Pedro opgav alt for Tina: Fordi hjertet er chef

Hvad ville du ofre for kærligheden? For Pedro var det enkelt – han opgav alt for Tina. Trods 12.000 km afstand og forskellige sprog blev de forelskede for 11 år siden. Vi besøger dem igen for at se, om kærligheden har overlevet hverdagen.

Det var en iskold eftermiddag i december, da Pedro landede i Billund Lufthavn for 11 år siden. Med sig havde han sin guitar og kun den bagage, han kunne bære. Sneen dalede ned over landingsbanen, da Pedro trådte ud af flyet og satte sin fødder på dansk jord for første gang.

Efter den lange flyvetur fra Chile var han nu tættere på sin store kærlighed Tina, end han nogensinde havde være før. Hun sad på parkeringspladsen på den anden side af lufthavnen og ventede på ham. Tina kunne ikke selv køre bil, så hun havde lokket sin far til at tage med til Billund for at hente Pedro.

“Tror du, det er ham den lille mand, som går derovre?” spurgte Tina og pegede på en mørkhåret person, som kom gående med hænderne fulde af pakkenelliker inde bag lufthavnens glasruder. Snart nåede manden hen til bilen og endelig blev spændingen forløst. I den kolde vinterluft kunne Pedro og Tina for første gang omfavne hinanden.

Sås på videochat

Tina kommer fra Silkeborg, og Pedro fra Chile. De mødte hinanden over en datinghjemmeside, og allerede første gange Pedro så Tinas billede, fik han en følelse af, at hun var hans fremtid. De kunne ikke tale hinandens sprog, men forsøgte at lære hinanden at kende over videochat alligevel. På grund af tidsforskellen måtte Tina stå op klokken fem om morgenen for at snakke med Pedro, inden hun skulle på arbejde, men det gjorde hun glædeligt. Kemien blomstrede, og snart besluttede det forelskede par, at de gerne ville møde hinanden i virkeligheden. Pedro sagde sit job som musiklektor op, pakkede sine ting og begyndte at tage afsked med det liv, han kendte.

– Jeg tænkte kun på kærlighed. Det var en chance for at starte et nyt liv. Jeg havde fundet en god person og vidste, at hun nok skulle hjælpe mig, fortæller Pedro Oyarzo, 63 år.

En vis skepsis

Derfor sad Tina den decemberdag i en bil foran lufthavnen og ventede på Pedro. Efter de havde samlet ham op, kørte de direkte hjem til Tinas mor, som havde været så spændt på at møde ham, at besøget ikke kunne vente. Med en gennemtrængende jysk dialekt havde hun budt ham velkommen og snakket løs, selv om Pedro ikke forstod et ord af, hvad hun sagde. Tinas mor havde støttet deres forhold og glædet sig til at modtage Pedro i Danmark. Desværre var det ikke alle i Tinas omgangskreds, der havde været lige så positivt indstillet over for forholdet.

– Jeg tror, at mine børn tænkte: Arh, hvad er det for noget? Og mine veninder troede, at han var kommet for at udnytte mig. Det var ydmygende, men jeg tror ikke, at Pedro rigtigt forstod det, fortæller Tina Oyarzo Borja på 58 år.

En ny kultur

Det skræmte dog ikke Tina væk. Hun tvivlede ikke på Pedro og vidste, at så længe de bare havde hinanden, skulle det nok gå.

Nu skulle Pedro og Tina finde sig til rette i deres nye hverdag sammen i Silkeborg, samtidig med at Pedro måtte vænne sig til et nyt og fremmed land. Han begyndte på en sprogskole og arbejdede hårdt for at blive klogere på den danske kultur, men misforståelserne var alligevel svære at komme udenom. Pedro begik sig efter chilenske tidsnormer, og derfor kom han sjældent til tiden, når han havde en aftale. Og selv om Pedro knoklede på sprogskolen, fik Tinas datter sig noget af et chok, da Pedro en dag stolt fortalte hende, at han havde stegt en “lækker killing”.

 

Naturen i Silkeborg minder næsten om naturen hjemmefra, fortæller Pedro. Bortset fra at der mangler bjerge.

Naturen i Silkeborg minder næsten om naturen hjemmefra, fortæller Pedro. Bortset fra at der mangler bjerge.

 

Afslag på afslag

De sproglige- og kulturelle misforståelser var ikke det eneste, han bøvlede med i sin nye hverdag. I Chile havde Pedro levet af at spille musik, og han havde et stort ønske om også at kunne få arbejde som musiklærer i Danmark. Han begyndte at sende ansøgninger til samtlige musikskoler i området, men gang på gang fik han afslag. Pengene, som Pedro og Tina havde sparet op, begyndte langsomt at forsvinde, og til sidst havde parret ikke meget at leve for. Pedro tog det med oprejst pande, og selv om Tina syntes det var hårdt, smittede Pedros håbefulde livssyn af på hende.

– For Pedro betyder det materielle ikke så meget, så længe vi har hinanden. Det har hjulpet mig meget, fortæller Tina.

Årene gik, og for hver jobansøgning Pedro sendte af sted, fik han endnu et afslag tilbage. En dag besluttede han sig for at stille op i et talentshow og håbede, at det kunne vise ham vejen til noget nyt. Han imponerede publikum med sin smukke klassiske guitarmusik, men på trods af stor jubel ved dommerbordet blev han ikke sendt videre i programmet. Før han forlod scenen, gav en af dommerne ham et velmenende råd: “Du er jo en gave for enhver musikskole, Pedro.” Hvis bare musikskolerne tænkte det samme, svarede Pedro i sit stille sind.

Fik idéen i toget

Efter endnu en afvisning sad Pedro og Tina i toget på vej hjem til Silkeborg igen. Med dommerens ord i baghovedet fik Tina pludselig en idé. Hvis ingen musikskoler ville have Pedro, måtte de åbne deres egen. Hverken Pedro eller Tina vidste noget om, hvordan man drev en musikskole, men de måtte prøve sig frem

Sammen fandt nogle lokaler og begyndte at reklamere for Pedros Musikskole. Til at begynde med var der ikke mange elever i skolen, men langsomt kom der flere til, og endelig kunne Pedro få lov til at give sin kærlighed til musik videre.

– Jeg elsker at spille for mennesker. Når jeg laver musik, deler jeg den gerne, for musik er vigtigt for mennesker, fastslår Pedro.

Det er seks år siden af Pedro for første gang slog dørene op til musikskolen, og det har været noget af en rejse siden da. De har mødt bump på vejen, men Pedros optimistiske livssyn og Tinas handlekraft har holdt skolen i live. Pedro elsker sin titel som musiklærer, og det er kun blevet endnu mere betydningsfuldt, efter at der er startet to ganske særlige elever på musikskolen. Pedro og Tina er nemlig blevet bedsteforældre, og til sin store fornøjelse kan Pedro nu få lov til at lære sine to ældste børnebørn at spille klaver.

 

Pedro er klassisk guitarist og komponist og har startet Pedros Musikskole i Silkeborg, så han kan give sin kærlighed til musikken videre til sine elever.

Pedro er klassisk guitarist og komponist og har startet Pedros Musikskole i Silkeborg, så han kan give sin kærlighed til musikken videre til sine elever.

 

Bedstefar

Biologisk bedstefar er han jo ikke, men børnene kender kun til Pedro som bedstefar. Pedros øjne stråler af glæde, når han fortæller om sine børnebørn, og for Tina er det fantastisk at dele oplevelsen af at være blevet bedstemor med Pedro.

– Børnebørnene kalder mig bedstefar, og det gør mig meget glad. Jeg har sort hår og brune øjne, og mit barnebarn har lyst hår og blå øje, klukker Pedro.

Pedro og Tina har været igennem meget siden den dag, Pedro landede i lufthavnen. Nogle gange har det være svært, og flere gange har de overvejet, om det var bedre bare at give op. Tina har endda sagt til Pedro, at det er okay, hvis han gerne vil tilbage til Chile. Men i sidste ende er det ikke det, de ønsker, for de ved begge godt, at de ikke kan undvære hinanden

Stærke sammen

– Det er svært, at folk ikke forstår, at jeg har fundet en mand fra et andet land. Men det er måske også det, der har gjort os stærke. Pedros styrke giver mig styrke. Jeg kan ikke undvære ham, for jeg ville føle mig svag, hvis jeg ikke havde ham, fortæller Tina, og Pedro supplerer:

– Selvfølgelig har vi haft mange forskellige kampe, sådan er livet. Men jeg er glad for at bo her og for kærligheden til Tina. Hun støtter mig altid. Når nogen spørger mig, hvorfor jeg bor her, svarer jeg: fordi hjertet er chef.

 

Pedro og Tina føler sig stærkere, når de er sammen.

Pedro og Tina føler sig stærkere, når de er sammen.