Petra kollapsede under Robinson: Eventyr blev en kamp for livet

Petra var på sit livs eventyr – hun var blevet udvalgt til Robinson Ekspeditionen. Under en optagelse blev hun ramt af en hjerneblødning, som sendte hendes liv i en helt ny retning.

Det er 10 år siden, den dengang 26-årige Petra søgte om at være deltager i den svenske udgave af Robinson Ekspedition, fordi hun var klar på nye eventyr.

– Jeg elskede at rejse, og jeg havde tidligere arbejdet i Thailand som både guide og dykkerinstruktør. Hjemme i Sverige satsede jeg på restaurationsbranchen, først i Helsingborg og senere i Stockholm, fortæller Petra.

Nu var det på tide at tage på nye eventyr, og derfor havde hun søgt om at få en af pladserne til optagelserne af realityprogrammet.

– Jeg havde en ven, der hjalp mig med ansøgningsbrevet. Sulten på livet, frygtløs og noget af en leder var nogle af de ting, jeg skrev i brevet. Og det virkede jo tydeligvis, for jeg blev kaldt til samtale.

Det blev til mere end én samtale. Hun gik videre fra runde til runde, og til sidst fik hun at vide, at hun var en af de 30 personer ud af 5.000 ansøgere, der var udvalgt til at mødes til flere samtaler, fysiske test, en iq-test og en lægeundersøgelse. Undersøgelserne viste, at hun var sund og rask, så Petra blev en af de udvalgte, der skulle rejse til Manila i Filippinerne for at deltage i ekspeditionen 2011.

Svag af sult

Der gik ikke lang tid på øen, før Petra og de andre deltagere oplevede alt det hårde ved at være med i sådan et program. De blev bekendte med både søvnløshed og sult.

– Nætterne var isnende kolde og dagene varme. Vi sov dårligt, og hvis vi gik ned til stranden for at ligge der, blev vi omringet af minikrabber.

På trods af sult og søvnløshed klarede Petra det godt. Hun kom på et hold, mødte sine meddeltagere, og så gik det i gang. De havde ikke meget at spise og var svage af sult, men det værste ved opholdet var nok alligevel kedsomheden.

– Der skete ikke særlig meget i løbet af dagen, og det havde jeg ikke troet, inden jeg kom på øen. Når vi sad og snakkede, endte det altid med at handle om mad, selv om vi altid prøvede at tale om noget andet, fortæller Petra.

Den 13. indspilningsdag blev dramatisk. Det var nogle dage efter, at alle deltagerne havde mødt hinanden. Petra vågnede i hytten som sædvanligt og bestemte sig for at gå ned til stranden for at tænde et bål.

– På grund af fugten kunne det tage mellem 20 minutter til halvanden time at få ild, men i det mindste var der noget at lave.

Petra rejste sig op og blev pludselig meget svimmel. Det skete tit på grund af hendes for lave blodsukker, men denne gang var det anderledes.

– Jeg fik en tinnitus-tone i mit højre øre. En frygtelig lyd, der bare blev værre og værre. Til sidst føltes det som at stå lige ved siden af en flymotor. Så meget larmede det, fortæller Petra.

Hun blev båret til hytten, hvor de andre fik tilkaldt en læge.

– De andre kunne godt se, jeg var chokeret. Min venstre side blev svag, og jeg fik det så dårligt, at jeg kastede op.

Petra forsøgte at fortælle den svenske læge på øen, at hun havde ondt i hovedet, og lægen besluttede, at hun skulle på sygehuset for at få behandling så hurtigt som muligt.

– Han lagde hånden på min skulder og sagde: ”Bare rolig, jeg er her nu”. Så lukkede jeg fuldstændig ned og husker ikke mere, før jeg var på sygehuset i Manila.

Misdannet blodkar

På sygehuset fik Petra at vide, at hun havde fået en hjerneblødning. Den var kommet, fordi hun havde en misdannelse i et blodkar, der sad på hjernestammen.

– Det var et superfint sygehus med god pleje, men jeg forstod intet af, hvad der skete.

To døgn senere kom hendes bror, daværende kæreste og far fra Sverige til Manila. De var chokerede over at møde en meget forandret Petra, som ikke kunne hverken sidde eller gå selv, og som havde slanger og maskiner tilkoblet.

– Min bror blev påvirket af det og græd. Samtidig skulle de forholde sig til et kaos på hospitalet, da lægen i Manila ville operere blodkarret så hurtigt som muligt, fortæller Petra.

Det viste sig, at lægerne i Sverige havde en anden mening, og den valgte Petra at gå med. Så operationen blev aflyst, i stedet fik hun strålebehandling på blodkarret, da hun kom hjem.

– Jeg forstod ikke særlig meget selv. Jeg kunne ikke forstå, jeg havde haft en hjerneblødning. Jeg vidste knap nok, hvad det var. Jeg overlod alle beslutninger til min bror, hvilket må have været ret forfærdeligt for ham, for tænk, hvis noget gik galt.

Til sidst begyndte blodkarret at trække sig sammen, og Petra kunne flyves hjem.

– Jeg var ret positiv omkring alt. Jeg begyndte genoptræning allerede på Filippinerne, og det var rigtig god og hård træning en time om dagen. Det har helt sikkert været afgørende for mig, at det var så intensivt. Det gjorde, at jeg blev motiveret til at blive ved, fordi jeg kunne se, hvor meget det virkede.

Brug for hjælp

Hjemme i Sverige ventede strålebehandlingen, som skulle lukke karret, så intet blod kunne komme igennem, og man kunne undgå en ny hjerneblødning.

– Selve strålingen var ikke så slem, men det gjorde ondt, når der skulle skrues et stålstativ fast på mit kranie for at holde det helt stille, det er noget af det værste, jeg har prøvet, fortæller Petra.

Efter operationen fik hun at vide, at resultatet først ville komme om tidligst et år, måske endda længere tid efter. Hun følte i mellemtiden, at hun blev overladt til sin egen skæbne, og der intet skete.

– Jeg var ensom og bange. Jeg boede alene, er det var ikke nemt at få hjælp til det, jeg ikke selv kunne. Jeg havde for eksempel svært ved at tage tøj på selv og lave mad. Det føltes, som om ingen tog ansvar for min genoptræning mere.

Skulle starte forfra

Petra vidste ikke, hvem hun skulle henvende sig til, men hun tog hen til et sundhedscenter, hvor man blev overrasket over at se, hvor megen hjælp hun havde brug for.

– Så fik jeg heldigvis en god læge, der tog min situation alvorligt og ikke bare sendte mig videre i systemet. Hun hjalp mig med at blive sygemeldt og fik mig henvist til genoptræning.

Først fem måneder efter hjerneblødningen kom Petra på et rehabiliteringscenter for hjerneskadede.

– Jeg fik 10 ugers intensiv træning fem dage om ugen. Her skulle jeg træne hele kroppen, både balance og styrke, men jeg skulle også styrke min hjerne med hukommelsesøvelser, træning af ordforståelser, og min slørede tale skulle der arbejdes på, fortæller Petra.

Hun var stadig svagest i sin venstre side, hvilket betød en nedsat koordinationsevne, rysten og problemer med finmotorikken. På hendes højre side havde hun problemer med at mærke temperaturer. Derudover havde hun dobbeltsyn og balancevanskeligheder, som sammen med nogle andre senfølger påvirkede hende.

– Jeg skulle begynde helt forfra med min nye krop, og det tog tid at acceptere, fortæller Petra.

Hun har stadig problemer med sin venstre hånd, der ryster meget. Det har betydet, hun måtte forlade restaurationsbranchen.

– Jeg kunne for eksempel ikke bære to kopper kaffe mere.

Men Petra havde en idé om, hvad hun ville bruge sin fremtid på. Allerede under optagelserne til Robinson opdagede hun, at hun nok ville trives endnu bedre bag kameraet end foran.

Arbejder med tv

Det fortalte hun også sin rådgiver på jobcenteret, der mente, at det var en god idé. Petra fik en plads i arbejdstræning hos det produktionsselskab, der også producerede Robinson.

– Det var præcis lige så sjovt, som jeg troede, måske endda endnu bedre.

Siden da har hun været med på forskellige svenske tv-produktioner.

– Det er næsten, som om at det var det værd at få et slagtilfælde, for ellers var jeg aldrig begyndt i tv-branchen. Det er også takket være jobbet, jeg fandt mit livs kærlighed, Marcus, som har en skøn søn, og som jeg har fået en lille datter med, fortæller Petra og fortsætter:

– Måske var det skæbnen, at det skulle ske.

Petra har draget nytte af sine kundskaber hos det svenske forbund for slagtilfælde. Hun fortalte dem, at hun gerne ville lave en dokumentar om sin rejse som hjerneblødningsoverlever og vigtigheden af tidlig rehabilitering. Hun følte sig klar efter selv at have gennemgået endnu en operation, hvor man limede blodkarret i hjernen sammen, efter det viste sig, at strålebehandlingen havde fejlet.

– Det blev jo en lykkelig afslutning, da limningen jo heldigvis gik godt.

Dokumentaren havde premiere i efteråret, og skridt for skridt er Petra kommet sig efter den dramatiske dag på stranden i 2011.

– Min drøm er at producere Robinson.