Ni måneder i telt

Klokken har lige rundet fire, da Stine parkerer foran byggegrunden i Dragør. Hun har hentet børnene Ellie og tvillingerne Kaya og Villum fra skole. Så snart bilen holder stille, sprinter børnene med deres store støvler hen mod hunden Frank, som med logrende hale venter på dem bag et stort metalhegn.

Det er så småt begyndt at blive mørkt udenfor, men et svagt gulligt skær lyser stadig den store byggeplads op. Husets facade ser egentlig pæn ud, men den lille skurvogn og de store bunker af træplanker afslører, at det er under ombygning.

Når man står bagved metalhegnet og kigger ind på byggeriet, er der intet, der afslører, at Stine, hendes mand Jesper og de tre støvleklædte unger bor på den kaotiske byggegrund. Men i ni måneder har den lille familie klaret sig igennem regn og frost, mens de har levet i et gammelt militærtelt i baghaven.

Køb abonnementOg få Ude og Hjemme hver uge

Faldt for huset 

Det er fem år siden, at Stine og Jesper købte grunden i Dragør. Dengang var der ikke tale om en byggeplads men om det drømmehus, hvor Stine og Jesper ønskede at give børnene en tryg opvækst. De faldt pladask for huset i Dragør, som havde nem adgang til smuk natur, og som var alt, hvad de ønskede sig.

Men rammerne blev snart udfordrede. Allerede den første dag opdagede familien, at der var problemer med huset, og som tiden gik, kom der flere til.

– Hver gang vejret skiftede, opstod der et nyt problem. Hvis der var regn, regnede det ind, og hvis der var frost, havde vi ikke vand. Elektriciteten kunne vi ikke stole på, og loftet var brandfarligt. Det var drænende, fortæller den 38-årige Stine Dahl fra Dragør.

Drømmehuset var ikke, hvad de havde forventet, men familien var langt fra klar til at give op. De begyndte at udbedre fejlene, men hver gang de fik fikset et problem, dukkede et nyt op. I fire år levede de i det skrantende drømmehus, hvor hverdagen skiftevis bød på håndværkerbesøg og kampe med forsikringsselskaber. Til sidst måtte de endelig vinke farvel til håbet om, at huset kunne reddes. Det ville blive så dyrt at fikse de mange problemer, at det bedre kunne betale sig at rive huset ned.

Læs også:

Vi bor på 16 kvadratmeter

Ellie, Kaya og Villum er tre børn med spræl i, og for dem har det været fantastisk at bo i teltet, hvor der har været rigelig mulighed for leg og spil.

Rive ned eller flytte

Nu stod familien ved en skillevej – skulle de rive huset ned og bygge et nyt op fra grunden, eller skulle de gå efter et nyt sted? Det ville ikke være nemt at sælge det forfaldne hus, nu hvor de vidste, hvor dårlig stand det var i, og desuden havde de fået en tilknytning til området.

Så de besluttede, at de ville rive huset ned og bygge det op igen. Jesper skulle sammen med en kammerat stå for en stor del af byggeriet for at holde udgifterne nede.

Det tog otte måneder, før de fik tilladelse til at rive huset ned, og da den endelig kom, fik de pludselig travlt.

Læs også:

Jeg bor med to mænd, og vi elsker hinanden

En vild idé

Nu havde de fjorten dage til at pakke deres liv ned i flyttekasser og finde ud af, hvor de skulle bo, imens byggeriet stod på. Deres første tanke var at finde en lejlighed eller et sommerhus i området, men især det firbenede familiemedlem Frank gjorde det vanskeligt at finde et sted, der kunne rumme dem alle.

En dag tikkede en besked ind i Stines indbakke: En kvinde havde set et gammelt militærtelt til salg og foreslog, at familien kunne bo der under ombygningen. Først tænkte Stine, at det aldrig kunne lade sig gøre i praksis. Men Jesper, som er gammel militærmand, syntes, det var en fantastisk løsning. De besluttede at give det et forsøg. Om ikke andet, midlertidigt.

Kort tid efter var familien klar til at flytte ind i det kæmpemæssige militærtelt i baghaven, og pludselig var intet i deres hverdag, som det plejede at være. De fik lagt gulv i teltet og indrettede det som et lille hjem. Stine og Jesper sov i dobbeltsengen, tættest på udgangen. Ved siden af stod tvillingernes køjeseng, og ovre i hjørnet udgjorde to reoler væggene til storesøsters Ellies eget værelse. På den måde kunne den otteårige skolepige stadig nyde lidt privatliv.

Ellie på sit lille værelse i hjørnet af teltet. Her har hun brugt mange timer på at hygge sig og lave lektier.

I regn og blæst 

Den lille skurvogn, som kun var beregnet til to mennesker, blev stillet på den anden side af byggepladsen og skulle både fungere som køkken og toilet. Her var kun varmt vand nok til ét bad ad gangen, og i køkkenet måtte familien skiftes til at spise, fordi der kun var to pladser ved spisebordet. Nattesøvnen blev også udfordret. Når det regnede eller blæste, blafrede teltdugen højlydt, og hvis nogen skulle på toilet om natten, måtte de trave tværs over den ofte mudrede byggeplads for at komme til skurvognen.

Men selv om familien mødte praktiske problemer, slog det dem ikke ud. Tværtimod blev tiden i teltet en fantastisk oplevelse for dem. I sommer spiste familien aftensmad på træbjælkerne i haven, mens de så solen gå ned i horisonten, og i de lune aftentimer kravlede børnene op i stilladserne, hvor de sad og guffede pandekager i sig, mens de nød den friske luft.

– Hvis børnene havde vist tegn på, at de ikke trivedes, havde vi fundet en anden løsning. Men der har ikke været noget overhovedet. Vi har sovet i samme rum hele tiden, og børnene har været begejstrede for at være så tæt på os. Vi er på en eller anden måde rykket tættere sammen, både fysisk og mentalt, fortæller Stine.

Læs også:

Kærligheden kom på den ondeste prøve: Vi kunne ikke beholde vores datter

En hård vinter

I dag er det bidende koldt i teltet. Det er dog ikke til at se på Stine, som sidder afslappet i sofaen i en tynd, mørkegrøn kjole med ærmerne let smøget op. Børnene har siddet ovre i den lune skurvogn og set julekalender, men Ellie har nu fundet vej tilbage til sin mor i det vinterkolde telt. Det var planen, at det nye drømmehus skulle stå klar i slutningen af oktober, så familien kunne rykke tilbage i almindelige rammer, inden vinterfrosten for alvor gjorde sit indtog. Men byggeprojektet trak ud, og selv om kalenderen i dag viser december, er huset stadig ikke beboeligt.

Heldigvis har familien ikke haft store problemer med kulden. De har efterhånden vænnet sig til den, men her til aften har frostgraderne alligevel fået ram på storesøster Ellie. Hun har slået sig ned ved siden af sin mor i en stor, lyserød plysjakke og ånder tungt ud.

På trods af kulden har Ellie elsket at bo i teltet. Hun har insisteret på at sove der hver eneste nat og har brugt mange timer på sit lille værelse i hjørnet. Så længe hun har en far og en mor, der kan putte hende, har hun ikke noget imod at blive boende i teltet, fortæller hun.

– Når bare vi har hinanden. Det er det vigtigste, er Ellie enig med sin mor om.

Giver sammenhold

Telteventyret lakker dog mod enden. Om få dage vil huset være så færdigt, at de kan sove på madrasser på gulvet derinde, og i løbet af få uger vil det stå klar til indflytning. Familien glæder sig til at rykke ind i et rigtigt hus, hvor man ikke skal igennem mudderpøle for at komme på toilettet, og hvor hele familien kan sidde samlet om ét spisebord.

– Den sidste måned har vi været trætte af det. Jeg tror, vi kommer til at sætte rigtig meget pris på huset. Tænk lige: at gå fra telt til nybyggeri. Det bliver helt vildt, siger Stine smilende.

Selv om den seneste vintermåned har været hård, ville Stine ikke have undværet tiden i teltet. Det har været et dyrt projekt, og der har været tidspunkter, hvor det har været krævende at skabe et velfungerende familieliv i en knudret hverdag. Men det har gjort dem tættere.

– Jeg tror, at det er vigtigt at have et fælles mål som familie. Når man først har et fælles mål, kan man klare hvad som helst. Vi har bevist over for børnene, at det okay, hvis de fysiske rammer er kaotiske, så længe vi har hinanden.

Forkæl dig selv med et abonnement på Ude og HjemmeDer er ingen binding!

På Instagramprofilen jernmor.dk har Stine delt ud af familiens erfaringer med byggeriet og fortalt om hverdagen i teltet med sine tre børn.