagsting, men jeg troede jo, at vi havde millioner af samtaler tilbage!

Malin led længe af angst og søvnproblemer.

– Jeg tog imod den hjælp, som fandtes, og fik søvnmedicin. Det var især om aftenen, at angsten fik tag i mig. Jeg ønskede sådan, at jeg kunne snakke med Elin en sidste gang. Jeg ringede til hendes mobil for at høre hendes stemme, men Elin havde ikke indtalt en besked på sin automatiske telefonsvarer.

Fik taget afsked

Malin fortæller, at Elin i stedet kom til hende i nogle drømme.

– En gang drømte jeg, at vi stod på en togperron. Hun skulle rejse væk, og vi krammede hinanden. Så sagde hun farvel og steg på toget. Den drøm gav mig trøst. Jeg havde brug for den, for der fik vi taget afsked.

Efter Elins død skulle hendes lejlighed tømmes, begravelsen planlægges, og retssagen gennemføres. Samtidig skulle hverdagen gøres så tryg som mulig for børnene.

– Det var hårdt at pakke Elins liv sammen, gennemgå hendes ting og smide eller forære dem væk. Mange af dem tog vi med hjem, så drengene måske kan få gavn af dem senere. Det føltes så privat, som om man snagede, men jeg gemte en bog, som hun havde skrevet digte i.

Bare to uger efter Elins død holdt Malin fest for hendes yngste søn, som fyldte to år, og ugen efter var der begravelse.

– Jeg valgte, at Michael Jacksons “Heal the world” skulle spilles under ceremonien. Siden Elins død har den sang lydt i mit hoved, og jeg forbinder den med hende. Begravelsen var hård, vi var alle så kede af det, men den var også værdig og smuk.

Livsvarigt fængsel

Det er syv år siden, at Malin mistede sin storesøster, og familien har fundet sig til rette i en hverdag, der fungerer godt for alle. Elin er ofte i Malins tanker, selv om det ikke længere er flere gange om dagen. Hun tænker derimod aldrig på søsterens morder.

– Jeg føler ikke vrede eller had, han eksisterer bare ikke for mig. Han blev idømt livsvarigt fængsel for mordet og blev også dømt for grov vold mod naboen, som greb ind. Gennem hele sit liv skal han stå til ansvar for, hvad han har gjort. For mig er sorgen over, at Elin ikke er her mere, den stærkeste følelse.

I dag reflekterer Malin oftere over relationer, som virker usunde, og hun ville ønske, at samfundet brugte større ressourcer på psykiatrien.

– Jeg tror, at vi kunne redde mange menneskeliv. Jeg har lært, at sådan en frygtelig skæbne kan overgå hvem som helst, og derfor er det vigtigt, at man tør stille spørgsmål, hvis man ser nogen, som ikke virker til at trives.