Nicole anede ikke, hun var gravid: Mavepine var veer

Lægen sagde, at Nicole bare havde en irritabel tyktarm. Men da hun nogle måneder senere tog på hospitalet med ondt i maven, var diagnosen en helt anden: Hun var i gang med at føde.

Nicole og hendes kæreste, Sebastian, har først nu vænnet sig helt til tanken om, at de er blevet forældre. I deres lejlighed i Risskov kravler sønnen Ludvig livligt rundt på gulvet, mens han pludrer løs og nysgerrigt undersøger alt på sin vej. Den lille purk er sund og rask – og helt uvidende om det store postyr, han skabte, da han kom til verden 5. januar.

Nicole anede ikke, at hun var gravid, da fødslen pludselig gik i gang. Nogle måneder forinden var hun taget til læge, fordi hun i nogen tid havde undret sig over, at hendes mave var hårdere end normalt.

– Jeg kunne ikke trykke ind på den, så jeg søgte på nettet og fandt frem til, at det måske kunne være glutenallergi. Når jeg spiste gluten, følte jeg også, at det boblede og stak lidt i maven, fortæller 22-årige Nicole Schmelling Ludvigsen.

At hun samtidig begyndte at føle sig mere og mere træt, tilskrev hun, at hun lige var flyttet til en ny by for at starte på jurastudiet, og at hun arbejdede en del timer på en tankstation ved siden af studierne.

Maven blev større

Hendes mave var ganske vist også en smule større, end den plejede, men da hun stadig havde pletblødninger med jævne mellemrum, tænkte hun, at det var menstruation, og at en graviditet derfor var udelukket.

– Og maven blev aldrig større end sådan her, siger Nicole og viser omkring fem centimeter med fingrene.

Sebastian luftede alligevel tanken om, at de nok burde tage en graviditetstest.

– Jeg ville bare være sikker på, at det i hvert fald ikke var dét. For vi havde ingen planer om, at det skulle ske i den nærmeste fremtid, griner Sebastian Thomsen, 23.

Men lægetiden var bestilt, så det unge par tænkte, at de lige så godt kunne vente og lade lægen stille en diagnose. Nicole blev undersøgt, og kort tid efter var der svar: Hun havde irritabel tyktarm.

– Jeg fik at vide, at jeg skulle spise efter en bestemt diæt, og så skulle det nok gå over, siger Nicole, som da også inden længe blev i stand til at trykke ind på den øverste del af maven igen.

– Jeg tænkte, at diæten virkede, men det passer jo så med, at Ludvig i stedet har bevæget sig nedad og lagt sig klar til fødslen.

Mavesmerter

4. januar var Nicole til skriftlig eksamen i erhvervs-jura. Mavesmerterne, som så småt var begyndt dagen forinden, tog nu til i styrke, og Nicole måtte rejse sig op flere gange under den fem timer lange prøve.

– Om natten efter min eksamen vågnede jeg ved, at fostervandet gik. Der kom kun en lille smule, så jeg troede, at det var min menstruation, og gik ud på toilettet. Da jeg så, at der ikke var blod, gik jeg i seng igen og tænkte, at det bare var noget, jeg havde drømt. Men så begyndte smerterne virkelig at stikke af.

Nicole vækkede Sebastian, og sammen tog de en taxa til Skejby Sygehus. På grund af coronaepidemien blev Sebastian bedt om at vente uden for akutmodtagelsen, og imens blev Nicole undersøgt af en læge.

– Han spurgte, om jeg kunne være gravid, men det afviste jeg. Så trykkede han mig på maven og ringede til gynækologisk afdeling for at få mig indlagt der, fordi han mente, at det kunne være en cyste.

“Du er ved at føde!”

Nicole blev bedt om at sætte sig i venteværelset og vente på bussen, der skulle køre hende til den gynækologiske afdeling, hvor Sebastian allerede var på vej hen.

– Pludselig føltes det, som om noget var på vej ud ad mig, så jeg gik ud på toilettet. Da jeg mærkede efter, fik jeg noget hvidt på fingrene, så jeg kaldte på damen, der stod i receptionen. Da hun så mig, smadrede hun sin hånd op på sos-knappen, og kort efter stod der 10 sygeplejersker omkring mig.

Nicole blev lagt på en båre og ført ind i et tilstødende værelse. ”Hvad sker der?” råbte hun uroligt til en af sygeplejerskerne. ”Du er ved at føde!” lød svaret. Herefter husker Nicole ikke meget af, hvad der skete. Chokket og smerterne var for overvældende til, at hun helt kunne tage ind, hvad der var ved at ske.

– Jeg husker bare, at jeg spurgte, om Sebastian kunne nå at komme. ”Nej, du er færdig om 30 sekunder,” sagde de. Og så kom Ludvig ud, fortæller Nicole og ser kærligt på sin søn.

Troede det var en joke

I mellemtiden havde Sebastian fået at vide, at han skulle skynde sig tilbage til akutmodtagelsen.

– Og så stod der bare 10 sygeplejersker og kiggede på mig, da jeg ankom. Det første, jeg tænkte, var, at der var noget galt med Nicoles livmoder, og at jeg nu ville få at vide, at hun aldrig kunne blive gravid. Men så kom en læge hen til mig og sagde, at hun havde født. Jeg troede først, at det var en joke, siger Sebastian, som tøvende gik ind til sin kæreste.

– Vi kiggede på hinanden og sagde ”hej”, og så sagde vi ikke mere i rigtig lang tid. Alle omkring os smilede, og især jordemoren var helt oppe at køre og sagde: ”Tillykke, mor og far!”. Det var vi slet ikke klar til at blive kaldt, men vi turde ikke at sige det til nogen, for alle var så glade, fortæller Nicole.

Det blev Sebastians opgave at ringe til de nybagte bedsteforældre og fortælle dem om barnebarnets uventede ankomst.

– Jeg var meget nervøs for de opkald, og jeg fik juicebrikker af personalet, fordi jeg lignede en, der var ved at besvime. Jeg stod også med hovedet ud ad vinduet, mens jeg ringede, fordi jeg havde brug for luft. Jeg tror bare, at jeg sagde: ”I skal komme nu. Nicole har lige født”, og de svarede: ”Okay, vi ses”. De var i lige så stort chok som os, siger han.

 

Ludvig vejede 3.962 gram og målte 54 cm ved fødslen, og lægerne mener derfor, at han var født til terminen.

Ludvig vejede 3.962 gram og målte 54 cm ved fødslen, og lægerne mener derfor, at han var født til terminen.

 

Taler om flere børn

Der gik mange timer, før det unge forældrepar turde nærme sig sengen, hvor deres lille søn lå. ”Det her klarer vi ikke! Hvad gør vi?” havde de sagt til hinanden, da de et kort øjeblik var alene i stuen, mens Ludvig fik modermælkserstatning.

Men langsomt lagde chokket sig, og lysten til at holde ham i armene blev større og større. I dag er det det bedste, de ved.

– Vi har fået stor hjælp af vores forældre, som har skaffet alt vores babyudstyr og givet os ro til at bearbejde det hele og vænne os til vores nye roller. Nu er det hverdag, og det er fantastisk, selv om det også er hårdere, end vi havde forestillet os. Det er heller ikke mærkeligt at blive kaldt for mor og far længere, men det er først for nylig, at vi er nået dertil, indrømmer Nicole.

Hun og Sebastian har allerede talt om, hvornår de skal have endnu et barn.

– Der skal ikke være alt for stor aldersforskel på dem, så måske om tre år. Men næste gang skal det ikke komme som en overraskelse. Det skal være planlagt ned til sidste minut, griner Sebastian.