Nadja lod sig ydmyge af mænd: Jeg søgte tryghed

Som teenager gik Nadja en dag op i banken og bad om et lån på 15.000 kroner. Pengene skulle bruges til en ny bærbar computer. Ikke til hende selv. Men til hendes kæreste. Han var kommet til at træde på sin egen, og det, mente han, var Nadjas skyld. Så i håb om at redde sit forhold købte hun en ny til ham. Kort efter slog kæresten op. Banklånet hang hun på i mange år efter.

Nadja Engsigs vej til kærligheden har været dyr. Både på bankkonto og sjæl. Men der er en grund til, at Nadja som helt ung tog mange forkerte valg i kærlighedslivet. Ligesom der er en grund til, at Nadja endte med at veje 170 kilo og blev kendt i hele landet i TV 2-programmet ”Nadja og de 170 kilo.” Et program, hvor hun tog seerne med helt ind til spisebordet og gav et sjældent indblik i, hvordan det er at leve med spiseforstyrrelsen BED, også kaldet tvangsoverspisning.

Nadja jagtede tryghed

Nadjas størrelse handlede i bund og grund ikke om frikadellemadder med remoulade. Ligesom hendes uheld i kærlighed ikke handlede om mænd. Begge dele handlede om Nadjas evige jagt på tryghed. Den manglede hun nemlig i sin barndom, som i perioder var præget af alkohol og psykisk sygdom. Men trygheden oplevede hun for en kort stund, når hun i smug spiste sine enorme mængder af højt belagte rugbrødsmadder og skyllede efter med halvanden liter cola. Ligesom hun forventede at finde trygheden, når hun mødte den eneste ene.

Ledte efter ældre mænd

– Som teenager satte jeg alt ind på at finde en mand, der bare ville give mig et lille gran af kærlighed. Jeg var overbevist om, at hvis jeg fandt den rigtige mand, ville han redde mig, og så ville alt blive godt. Tit fandt jeg sammen med mænd, der var en del ældre end mig, fordi jeg bildte mig ind, at de kunne give mere stabilitet, siger Nadja.

Sagde aldrig fra

Hun fandt dog ikke ligefrem stabilitet i nogen af de mænd. Tværtimod endte de ofte med at behandle hende koldt, ligegyldigt og uberegneligt. Men det fik desværre ikke Nadja til at vende dem ryggen.

– Når jeg var sammen med en fyr, gav jeg alt og sagde aldrig nej. Det var lige meget, hvordan han behandlede mig, for jeg troede, at hvis jeg bare opførte mig som den bedste kæreste nogen sinde, ville de nok begynde at elske mig, siger Nadja, som altid var dybt ulykkelig, når hun blev forladt.

Mødte de forkerte mænd

Når det skete, skyndte hun sig at lede efter en ny. Hendes jagt på kærlighed foregik ofte til byfester, på Jubii-chatten eller på tekst-tv, hvor der også var en chatfunktion dengang. Men det var ikke ligefrem de bedste mænd, den helt unge pige kom i kontakt med. Og det var ikke ligefrem romantiske øjeblikke eller tryghed, de kunne tilbyde, når de kom forbi hendes soveværelse sent om aftenen efter en kort korrespondance.

Taler om det svære for at gøre det lettere for andre

Nadja har valgt at tale åbent om sine første uheldige oplevelser med kærligheden, ligesom hun gør om andre svære ting i livet i håb om at gøre det lidt lettere for andre. Hendes stemme gør nemlig en forskel. I dag følger flere end 22.000 danskere hende på Instagram, ligesom rigtig mange har læst hendes bog og fået øjnene op for, hvad der ligger bag alle hendes kampe.

Fandt en netkæreste

Nadjas overvægt kunne ikke bekæmpes ved ”at lette røven og lukke munden,” som nogle mente. Ligesom Nadjas mange skiftende partnere ikke kunne forklares med, at ”hun var løs på tråden.” Nadjas problem skyldtes en så lang historie om svigt og misbrug, at det krævede en bog på mere end 300 sider.

Hendes historie har selvfølgelig også mange lyse afsnit. Ellers havde hendes stemme nok ikke været så klar i dag. Et af de helt store lyspunkter kom helt uventet, da hun som 18-årig begyndte at chatte med andre unge på DR’s digitale fællesskab, SKUM. På et tidspunkt var der en profil, som skilte sig lidt ud fra andre. Fyren bag skrev på en anden måde og var lidt mere humoristisk, og da han i sjov spurgte ud på chatten, om der var en, der ville være hans ”netkæreste”, smilede Nadja hjemme ved computeren og svarede, at det ville hun da gerne.

Det var de så. Netkærester. Hvad det så end vil sige. De havde jo aldrig set hinanden eller talt sammen.

Første møde var akavet

Det var først, da Nadja arrangerede, at brugerne skulle mødes en weekend hjemme hos hende i Kolding, at hun første gang stod over for sin netkæreste. Jan, hed han. En høj, lyshåret fyr fra Silkeborg. Nu kunne de endelig se hinanden i øjnene. Og høre hinandens stemmer. Og kaste sig i armene på hinanden. Men Nadja og Jan gjorde det modsatte.

– Jeg hverken talte til ham eller kiggede på ham. Det var så akavet, og jeg var så genert og tænkte, at jeg da også var alt for tyk og grim, husker Nadja, som ikke ligefrem talte pænt til sig selv i den periode.

Der var noget særligt ved Jan

Men så fandt hun alligevel efter nogle timer modet til at snakke med Jan.

– Vi sagde ikke så meget, men jeg kunne mærke, at der var noget særligt ved hans måde at være på. Der var sådan en ro.

Nadja og Jan endte også med at ligge ved siden af hinanden i Nadjas seng om natten. Men da Nadja forsøgte at åbne Jans bukser og gøre sig klar til at udføre det, hun plejede i håb om at få kærlighed fra en mand, stoppede Jan hende.

– Det der behøver du ikke, sagde han. Så faldt de i søvn sammen. Uden Nadja skulle gøre andet end bare at være Nadja.

En filmaften udviklede sig

Weekenden efter kom Jan på besøg med nogle dvd-film. De sad i sofaen og så Walk the Line om Johnny Cash, da Jan rakte ud efter noget på sofabordet og i farten kom til at strejfe Nadja. Det strejf førte til deres første kys. Og en måned efter var de kærester. Rigtige kærester.

Mødet med Jan var noget helt andet, end Nadja havde oplevet før. Det var så rart, at det nærmest skræmte hende. Kunne det passe, at hun havde fundet en mand, der bare elskede hende? Og som gladeligt kørte fra Silkeborg til Kolding for at ligge og holde om hende nogle timer om natten, inden han skulle tidligt op og på arbejde.

– Det var så trygt og rart med Jan. Han var sådan et roligt menneske, der ikke ville mig noget ondt, og så kom han fra en dejlig familie, som bakkede hinanden op. De tog også mig ind som deres egen, og det har haft en kæmpe betydning for mig liv.

Spiste i skjul

Men selvom man finder kærligheden, betyder det ikke, at en spiseforstyrrelse forsvinder. Hullet i Nadja var der stadig, og hendes tvangsoverspisning blev værre. Da Nadja og Jan flyttede sammen, krævede det et opslidende dobbeltliv at gennemføre madritualerne, uden Jan opdagede det.

– Det ville være forfærdeligt, hvis han så, hvad der skete, når jeg overspiste. Så jeg gjorde det typisk, når han var på arbejde eller om natten, når han sov. Så lå jeg og lyttede efter, om han sov, og så kunne jeg liste op og spise, siger Nadja.

Vidste hvordan hun skjulte sin mad

Typisk spiste hun madder med makrelsalat, frikadeller og fiskefilet med remoulade, efterfulgt af slik, chips og halvanden liter cola. 5.500 kalorier kunne det blive til, mens Jan lå og sov. Og hvis Nadja kunne høre, at han vågnede, vidste hun præcis, hvor hun skulle gemme sin mad i vindueskarmen, så hun ikke blev taget på fersk gerning. Ligesom hun vidste, hvordan hun skulle gemme den tomme emballage i skraldespanden under andet affald.

Hun skulle hele tide være klar til at skjule noget. Hele tiden have en forklaring parat, hvis Jan undrende spurgte: Hvor er det brød, vi købte i går?

– Det var muggent. Så det måtte jeg smide ud.

Talte aldrig om mad og vægt

Nadja var god til bortforklaringer. Men ikke god til at fortælle Jan, hvad hun kæmpede med.

– Vi talte aldrig om min vægt. Jan sagde bare, at jeg var dejlig, og at han godt kunne lide, at jeg var blød. Men jeg brød mig ikke om at vise min krop, og jeg forholdt mig slet ikke til den. For mig eksisterede jeg faktisk kun fra halsen og op.

Gik i terapi

Med årene og med hjælp fra forskellige mennesker lærte Nadja dog langsomt, at hun var nødt til at smide sine hemmeligheder og se på både sin krop og sin fortid. Hvis hun ville have et sundt liv, nyttede det ikke at gå på endnu en slankekur. Hun skulle arbejde med sit hoved.

– Jeg har gået i rigtig meget terapi og arbejdet med det mentale. Efterhånden lærte jeg at tro på, at jeg faktisk havde værdi, og jeg godt måtte ønske mig en fremtid. Det betød, at jeg tog en hf og uddannede mig som socialrådgiver, og det var med til at give mit liv mening, siger Nadja, som dog altid vil have spiseforstyrrelsen med i bagagen.

Valgte operation for at blive mere mobil

På vægten er der dog sket en stor forskel. Hvor meget, aner hun ikke. Nadja vil ikke vide det, men da hun i 2020 fik en Gastrisk bypass, var det tydeligt for enhver, at der blev mindre af hende.

– Jeg valgte den operation, fordi jeg ville være mere mobil. Da jeg vejede 180 kilo, kunne jeg ikke gå en tur. Jeg kunne ikke engang tørre mig, når jeg havde været på toilettet.

En hård virkelighed ramte

Det var ikke en let beslutning og heller ikke uden omkostninger. Godt nok fløj Nadja rundt på en lyserød sky det første halve år, hvor kiloene bare raslede af. Men så ramte virkeligheden. Nadja fik igen trang til at dulme sine svære følelser med mad, men nu var det fysisk ikke længere muligt. Der var ikke plads i maven.

– Jeg røg ned i et sort hul, fordi jeg ikke længere havde maden som trøst. I et år var det slemt, og jeg måtte tage antidepressiv medicin.

Jan er min sjæleven

Igen var Jan heldigvis lige ved hendes side. De to har nu været sammen i 17 år, og de kender hinanden så godt, at Jan kan mærke, hvis Nadja får det dårligt. For eksempel midt supermarkedet. Så kommer han over og giver hendes hånd et lille klem.

– Jan er min sjæleven. Han er den base, som jeg kan læne op ad og vokse ved.

Klar til at blive mor

Nadja er vokset igen mentalt efter sit sorte hul. Hun er et godt sted. Faktisk stråler hun. Og maven strutter også på en ny måde. Til august skal de to tidligere netkærester nemlig være forældre, og babytøjet ligger allerede klar, fint foldet sammen i en tremmeseng hjemme i stuen.

– Jeg troede egentlig, at jeg altid skulle være sådan en dame med hunde, der aldrig fik børn. Men som tiden gik fik jeg ro på og lærte mig selv at kende, og så begyndte Jan og jeg at tygge lidt på tanken om at blive forældre.

Ved Jan bliver en god far

Nu er Nadja over halvvejs henne, og når hun holder om maven, kan hun ikke lade være med at smile. Kroppen er ikke længere noget, hun helst vil glemme. Kroppen er ved at give hende et barn.

– Jeg ved, Jan bliver en god far. Og jeg tror, at jeg bliver en god mor. Jeg glæder mig så meget til det hele. Den første tur med barnevognen. Det første smil. De første skridt. Jeg ved selvfølgelig godt, at det også bliver udfordrende. Men jeg er klar til at give det barn en god opvækst.

Vrede mod mændene i fortiden

I dag er Nadja 36 år, og hun er sammen med manden i sit liv. Meget er sket, siden hun som teenager ledte efter kærligheden de forkerte steder. Men hun har ikke glemt, hvordan de mænd behandlede hende dengang. Det vil altid sidde i hende.

– Jeg har været vred. I starten var jeg især vred på mig selv over, at jeg havde tilladt det. Senere blev jeg nærmest helt opslugt af vrede mod mændene og havde lyst til at hævne mig. Men det fik jeg ikke noget ud af. I dag bruger jeg de minder til at glæde mig over, hvor langt jeg har rykket mig. Hvor meget godt, der er sket med mig siden dengang.

Min kærlighedshistorie

I Ude og Hjemmes podcast ”Min kærlighedshistorie” fortæller meget forskellige danskere deres kærlighedshistorie på godt og ondt. Lyt i din foretrukne podcast-app.