Louise kunne ikke tale: Jeg var et hæmmet barn

Louise Eklund var en genert og forsigtig pige, da hun startede i skole. Der gik nogle måneder, før hun sagde et ord til de andre i klassen, og efter juleferien i anden klasse stoppede hun helt med at snakke.

Hun er vokset op i trygge familierammer i 90’ernes Stockholm, og derhjemme havde hun ingen problemer med at tale. Men så snart hun befandt sig i andre miljøer, var det, som om halsen strammede til, og hun kunne ikke få et ord ud, selv om hun gerne ville.

– Jeg var bange for, hvordan min stemme lød, og hvordan andre ville reagere, hvis jeg sagde noget forkert. Jeg var selvkritisk og havde lavt selvværd, men samtidig var jeg social og fik energi af at omgås andre børn. Jeg havde nogle venner, som jeg på en eller anden måde kommunikerede med, men det var nemmere for mig at deltage i lege, som ikke krævede så megen snak, fortæller Louise, 29.

Stemmen låste

Hun husker, hvordan hendes stemme låste, når det forventedes, at hun skulle sige noget. Hun var dygtig i skolen, og hendes lærere var hensynsfulde og lod hende svare skriftligt i stedet for mundtligt, men hun levede aldrig op til sit potentiale, da hun ikke kunne tale foran klassen eller deltage i diskussioner. Alene tanken om det gjorde hende skrækslagen.

Forældrene tog hende med til en talepædagog, og Louise fik diagnosen selektiv mutisme – en sjælden angstlidelse, der oftest rammer børn og unge, og som indebærer, at de ikke er i stand til at tale i bestemte sociale sammenhænge. Louise kom i terapi, men det gjorde kun tingene værre, for udsigten til at skulle føre en samtale med psykologen fik hende til at klappe helt i.

– Som barn var det helligt for mig at tale. Det var vejen ind til mit inderste, og det var ikke noget, jeg turde at blotte for hvem som helst. Jeg frygtede konstant, at jeg ikke var god nok. Det satte sig på min stemme, men også i kropssproget og mine tanker. Jeg var et hæmmet barn – sprogligt, fysisk og psykisk.

Ude af kontrol

Selv i hjemmets trygge rammer kunne Louise blive slået ud af kurs. Når nogen ringede på døren, åbnede hun den aldrig. Hun tog heller ikke telefonen af frygt for at skulle tale med nogen. Samtidig led hun af spectrofobi (frygten for sit eget spejlbillede) og kronofobi (frygten for tidens gang). Hun beskriver selv sin tilstand som en eksistentiel angst.

– Det blev en fiksering, som kom ud af kontrol. Talen var bare den ydre skal på en indre frygt, siger hun.

I de tidlige teenageår begyndte Louise at generobre kontrollen over sin stemme. Med hjælp fra sin bedste ven pressede hun sig selv til at turde tale mere, og da hun skiftede klasse i syvende, fik hun chancen for at starte på en frisk. Men efter så mange år uden at tale i sociale sammenhænge måtte hun google sig til, hvordan man indleder og deltager i en samtale.

– Jeg var gået glip af mange år med social kontakt og måtte forsøge at indhente det spildte. Med tiden gik det bedre, men i dag er jeg stadig oftest ”den stille” i et selskab, hvilket betyder, at jeg typisk omgiver mig med snakkesalige personer. På den måde slipper jeg for at tage ansvar for samtalen. De snakker, og jeg lytter, siger Louise med et lille smil.

Efter sin studentereksamen var hun klar til at åbne sig for en psykolog, og denne gang gik det bedre.

– Ved at udfordre mig selv og min frygt kunne jeg komme videre i livet. Efter endt skoletid rejste jeg til USA og boede hos fjerne slægtninge i tre måneder for at øve mig på engelsk og på at blive mere selvstændig. Her var jeg nødt til at træde ud af min komfortzone og stå på egne ben, og det var en positiv oplevelse.

Fandt sin stemme

Efter USA-turen fortsatte Louise med at rejse. Til Paris, Brasilien, Sydafrika og Thailand. En stor mundfuld for en person med taleproblemer, kunne man tro. Men det modsatte var tilfældet.

– Ingen kendte mig eller vidste, hvad jeg har været igennem. Flygtige relationer er enklere for mig, mens det bliver sværere, når jeg møder en person flere gange. Da kommer tankerne om, at de nu har opbygget forventninger til mig, og så ”låser” jeg.

Louise bliver ikke tavs som før, men hun kan stadig have svært ved at få ordene ud i pressede situationer. Under tiden i Paris begyndte hun at skrive dagbog, og da hun rejste videre til Brasilien, lod hun andre læse den.

– Gennem den kunne andre lære mig at kende. Det var lettere for mig at skrive ordene.

Da Louise senere begyndte at studere kunst, fandt hun en ny måde at udtrykke sig på, og i dag arbejder hun som kunstner.

At synge i kor er en anden udfordring, hun har givet sig selv. Her har hun fundet en nøgle, der kan låse stemmen op. Nu tør hun endda at lytte til sin optagede stemme. Hun har også talt for større grupper, både om sin kunst og på et seminarium om selektiv mutisme.

Louise håber, at hun ved at dele sin historie kan øge kendskabet til diagnosen og indgyde håb i andre, der er ramt af den.