Oliver fik fars nyre: Vi har et særligt bånd

Oliver Billesø elsker at game, han går til fodbold og badminton og er i det hele taget som de fleste andre 10-årige drenge. Alligevel skiller han sig ud. Han bærer nemlig rundt på sin fars ene nyre.

Oliver blev født med en genfejl, som betød, at der dannede sig en masse små vandcyster på nyrerne. I takt med at cysterne voksede, blev nyrevævet ødelagt, og nyrefunktionen langsomt sat ud af drift. Det opdagede lægerne dog først, da Oliver var tre måneder.

– Han havde ganske vist forhøjede nyretal ved fødslen, men lægerne sagde, at det skete nogle gange med nyfødte. Han gylpede også hele tiden, men det er der jo også mange børn, der gør. Så vi fik det ikke tjekket mere, før vi til sankthans tog i sommerhus. Han var forkølet og hev efter vejret hele ugen. Vi tænkte, at det kunne være astmatisk bronkitis og besluttede at få ham undersøgt, fortæller Olivers far, Michael Billesø, fra Bellinge ved Odense.

Oliver fik taget en blodprøve, som viste, at hans nyretal med Michaels ord var “helt skæve”. Han skulle scannes med det samme.

– Damen, der scannede Oliver, var underligt stille. Hun blev ved med at stirre på skærmen, og der gik længe, før hun sagde noget, husker Michael, der ligesom Olivers mor, Louise Billesø, blev mere og mere urolig, som tiden gik.

– Da hun endelig var færdig, sagde hun, at hun kunne se en masse mørke pletter på nyrerne, og det var vandcysterne, hun havde fået øje på. Da hun sagde ordet “cyster”, tænkte vi straks, at det var kræft. Vi var helt i knæ. Vi troede jo, at vi havde fået vores søns dødsdom, siger Michael.

På det tidspunkt var Olivers nyrefunktion nede på to procent. Lægerne kunne berolige hans forældre med, at den lille dreng ikke havde kræft, men han måtte i dialyse for at overleve. Og når han havde vokset sig stor nok, var en nyretransplantation en nødvendighed, hvis han ikke skulle leve et helt liv koblet til en dialysemaskine.

Der var brug for en ny nyre til Oliver. Lægerne undersøgte i første omgang, om bedsteforældrene var egnede donorer.

– De vil helst bruge bedsteforældre, så man ikke risikerer at ende i en situation, hvor én forælder står tilbage med både et barn og en ægtefælle, der er “lagt ned” efter operationen. Men de blev sorteret fra én efter én, og så var beslutningen ikke svær: Jeg sagde, at hvis Louise var indstillet på det, så gav jeg gerne Oliver min ene nyre, fortæller Michael.

Den 20. august 2013 – da Oliver var knapt halvandet år – blev far og søn kørt ind på hver sin operationsstue. Oliver var nu endelig stor nok til at modtage en voksen nyre.

– Selvfølgelig gør man alt for sit barn, men jeg havde det svært med at lægge mig rask ned på en seng, vel vidende at jeg skulle igennem et kæmpe indgreb, siger Michael, som allerede før transplantationen havde et anstrengt forhold til hospitaler og ikke mindst blod.

– Men mest af alt, var jeg nervøs for, hvordan det ville gå med Oliver.

Louise har svært ved at finde ord for, hvad hun følte i timerne, hvor hendes elskede søn og mand lå i fuld narkose, mens lægerne åbnede og lukkede dem igen.

– Det var en lang dag! siger hun blot og ryster på hovedet.

Operationerne viste sig nemlig at vare endnu længere, end lægerne havde estimeret. Tre timer senere end planlagt vågnede Michael forvirret op på sin stue.

– Det første, jeg så, var uret på væggen, og klokken var meget mere, end jeg havde forventet. Jeg nåede lige at spørge: “Hvad er der sket?”, inden jeg faldt i søvn igen, husker Michael.

Der var opstået komplikationer under Olivers operation. Hans tilstand var blevet ustabil, og lægerne måtte derfor give ham seks liter væske, så hans krop hævede voldsomt. Det gjorde det umuligt at lukke hans mave helt, og i stedet måtte man sy en midlertidig lap rundt om åbningen. I takt med at hævelserne fortog sig, kunne man dermed langsomt stramme hullet til igen.

– Det var hårdt for os begge at se ham. Vi havde jo afleveret et “helt” barn, og nu lå han der og var skåret op og vejede fem kilo mere, end da han kom. De trappede ham samtidig for hurtigt ud af den smertestillende medicin, så han så syner og hørte ting, der ikke var der, siger Michael, hvis egen operation var forløbet uden problemer.

Oliver måtte derimod igennem fire operationer mere, før såret på maven var lukket helt. Siden har han gennemgået yderligere tyve – blandt andet fordi det særlige apparat til medicinindføring og blodprøveudtagning, som han i en periode havde indopereret, til tider skulle tjekkes eller udskiftes.

Men bortset fra arrene efter operationerne er det ikke til at se på Oliver, hvad han har været igennem. Den nye nyre fungerer, som den skal.

– Han havde lige nogle hårde år i starten, hvor han tog en masse sygdomme til sig på grund af den immundæmpende medicin, som skulle forhindre kroppen i at afstøde den nye nyre. Han havde også noget udvikling, der skulle indhentes på grund af al den sygdom, men der gik ikke lang tid, før han lærte at gå og skiftede sondemaden ud med rigtig mad, fortæller Michael og ser kærligt på sin store søn.

– Det første, du spiste, da du kunne synke maden selv, var brunsviger. Det var et stort hit, så du er en ægte fynbo! griner han.

– Ja, og jeg kan stadig godt lide det, svarer Oliver kækt.

For Michael og Louise var det en kæmpe forløsning at se deres dreng spise og få det bedre. Allerede i 3-4-årsalderen var han fuldt på højde med sine jævnaldrende.

– Det er derfor, vi fortæller vores historie. Så andre kan se, hvor stor forskel en transplantation kan gøre, så de forhåbentlig melder sig som organdonorer. Olivers nye nyre holder ikke evigt, og han var heldig at modtage den inden for egne rækker. Næste gang håber vi, at Louise kan hjælpe, men vi skulle gerne have så mange med som muligt, så der er nyrer nok til alle, siger Michael, der er stolt over selv at have bidraget.

– Det gør mig glad, og jeg tænker tit på det. Jeg føler, at Oliver og jeg har et helt særligt bånd på grund af det.