Ravnens hævn: 4-årig offer for misundelse

Christine har lige hentet sin søn Gregory fra børnehaven. Det er den 16. oktober 1984, og klokken er omkring fem om eftermiddagen. Vi er lidt uden for landsbyen Lépanges-sur-Vologne, Vosges, i det nordøstlige Frankrig.

Mens hun stryger et par skjorter, leger fireårige Gregory i indkørslen. Hun bemærker, at vejret bliver koldere og går ud med et halstørklæde til sin søn. Men hun kan ikke se ham. Der er tomt ved huset. Med uro i maven begiver hun sig mod landsbyen for at lede efter sin dreng.

Nogenlunde samtidig ringer telefonen hos Christines svoger, Michel Villemin, og da han tager røret, bliver han mødt af en uhyggelig og forvrænget hæs stemme.

– Jeg har slået chefens søn ihjel. Jeg smed ham i floden for at hævne mig. Hans mor vil lide, men hun finder ham aldrig.

Stemmen slutter den modbydelige besked med en rå latter, og Michel ringer til politiet med det samme. Men det er allerede for sent. Senere samme aften bliver Gregory fundet i floden. Han er bundet på hænder og fødder. Hans hue er trukket ned over ansigtet, og han har et reb bundet rundt om halsen.

For megen succes

For at forstå den fatale familietragedie, skal man spole tiden et par år tilbage. Christine og Jean-Marie Villemin er et ungt, smukt og succesfuldt par. Jean-Marie er blevet forfremmet til chef, trods sin unge alder. De har netop færdiggjort byggeriet af deres nye hus, og deres søn er yndig dreng med store brune krøller.

Men ikke alle glæder sig over parrets succes. Gennem længere tid er de blevet chikaneret med anonyme trusselsbreve og ubehagelige opkald – op til 27 gange på en dag.

Stemmen i telefonen er forvrænget. Monoton. Hæs, og den slutter altid af med et uhyggeligt grin.

Det er ikke kun Christine og Jean-Marie, der modtager de uhyggelige opkald. Også andre grene af den store Villemin-familie hører nu og da fra “Ravnen”, som stemmen senere bliver døbt i pressen. Ravnen kender til alle familiens hemmeligheder. Kender til deres arbejde. Til deres rutiner. For det meste drejer samtalerne sig om én ting: Villemin-familiens succes og særligt Jean-Maries forfremmelse til chef på den lokale bilfabrik.

I det lille landsbysamfund kender alle hinanden, og der skal ikke meget til, før nogen stikker ud. Specielt ikke, hvis det går rigtig godt for nogen.

Lyt til Ravnens Hævn herunder.

Fundet i floden

I denne del af Frankrig sætter man en ære i at komme fra arbejderklassen, hvor man knokler sig til sin frihed. Man skal gøre sig fortjent til sine penge og til sin status i det her lokalsamfund. Men Ravnen mener ikke, at Jean-Marie har gjort sig fortjent til sin lykke.

Først truer Ravnen Jean-Marie selv. Jean-Marie bider ikke på. Så truer ravnen med, at der vil ske forfærdelige ting med hans kone. Heller ikke det kan Jean Marie tage seriøst. Men så eskalerer ravnen sine trusler.

– Jeg kan se ham i min kikkert. Lad ham ikke gå rundt alene. Han er så lille. Der kunne ske ham noget. Han kunne jo blive kvalt.

Det er lille Gregory, som ravnen taler om. Jean-Marie hidser sig op i telefonen, og Ravnen forstår lige dér, at han har ramt Jean-Maries svage punkt.

Ravnens opkald står på i nogle år, og selv om truslerne har været grove, er der aldrig gjort alvor af dem. Lige indtil den dag i oktober i 1984, hvor lille Gregory bliver bortført fra sit hjem.

En time efter det uhyggelige opkald til Christines svoger leder 15 politibetjente efter den lille dreng. Om aftenen modtager politiet et opkald fra en lille flække, en halv times kørsel fra Gregorys hjem. De lokale har set noget i floden.

En brandmand med et reb om livet begiver sig ud i floden og løfter Gregory op af vandet. Den lille krop er slap og uden liv, og han har en hue trukket ned over øjnene. Da den bliver fjernet, har Gregory et næsten fredfyldt udtryk, som om han sover. Der er ikke tegn på vold eller kamp på Gregorys krop.

Det tyder på, at han har fulgt frivilligt med den person, der bortførte ham. Han har tilsyneladende heller ikke kæmpet imod, da han er blevet bundet med et tyndt reb på ben og hænder. Heller ikke da huen er blevet trukket ned over hans ansigt og et reb bundet rundt om hans hoved for at holde huen på plads. Gregory stolede på sin morder.

Et mystisk brev

Samme aften som man finder Gregory dræbt, bliver et brev sendt fra landsbyen til Jean-Marie.

– Jeg håber, at sorgen tager livet af dig. Dine penge bringer ikke din søn tilbage. Dette er min hævn. Dit røvhul.

Hævnmotiv nævnes flere gange, og formuleringen dit ”røvhul” tyder på stærk affekt. Det viser sig, at det er den samme skrift som i de tidligere breve. Ravnen er vendt tilbage.

Opkaldet og de tidligere breve, får politiet til at konkludere, at morderen formentlig skal findes inden for familien eller i hvert fald tæt på den.

Inden længe indhentes medlemmer fra alle familiens grene til at afgive en diktat-prøve i et forsøg på at identificere afsenderen af trusselsbrevene. Uden held.

Man har også optaget flere af Ravnens opkald, og teknikere undersøger optagelserne i detaljer. Der er ikke nogen åbenlyse ligheder, og ingen kan eller vil sige noget. Alle har tilsyneladende alibier.

Fire dage efter drabet bliver Gregory begravet i den lokale kirke. Politiet er mødt talstærkt op. Det samme er pressen. Da gerningspersonen muligvis tilhører familien, vil vedkommende være tvunget til at være til stede. Politiet håber, at nogen vil opføre sig mistænkeligt eller på anden måde afsløre sig selv.

Da kisten bliver lagt i jorden, kan Christine ikke mere. Hun besvimer, og familien samles om at bære hende ud.

Flere mistænkte

Begravelsen giver ikke politiet det, de håber på. Der er ingen, der opfører sig specielt mystisk. Alle er stadig mistænkte, og Villemin-familien er en stor familie med flere grene, som alle er vokset op i samme område. Familiemedlemmerne er tilmed gift på kryds og tværs, og de fleste af dem arbejder på den lokale bilfabrik, hvor Jean-Marie er blevet forfremmet til chef.

Jean-Marie peger selv på flere mistænkte. Blandt andet sin egen fætter Bernard Laroche. De voksede nærmest op som brødre, men i løbet af de senere år er de drevet fra hinanden, og misundelsen fra Bernards side er vokset i takt med Jean-Marie succes.

Bernard er også gode venner med Jean-Maries bror, Michel, som måske har kunnet give Bernard adgang til nogle af familiens hemmeligheder. Michel er nemlig også misundelig på sin bror. To dage før mordet på Gregory er Michel og hans kone på besøg hjemme hos Jean-Marie og Christine.

Her viser Jean-Marie deres nye lædersofa frem. Michel bliver overrasket og siger, at sådan en har kun en chef råd til. Ordet ”chef” er bemærkelsesværdigt, fordi det er et ord, som ofte bliver brugt af Ravnen.

Politiet har tidligere talt med et Bernard Laroche, men af en eller anden grund har han ikke deltaget i den test af underskrifter, de har gennemført. Det er tydeligvis en fejl. En ud af mange, der skal følge. Så Bernard bliver trukket ind til at afgive en prøve, og to dage efter ringer teknikerne tilbage. Bernards underskriftsprøve er “interessant”, som de formulerer det. Det er sandsynligt, at Bernard har skrevet flere af brevene. Men brevskriveren og morderen er ikke nødvendigvis den samme person.

Bernard bliver afhørt. Han har tilsyneladende et alibi, som han mener kan bekræftes af hans kones lillesøster Muriel Bolle, en 15-årig skolepige med rødt, krøllet hår og nervøse øjne.

Hun blev hentet ind til en afhøring, men til politiets overraskelse bekræfter Murielle ikke Bernards historie. I stedet fortæller hun, at Bernard hentede hende i sin bil og kørte til et fremmed hus, hvor en lille dreng blev samlet op i bilen.

Det er en spektakulær afsløring og sagens første egentlige gennembrud.

Nu er der en reel mistænkt, og der er ovenikøbet et vidne, der har været i bilen sammen med ofret og den mistænkte. Murielle er blevet sagens største og eneste vidne.

Politiet går straks til dommeren for at fortælle ham nyheden og for at få tilladelse til at beholde Murielle, indtil Bernard er anholdt. Dommeren hedder Lambert. Hans job er at bistå politiet i opklaringsarbejdet med det juridiske grundlag, og han er en slags chef for mordsagen. Problemet er bare, at Lambert begår en lang række fejl.

Dommer på skitur

Dommeren Lambert beslutter, at politiet ikke skal holde på Murielle. Han skal på en skitur hen over weekenden og vil først tale med Murielle den efterfølgende mandag.

Efterforskerne må frustrede sende pigen hjem, de frygter, at hun vil blive presset til at opgive sin forklaring, men da det bliver mandag, bekræfter Murielle sin forklaring over for dommeren, og Bernard bliver fængslet med det samme.

Det skal dog vise sig, at dommeren ikke er god til at holde på en hemmelighed, og på et efterfølgende pressemøde nævner han Murielles navn.

Politiet kan ikke længere holde Murielle i deres varetægt, og den 15-årige pige sendes hjem til sin familie. Nu ved de, hvad der er på færde, og hvad hun har sagt.

Sagen tabt

Og så sker der præcis det, som politiet har frygtet. To dage efter fængslingen af Bernard ændrer Murielle sin forklaring. Samtidig er der pludselig fire andre vidner, der også kan bekræfte Bernards forklaring og alibi. På én gang er sagen mod Bernard tabt for politiet.

De forsøger at indhente flere beviser. Bl.a. finder de en insulinsprøjte på stedet, hvor man mener, at lille Gregory er blevet smidt i floden. Insulin kan bruges til at bedøve et barn, så det ikke kæmper imod. I den rette mængde, er insulin dødbringende og kunne altså være mordvåben.

Men dommer Lambert forbyder politiet at efterforske sporet, selv om Bernards egen mor har diabetes. Faktisk er der mange i den del af familien, der har diabetes.

Politiet er frustreret, de må løslade Bernard Laroche, og dommer Lambert giver sagen til en anden afdeling hos politiet.

Samtidig begynder et helt nyt rygte.

Fire kvinder står frem på tv og påstår, at de har set Christine poste et brev den dag, som Gregory blev myrdet. At det altså skulle være drengens egen mor, der sendte det brev, som Jean-Marie modtog dagen efter mordet.

Et vildt rygte

Teorien er, at Christine hentede Gregory i børnehaven og derefter kørte ham til floden.

Mistanken fra de fire kvinder bliver snart delt af mange. Pressen spekulerer i det. Kulturpersonligheder debatterer det. Snart er hele Frankrig med på teorien om, at Christine er morderen.

Men der er én person, som er overbevist om, at Christine er uskyldig. Hendes mand, Jean-Marie.

Presset og er enormt på Christine, og hun ender med at blive indlagt på et psykiatrisk hospital. Her viser det sig, at hun er gravid. Også den nyhed undslipper til pressen, som straks tolker det negativt. Gravid? Så kort tid efter mordet på sin søn? Hvad er hun for en slags kvinde?

En fars hævn

Presseomtalen tager også hårdt på Jean Marie. Alle har vendt sig mod ægteparret, og Jean-Marie er frustreret. Den 29. marts 1985, seks måneder efter drabet på hans søn, finder han sit jagtgevær frem. Han lader det og kører over til sin fætter Bernard Laroche. Jean-Marie trykker på aftrækkeren, skyder og dræber sin fætter med et skud i brystet. Bagefter sætter Jean-Marie sig ind i sin bil og kører over til Christine på hospitalet.

Han fortæller hende, hvad han har gjort. Han siger, at han vil melde sig til politiet, og han beder hende om at stole på ham og vente, til han kommer ud igen.

Herefter får Christine det endnu dårligere. Hun har mistet sin elskede dreng. Hele Frankrig hader hende. Og hendes mand er netop blevet drabsmand. Hun kan umuligt få det værre, tror hun. Hun tager fejl.

For dommer Lambert er tilsyneladende blevet inspireret af folkestemningen. I begyndelsen af juli 1985, næsten ni måneder efter mordet på Gregory, befaler dommer Lambert politiet at anholde Christine. Nu er begge forældre fængslet, den ene for mordet på deres søn, den anden for mordet på sin fætter.

Christine er fængslet i 11 dage, hvor hun sultestrejker i fem af dagene. Da hun bliver løsladt, flytter hun hjem til sin mor.

En presset mor

Hun føder Julian den 1. oktober 1985, knapt et år efter drabet på Gregory. Billederne af den nybagte mor og baby går hele Frankrig rundt. Samtlige magasiner og aviser har billedet af den smilende mor på forsiden, men også det tolkes negativt: ”Hvorfor smiler hun? Hun burde jo være i sorg,” skriver pressen.

Christine var selvfølgelig glad for Julian. Men mentalt får hun det værre. Hun får ordineret medicin til at sove, men en dag kan hun ikke mere og sluger samtlige sovepiller fra glasset.

I sidste øjeblik bliver Christine fundet af sin mor, som får hende på hospitalet, hvor hendes liv bliver reddet.

Efter Jean-Maries drab af Bernard er det, som om Villemin familien lukker sig om sig selv. Ingen vil tale med politiet, og ingen vil tale med Christine.

Endelig får hun dog en smule medgang. Retten vurderer hendes sag, som dommer Lambert har fremlagt og finder, at der ikke er beviser for hendes skyld. Sagen bliver afvist. Samtidig får retten øjnene op for dommer Lambert, og det sjuskede grundlag for anholdelsen af Christine. Det hele bliver gennemgået, og efter tre år bliver han taget af sagen. Den nye dommer er anderledes grundig.

Ravnens forbandelse

Alle vidner bliver hentet ind igen. Alle beviser og teorier gennemgås og efterprøves. Den nye dommer efterprøver teorien om Christine som morder. Hendes rute fra børnehaven til floden køres mange gange og uanset hvad, kan hun umuligt have gjort det. Den nye dommer følger også insulinsporet og udvikler en stærk teori om, hvem gerningspersonen er.

Men så bliver dommeren ramt af det, man er begyndt at kalde Ravnens forbandelse. Lige inden undersøgelsesrapporten skal skrives færdig, dør han af et slagtilfælde.

Et halvt år efter Christines frifindelse kommer Jean-Marie for retten. Selv om sagen handler om mordet på Bernard Laroche, handler det også om mordet på Gregory. For hvis Bernard havde noget at gøre med mordet på Gregory, er Jean-Maries handling jo forståelig.

Får mild dom

Jean-Marie blev fundet skyldig og modtager en fængselsdom, som er akkurat mild nok til, at han allerede har afsonet den. Med så mild en fængselsstraf, tyder noget på, at dommeren tror på Jean-Maries version. Jean-Marie bliver løsladt, og den lille familie flytter langt væk for at begynde et nyt liv.

Årene går. Men fordi ingen er blevet dømt for mordet på Gregory, forældes den aldrig. Og i 2017 sker der noget nyt. 33 år efter mordet på Gregory, bliver sagen genåbnet på baggrund af nye analyser af brevene og optagelserne af Ravnens stemme.

Det har hele tiden været teorien, at Ravnen er en mand og at han er alene. Men i optagelserne finder teknikerne ud af, at der er flere stemmer. Der er også en kvindestemme, og stemmen bliver genkendt som Jaqueline, Jean-Maries tante. Hun er gift med Marcel Jacob, som er onkel til Bernard Laroche.

I juni 2017 blev Jacqueline og Marcel Jacob, grandtante og grandonkel til barnet, fængslet i 38 dage, mistænkt for at have medvirket til mordet på Gregory. Det samme blev Murielle Bolle, mistænkt for at have givet falsk alibi til Bernard Laroche. Jacqueline og Marcel Jacob holdt fast i deres ret til ikke at udtale sig. Alle tre blev løsladt, uden at komme for retten – I Murielles tilfælde begrundet med fejl i proceduren, fordi hun havde været afhørt som 15-årig, uden at hendes forældre var til stede.

Men de nye beviser fastslår, at Bernard nok var involveret i drabet, men at han ikke var alene. En hel gruppe af mennesker var sammen med ham. Muligvis fra den aller nærmeste familie.

Efter sagen blev genåbnet, valgte dommer Lambert at tage sit eget liv. Han skrev et afskedsbrev, hvori han fortalte, at mordet på Gregory aldrig ville stoppe med at forfølge ham.

Den franske stat har på vegne af dommer Lambert indrømmet, at der er blevet begået store fejl undervejs. Christine og Jean-Marie har som undskyldning fået en erstatning på cirka en halv million kroner. Men penge bringer ikke Gregory tilbage.

Hør podcasten

Du kan høre podcasten Nationens mareridt gratis på udeoghjemme.dk. Find podcasten nedenfor: