Uventet kærlighed: Laura blev kærester med underboen

Sms’erne bliver ved med at tikke ind, selv om klokken nærmer sig fem om morgenen. De havde begge været vågne hele natten og skrevet sammen, selv om de ikke var mere end 17 trappetrin fra hinanden. Laura bor lige oven over William, men alligevel blev det kun til sms’er.

”Hej. Det er mig, der er din nye underbo. Du skal være velkommen til at kigge forbi til en øl eller en kop kaffe, hvis du har lyst. Venlig hilsen William.”

Nogenlunde sådan lød den første besked, der tikkede ind på Laura Marie Bachs telefon, efter at hun et par dage tidligere havde skubbet en seddel ind i postkassen til William Abildtrup Pedersen, der var flyttet ind i lejligheden under hende i Brabrand.

“Tak, men jeg kan ikke lide kaffe eller øl,” svarede Laura tilbage.

Man skulle tro, at samtalen ville ende der, men for det unge par var det begyndelsen på en kærlighedshistorie, hvor de helt uventet nærmest snublede over kærligheden, da den ene tømte sin postkasse.

Hele natten skrev de to om alt mellem himmel og jord. De snakkede om området, skrev lidt om Lauras kat, og hvem de begge to var. Men at de sms’er, der blev udvekslet i de sene nattetimer, skulle føre til et forhold, var der ingen af dem, der havde regnet med.

Mistet troen

Det var ikke mere end en måned siden, Laura havde spurgt på Facebook, hvor man kunne finde kærligheden, hvis man var træt af Tinder og andre datingapps.

– Jeg har social angst, og derfor kommer jeg ikke så meget ud af min lejlighed og møder folk. Jeg syntes, jeg havde prøvet alle de forskellige steder, hvor man måske kunne at finde en sød fyr, men uden held, fortæller Laura.

I mange af de svar, der kom på opslaget, stod der velmenende, at hvis man blot stoppede med at lede efter kærligheden, så ville den komme til en.

– Og jeg tænkte bare ”ja, ja, den er god med jer”, for jeg kunne slet ikke forestille mig, hvor den dog skulle dukke op henne. Så projektet med at finde kærligheden lagde jeg egentlig på hylden for en stund, fordi jeg ikke kunne se, hvordan det skulle lykkes. Jeg var indstillet på at blive hende den underlige kattedame.

Et godt naboskab

Men ikke længe efter at Laura havde besluttet sig for at stoppe med at lede efter kærligheden, flyttede en ung mand ind i lejligheden under Lauras. Tre dage efter at han var flyttet ind, smed Laura et brev i hans postkasse.

”Halløj! Jeg er din overbo, og det mest normale ville nok være at banke på, men jeg er en genert kylling, så here goes …”

Sådan begynder det håndskrevne brev, William kunne fiske ud ad sin postkasse. I brevet stod der, at Laura havde problemer med hørelsen, så det kunne godt være, at hun hørte lidt for høj musik, og i øvrigt kunne hendes kat godt finde på at “snakke” meget. Hun havde tidligere haft en dårlig oplevelse med en nabo og blev nervøs, hvis der var pludselig banken på hendes dør. Hvis der var nogen problemer, skulle han bare sende hende en sms, så ville hun sørge for, at der blev skruet ned, så hun ikke generede ham.

Da Laura havde smidt brevet i underboens postkasse, vidste hun ikke, om der ville komme et svar, og slet ikke hvilken slags svar der ville komme. Hun havde blot skrevet beskeden for at imødegå eventuelle konflikter og regnede såmænd heller ikke med at høre fra den nye underbo.

Men nedenunder tømte William sin postkasse og fik et smil på læben.

– Jeg tænkte, at det ville være fedt, hvis jeg blev venner med min overbo. Så havde man altid en ven tæt på, fortæller William.

William skrev derfor en besked til Laura, hvor han inviterede hende ned, og selv om hun hverken kunne lide øl eller kaffe, var der en god kontakt. Det er nu gået flere måneder, siden han skrev den besked tilbage i april, og der har ikke været én dag siden, hvor de to ikke har skrevet beskeder til hinanden.

Det tog dem omkring en uge at få arrangeret, at de skulle mødes. Til sidst blev det aftalt, at William skulle komme op til Laura for at hilse på.

– Jeg er lidt en sortseer og var sikker på, at det nok ville gå galt. Han ville sikkert tænke, at jeg var underlig, og jeg ville skræmme ham væk. Så jeg var meget nervøs, husker Laura.

Men William tog de 17 trin op til Laura og bankede på døren. Efter en uges skriverier fik de endelig sagt hej til hinanden. William kom ind, satte sig i sofaen, og så gik snakken ellers. Der gik en time eller to, hvorefter snakken blev flyttet ned til Williams lejlighed, hvor han viste Laura rundt i sin etværelses, og da hun efter et par timer forlod lejligheden, gik der ikke mere end 10 minutter, før den første sms fra William tikkede ind, og sådan fortsatte snakken hele natten.

Du er sød

De havde begge fået et godt øje til hinanden, men i begyndelsen var der ingen af dem, der turde give den gas med flirteriet. William var bange for at virke for frembusende, nu hvor Laura havde fortalt, at hun havde haft det dårligt med hendes gamle underbo, og Laura var bange for, at hun ville skræmme William væk, hvis hun begyndte at flirte med ham. Men i hver deres stille sind blev de mere og mere glade for hinanden og mødtes så ofte som muligt.

Tre uger efter var William til en fest, og i sin fuldskab havde han besluttet sig for, at nu ville han fortælle Laura, hvordan han havde det med hende. Han fik skrevet en lidt kluntet sms, hvor der stod, at de var nødt til at snakke sammen.

Laura var på besøg hos sin mor. Da hun læste beskeden, blev hun nervøs. For det er sjældent gode nyheder, når nogen siger, at de har brug for at tale sammen. Men heldigvis ville William bare fortælle, at han altså syntes, Laura var lidt sødere end så mange andre.

– Min mor spurgte mig, hvorfor jeg sad og smilede sådan ned i min telefon den aften. Men det var jo, fordi jeg havde det på præcis samme måde som William. Det gjorde mig bare så glad, fortæller Laura.

Dagen efter havde de aftalt at mødes, men først om aftenen, fordi William havde en aftale med en veninde i løbet af dagen.

– Aldrig før har jeg ønsket, at en aftale skulle slutte så hurtigt som muligt, siger William med et grin og fortsætter:

– Jeg ville bare op og se Laura. Det var det eneste, jeg kunne tænke på.

Gør hinanden glade

Den aften kom William op til Laura. De snakkede om, hvordan de havde det med hinanden, og de aftalte at tage det stille og roligt. De så en serie, mens de sad og holdt i hånden. Det var først, da William skulle ned til sin egen lejlighed for at sove, så han kunne være frisk til skolen dagen efter, at han fik taget sig sammen og fik stillet det spørgsmål, der havde presset sig på hele dagen. ”Må jeg godt kysse dig?” spurgte han Laura. Og det måtte han godt.

Dagene efter var de sammen det meste af tiden. Og når de ikke var, snakkede de med deres venner og bekendte om hinanden.

– Der gik ikke lang tid, før jeg begyndte at omtalte Laura som min kæreste, men jeg turde ikke spørge hende, fordi vi jo havde aftalt at tage det stille og roligt, siger William grinende og fortsætter:

– Men jeg havde altså besluttet, at hun var min kæreste.

– Jeg havde det på samme måde. Min kollega spurgte mig, om vi ikke snart blev kærester. Da jeg fortalte det til William, blev vi enige om, at det var vi jo nok, fortæller Laura.

Det står i skærende kontrast til, at Laura helt havde opgivet at finde en sød fyr og var sikker på, at hun aldrig ville få en kæreste. Et par måneder senere havde hun fundet William, som hun nu er sammen med hele tiden.

– Vi er godt klar over, at det er gået ret hurtigt, især når vi fra begyndelsen havde aftalt at tage det stille og roligt. Men det er simpelt hen, fordi det føles så rigtigt, ja, det føltes nærmest forkert ikke at kalde os kærester, og så var der jo ingen grund til at vente, siger William.

– Når jeg er sammen med William, slapper jeg af. Jeg plejer at blive drænet for energi af at være sammen med mennesker i for lang tid ad gangen. Jeg har brug for tid til at lade op for mig selv. Men ikke, når jeg er sammen med William. Med ham har jeg det bare dejligt og trygt hele tiden, fortæller Laura.

Det er nu tre måneder siden, det forelskede par mødte hinanden første gang, og selv om det er gået stærkt, har de ikke travlt med at lægge planer. De er bare glade for, at de har hinanden tæt på.

– Vi ved jo ikke, hvad tiden bringer. Vi ved blot, at den skal være med hinanden. For ingen af os kan se en fremtid, hvor vi ikke er sammen, fortæller de.