Opgivet af lægerne: Ebba fik en ny chance

Ordene kom som et chok: ”Der er ikke mere, vi kan gøre for dig”.

Ebba kunne se, at lægens mund bevægede sig. Hun hørte, hvad der blev sagt, men hun kunne ikke tage beskeden ind. Hun kunne ikke forstå, at hendes lange kamp havde været forgæves, at kræften havde vundet, og at hun nu skulle dø. Bare 40 år gammel.

Det var i august 2020, og svenske Ebba Hjertstedt var stadig i chok, da hun dagen efter dødsdommen fik besøg af sygeplejersker, som talte om plejemuligheder i hendes sidste levetid. Hun kunne få hjemmepleje og forskellige hjælpemidler som en kørestol og en rollator.

Ebbas kræfthistorie var begyndt langt tidligere. Hun blev født i 1980 og voksede op i udkanten af Malmø. Som otteårig blev hun ramt af leukæmi og måtte gennemgå en hård cellegiftbehandling. Året efter, at hun var erklæret rask, konstaterede lægerne, at kræften var vendt tilbage, og at den nu 13-årige Ebba skulle have en transplantation af knoglemarv for at overleve.

– Jeg røg ned i et mørkt hul, da jeg fik beskeden. Det var værre end første gang, for nu vidste jeg, hvad der ventede. Jeg blev deprimeret og var ikke sikker på, om jeg kunne klare mere. Men så lovede min far, at jeg ville få en hund, når jeg var færdig med behandlingen, og det blev min gulerod. Den hund blev min redning, siger Ebba.

Som 20-årig blev hun langt om længe udskrevet fra børneklinikken, og livet kunne endelig begynde. Ebba rejste og boede i udlandet, hun uddannede sig til kulturforsker, hun fik et job, og hun blev efterhånden også gift.

I 2017 blev hun gravid, og det var intet mindre end et mirakel, for Ebba havde fået at vide, at hun sandsynligvis aldrig ville kunne få børn som følge af den strålebehandling, hun havde gennemgået. Lille Leonore blev født mod alle odds i juni 2018, og lykken var fuldendt.

Kræften vendte tilbage

Det ændrede sig en novembernat i 2019. Ebba vågnede med frygtelige mavesmerter, og efter flere ture til hospitalet fik hun til sidst beskeden: Kræften var tilbage.

– Jeg brød fuldstændig sammen. Det var så surrealistisk. Her havde jeg fået et barn, selv om ingen troede, det var muligt. Og så skulle jeg ikke leve mere?

Ebba fik at vide, at det, som voksede i hendes mave, kaldes for sarkom. En sjælden kræftform, der opstår i kroppens støttevæv. Hun forventede en hurtig operation, men lægerne forklarede, at der er forskellige typer sarkom, som kræver forskellig behandling. Den første biopsi mislykkedes, og Ebba måtte vente længe på beskeden om, hvilken behandling hun skulle have.

Mens hun ventede, kunne hun mærke, hvordan hendes mave begyndte at vokse.

– Det var forfærdeligt. Jeg var nødt til at finde mit gamle graviditetstøj frem igen. Samtidig blev jeg bare trættere og trættere.

Et par dage før juleaften kom mavesmerterne tilbage. Ebba blev indlagt akut, og en røntgenundersøgelse viste, at sarkomet nu var dobbelt så stort som måneden forinden. Noget måtte gøres, og en hård cellegiftbehandling blev sat i gang.

– Jeg anede ikke, hvad mine chancer var. Jeg tænkte hele tiden på min datter, og at hun var for lille til at kunne huske mig, hvis jeg døde.

Aggressiv kræftform

I januar fik Ebba at vide, at tumoren i hendes mave var et såkaldt leiomyosarkom. Det er en aggressiv sarkomtype, og hos Ebba havde det allerede vokset sig så stort, at lægerne ikke kunne se, hvor det stammede fra. Ebba fik også at vide, at sarkomet havde viklet sig ind i hendes blodkar og tarme, så en operation var umulig, før man havde krympet det ved hjælp af cellegift.

Hver tredje uge fik Ebba en ny dosis. Foråret og sommeren gik, uden at man opnåede noget resultat.

– Jeg kan ikke huske, hvor mange forskellige typer cellegift, jeg prøvede, men det var mange. Og ingen af dem hjalp. Jeg blev bare større og større.

I august havde sarkomet vokset sig så stort, at blodet havde svært ved at cirkulere ned i benene. I stedet hobede væsken sig op. Ebba kunne næsten ikke bevæge sig og var afhængig af krykker og en kørestol for at komme rundt. At lege med Leonore blev en umulighed. Det eneste, de kunne lave sammen, var at putte i sofaen foran fjernsynet.

Ebba fik også problemer, da sarkomet begyndte at trykke på nyrerne og urinblæren. Hun blev indlagt og troede, at hun skulle teste en ny behandling. Så var det, at hun i stedet fik sin dødsdom.

– Lægerne mente, at min krop ikke kunne klare flere behandlinger. De ville stoppe, så jeg kunne bruge den sidste tid med min familie. Bare nogle timer forinden havde jeg levet i den tro, at vi skulle kæmpe videre. Nu skulle jeg pludselig vælge, hvor jeg ville dø.

Et liv uden mor

Ebba begyndte langsomt at forberede Leonore på, at hun snart ikke skulle have en mor i sit liv.

– Vi så Pippi Langstrømpe, hvis mor er en engel, og jeg sagde til Leonore, at hun også ville få en mor i himlen. Og når vi så Alfons Åberg, som heller ikke har en mor, fortalte jeg, at sådan kom det også til at være for hende. Jeg sagde, at jeg ikke ville være her i huset, men at hun stadig kunne tale med mig.

Ebbas mand, Martin, nægtede dog at acceptere omstændighederne. Han krævede, at Ebba skulle få en såkaldt ”second opinion” – en anden læges vurdering. Det fik hun, og i slutningen af september ringede lægen med en besked, der ændrede alt: Der var en kirurg i Stockholm, som var villig til at operere hende.

– Det var en helt uvirkelig følelse. Det var min chance for at leve.

Ud fra Ebbas røntgenbilleder kunne lægen i Stockholm se, at sarkomet lå helt frit oven på hendes organer. Beskeden, hun havde fået tidligere, om at sarkomet ikke kunne opereres, da det var viklet ind i blodkar og tarme, stemte ikke.

Den 6. oktober blev Ebba kørt ind på operationsstuen. Hun vidste ikke, om hun ville se sin datter igen, men det var ikke et alternativ at takke nej til operationen.

Efter mange timer på operationsbordet vågnede Ebba.

Angst og uro

– Det var gået lettere end ventet. De havde fjernet sarkomet, som vejede otte kilo. Som en lille bowlingkugle. De havde i princippet bare kunnet løfte det væk.

Selv om Ebba var lettet over, at operationen var gået godt, var det ikke kun lykke, hun mærkede bagefter.

– Det slog mig hårdt. Jeg følte, at jeg burde hoppe af glæde; i stedet følte jeg angst og uro. Jeg undskyldte over for lægerne og sagde: ”I har reddet mit liv, og så ligger jeg bare her og er ked af det”. Men jeg fik at vide, at det var helt normalt at have det sådan.

Særligt én tanke slog rod i Ebba. Hvis det nu havde været så let at fjerne tumoren, hvorfor havde man så ikke opdaget det noget før? Hvorfor måtte hun igennem alle de hårde cellegiftbehandlinger og tvinges til at forberede sig på døden?

– Jeg har været bitter over det, men nu har jeg besluttet at acceptere situationen og arbejde videre derfra.

I dag føler Ebba, at hun har fået sit liv tilbage. Hun går stadig til cellegiftbehandlinger og hyppige kontrolbesøg, men hun er dybt taknemmelig for at have fået en ny chance for at se sin datter vokse op.

Er taknemmelig

– I det store hele har jeg det godt, og jeg er så taknemmelig for, at jeg kan bevæge mig igen. Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor stort det er. At kunne lege med min datter, putte hende og skifte hendes ble.

Hele oplevelsen har sat livet i perspektiv for Ebba. I dag sætter hun endnu større pris på det, hun har, og det, hun får lov til at opleve.

– De små ting i livet er blevet enormt betydningsfulde. Da jeg havde det dårligt og ikke kunne bevæge mig, var mit højeste ønske at kunne hente og aflevere min datter i børnehaven. Det kan jeg nu. Bare det at dække bordet kan give mig en utrolig glæde. Jeg længes efter at sidde i en bilkø på vej til jobbet, for det betyder, at man har et formål og en hverdag, siger Ebba, som i øjeblikket ikke har noget arbejde på grund af sit sygdomsforløb.

Røntgenbilleder viste for nyligt, at nye metastaser er dukket op. Et bagslag, som har skabt frustration. Men Ebba har ikke tænkt sig at give op.

– Hvis hunden var min gulerod dengang, da jeg skulle igennem min transplantation, så er Leonore min gulerod i dag. Hun får mig til at føle, at jeg er nødt til at leve. Jeg er nødt til at kæmpe og tro på, at det er muligt.