Kristian blev alene med sine børn: Ida kunne da ikke dø

Kristian Ibler var 15 år, da han på gymnasiet i Holbæk fik rollen som en ældre krumrygget mand i My Fair Lady. Den rolle passede ham dårligt. Mest fordi Ida fra 2. g skulle spille Eliza Doolittle, hvilket betød, at hun skulle kysse en høj, lyshåret fyr, der spillede Higgings. Og det kys ville Kristian gerne have haft. Faktisk ønskede han det så meget, at han fik overbevist en gymnasielærer om at ændre i manuskriptet, så Ida endte med at kysse den krumryggede herre med stokken.

Handlingen gav ikke rigtig mening. Men det gjorde Ida og Kristians første kys på scenen. Efter det blev de kærester. Godt nok var der nogle pauser undervejs, men de endte med at blive mand og kone og forældre til Julius og Sophus i et hus på Frederiksberg med fodboldmål på græsplænen og legetøj på gulvet. Kristian må også have haft et vist talent i den gymnasieforestilling, for i dag kender vi hans ansigt fra teater, film og tv-serier som Forbrydelsen, Dicte, Krøniken og Badehotellet.

Du kan lytte til Kristians historie i podcasten Min kærlighedshistorie.

Opdagede tre knuder i brystet

Men nu udkommer han med bogen Enkemand, og i den spiller han ikke en rolle. Bogen er virkelighed. En næsten ubærlig virkelighed om livet, når det tager et meningsløst sving og efterlader en far og to børn tilbage.

Ida opdagede de tre knuder i brystet en aften, mens børnene sov, og Kristian var ude at spille teater. Sådan var deres aftener ofte på det tidspunkt. Men da Ida kort efter fik sin kræftdiagnose og blev opereret og kom i kemobehandling, måtte Kristian trække sig fra skuespillet for en tid. Han var nødt til at være hjemme og tage sig af børnene. Og af Ida, som var så dårlig, at hun jævnligt faldt om.

En stærk pårørende på overfladen

Kristian lærte at lytte efter bump på gulvet, mens han sad med børnene, og han lærte at lade som om, at han var helt rolig, når han lige skulle kigge til mor. Han lærte også at skille vandlåsen ad, når Idas hår faldt af og stoppede afløbet. Og at finde på rimelige svar, når børnene spurgte, om mor skulle dø. Egentlig var han det, man ville kalde en stærk pårørende. I hvert fald, hvis man ikke kradsede i overfladen.

– Det første halve år tror jeg ikke rigtigt, det sivede ind. Jeg holdt det nok ud i strakt arm og tænkte, at nu skulle kræften bare fjernes, og så ville alt blive godt. Ida kunne da ikke dø af det her, siger Kristian, som i virkeligheden var mere bange og opslidt, end han selv lige vidste.

Brød sammen på jobbet

Hans dybereliggende følelser fik pludselig frit løb en iskold vintermorgen. De kom selvfølgelig på det mest uheldige tidspunkt. Efter en længere pause som skuespiller skulle Kristian spille en rå byggeleder i en film, hvor han foran hele filmholdet på cirka 30 mand skulle sige en lang og ophidset monolog.

– Jeg skulle råbe og skrige, og det skulle sidde lige i skabet. Men jeg var grundtræt, så jeg kunne ikke sætte mig ind i rollen, og da jeg mødte op, gik klappen bare ned, hver gang en ny optagelse startede. Jeg prøvede og prøvede, men jeg kunne mærke, at jeg skulle tude hele tiden. Ingen af mine medspillere anede noget, så til sidst bad jeg om en pause og gik om bag nogle jernsveller. Her brød jeg sammen.

Ingen regler for sorg

Kristians gråd kom dybt indefra. Men den var lydløs, og han skreg ind i sit ærme, så ingen kunne høre det.

Alle sørger på deres egen måde. Der er ingen regler for, hvor højt det skal lyde, og det er også en af grundene til, at Kristian har skrevet den personlige bog. For bare fordi man bliver pårørende til en døende, betyder det ikke, at man forvandler sig til et helt andet menneske, som opfører sig, som andre forventer.

Prøvede at gøre en forskel med maden

Sorg er fuld af overraskelser. Og sorg er fuld af meningsløshed, som man ikke kan kæmpe imod. Historien om Idas sygdom kunne Kristian ikke omskrive ligesom My Fair Lady. Men som mand ville han så gerne gøre et eller andet, og i et forsøg på at kæmpe læste han stakke af alternative bøger om mad, der kunne bekæmpe kræft.

– Så jeg gik i Netto med mit knivskarpe Dankort for at nedlægge føden. Jeg købte det hele to gange, og jeg kiggede ikke på prisen, som jeg plejede. For mig var det ikke bare dagligdagsindkøb. Det var livsvigtigt, siger Kristian, som blev dybt irriteret, når kunden foran ham stod for længe og kiggede på banan. Kristian havde jo travlt. Han skulle redde sin kones liv.

Men så kom trætheden. Og troen på mirakuløs mad forsvandt fra både ham og Ida.

– Vi havde blendet, hakket, målt og vejet alting i et stykke tid. Det var et stresshelvede, og til sidst gav vi op og levede, som vi plejede. Vi orkede ikke mere. I virkeligheden var alle de bøger om kost utroligt kedelige, og jeg synes, meget handlede om skyld og skam. Som om man selv var ansvarlig. Hvad skal man bruge det til, når nogen siger: Kræft er sjælen, der prøver at sige, at du ikke lever rigtigt … Det var så åndssvagt.

Den lede lille stemme

Det var lægernes behandling, der gjorde, at Ida til sidst var kræftfri. Døden var afblæst. Afløbet var ikke længere stoppet. Fremtiden var vendt tilbage. Store ord, som man måske kunne forvente ville ændre ens syn på livet. Men heller ikke her passede klichéen til hverdagen i huset på Frederiksberg.

– Vi sad lidt tilbage med en slags meningsløshed. Hvad skulle vi med det her? Sygdommen havde ikke tilskyndet os til at leve på en anden måde eller gøre noget vildt. Vi ændrede ikke en pind. Ida begyndte at motionere lidt mere, men ellers fortsatte vi, hvor vi slap, siger Kristian.

Han oplevede dog, at noget var forandret. Selv om hverdagen lignede sig selv, lurede hele tiden den usynlige frygt for, at kræften skulle komme tilbage.

– Hver gang vi oplevede noget dejligt, blev det ødelagt af en lille stemme, der sagde: Hvad nu hvis det kommer tilbage?

Kræften kom tilbage efter fem år

Desværre fik den lille, tarvelige stemme ret. Familien nåede at få fem år uden kræft, før sygdommen kom tilbage i januar 2018. Denne gang var der intet håb.

– Da vi så røntgenbillederne, kunne vi selv se, at der ikke var noget at gøre. Ida var fuld af kræft, og lægerne sagde, at hun nok kun havde nogle måneder tilbage. Vi fik sådan en underlig følelse af nul. Som om vi ikke tænkte noget. I lang tid gik vi bare og var til. Jeg ved godt, jeg måske lyder som en selvhjælpsbog nu, men på en måde var det rart, at der ikke var noget håb. Vi var tvunget til at acceptere det.

Ida var overraskende frisk

En ting var dog selv at acceptere det. En anden var at skulle give Sophus på ni og Julius på syv besked. Parret valgte at vente lidt. Ida var nemlig overraskende frisk. Hun så godt ud, og gjorde noget ud af sig selv med nyt tøj og makeup, og selv om hun blev indlagt på et hospice, blev hun medicineret på en måde, så hun havde masser af energi til at komme forbi huset og instruere Kristian i praktiske opgaver, som hvilke kasser med vintertøj han skulle bruge til børnene, og hvor hun ville have omplantet hindbærbuskene.

Når Kristian gravede og prustende brokkede sig over de hindbærbuske, lød hendes svar: – Ved du hvad Kristian. Jeg er ikke død endnu. Jeg har stadig noget at skulle have sagt.

Ida fortalte det selv til børnene

Ida var klar i stemmen lige til det sidste. Det var hun også, da tiden var inde til at fortælle børnene, at hun snart skulle dø. Samtalen foregik på hospice, hvor drengene elskede at komme på grund af den varme stemning og legerummet, hvor de hver gang slog rekorder på en PlayStation.

– Det er det bedste hospital, vi nogen sind er været på, som de sagde.

Børn siger ting, man ikke forventer.

– Hvis mor dør, brækker jeg min finger, sagde syvårige Julius på vej hjem i bilen, da Ida havde fortalt, at de snart skulle leve videre alene med far.

Piner mig, at børnene ikke har en mor

Julius brækkede ikke sin finger. Men hans mor døde kort efter. Og fra da af stod Kristian alene med sine børn. En rolle, som han havde frygtet mere end noget andet. Med god grund. I dag, næsten fem år efter, er den stadig svær.

– Det piner mig, at børnene ikke har en mor. Det må jeg sige. Selv om de har en dejlig familie, som elsker dem, er der jo ingen, der elsker børn på samme måde som en mor og far. Jeg er alene om det, og jeg er for eksempel holdt op med at sidde og se på billeder af dem, for det var jo en fornøjelse, jeg skulle dele med deres mor, siger Kristian, som selvfølgelig også rent praktisk har mere på sine skuldre.

Lidt i knæ men god til at snakke med børnene

Bare fordi man er enkemand, betyder det ikke, at man får en ekstra portion energi. Ligesom det heller ikke betyder, at man pludselig bliver en helt anden far. Kristian er den far, han nu engang er: Som han siger: “Jeg vil gå i døden for mine børn. Men jeg orker ikke at gå med dem på legepladsen.”

– Jeg er lidt i knæ, så jeg gør ikke alt det med dem, jeg gerne ville. Til gengæld synes jeg, at jeg er god til at snakke med dem. Det kan godt være, at jeg ikke tager dem med på fisketure, og jeg kan dårligt sætte kæden på en cykel, men jeg synes, jeg har fået nogle reflekterede børn, som er gode til at sætte ord på ting. Men det er selvfølgelig ikke sådan noget, man kan vise på Facebook.

Hvorfor skulle mor dø?

En gang imellem er der et af børnene, der stiller det oplagte, men umulige spørgsmål: “Hvorfor skulle mor dø?” Til det svarer Kristian: – Det er på en måde meningsløst. Måske er det fordi, I så kan fortælle andre, hvordan det er at vokse op uden en mor.

Nu har han selv fortalt om sit liv med Ida i bogen Enkemand. En fortælling, hvor handlingen ikke altid følger den almindelige forestilling om, hvordan sorg folder sig ud, og hvordan en pårørende opfører sig.

Slutningen vil nok komme bag på nogen. Den kom i hvert fald bag på Kristian. Så meget, at han længe holdt den hemmelig.

Forelsket på ny

Et halvt år efter Idas død, stødte han nemlig på en mor henne på fodboldbanen. Og mens sorgen rasede i ham, forelskede han sig lige rasende i fodbold-moderen.

– Det var helt forfærdeligt, lyder Kristians umiddelbare reaktion på den drejning i hans historie.

– Det var virkelig ikke det, jeg ville, og længe prøvede jeg at sige til mig selv, at jeg ikke var forelsket. Jeg var bare psykisk uligevægtig. Men jeg var altså helt vildt forelsket. Samtidig med at jeg konstant tænkte over, hvad andre ville sige, siger Kristian, som kæmpede nogle indre kampe i den tid.

– Alle ved, hvor hårdt det er at være forelsket, fordi man hele tiden stiller sig lidt an og kun viser sine gode sider. Så over for hende prøvede jeg at dysse lidt ned, hvor meget jeg lå og tudede om natten. Jeg ville jo ikke skræmme hende væk.

Kristian skræmte ikke nogen væk. Da han endelig stod frem og fortalte om sin forelskelse, mødte han kun glæde.

Ok fra børnene

Børnene skulle selvfølgelig lige sluge og forstå nyheden. Ligesom de skulle forstå, hvorfor der en gang imellem lå en anden kvinde i mors seng.

Godt nok havde Julius allerede sagt: “Det er okay, du får en ny kæreste. Bare du husker at hente mig fra skole.”

Kristian blev selvfølgelig ved med at hente, og i starten gik der af hensyn til børnene lang tid mellem kærestens besøg. Siden er der sket meget. Men aftalen mellem Kristian og børnene er stadig klar: Der kommer ingen ny mor. For der findes ingen bedre mor end mor.