Mistede kæreste og tvillinger: Jeg skulle finde meningen med livet

– Nej Nick! Det kan du ikke være bekendt. Steffani råber i frustration, mens hun desperat trykker sine håndflader ned over hendes kærestes bryst. De er begge netop kommet ud af badet, da Steffani ser ham tage sig til brystet. ’Det sker igen’, når han at sige, og kort tid efter falder han om på sengen. Hun trykker og trykker, og da ambulancefolkene stormer ind i lejligheden, beder hun til, at de kan redde hans liv.

– Jeg var overbevist om, at de nok skulle få liv i ham. Så ung en mand kan jo ikke bare få hjertestop, fortæller den nu 28-årige Steffani Præst Delfs fra huset i Thorsø i Midtjylland.

Steffani havde oplevet en del dødsfald i sit unge liv. Både hendes far og en god veninde begravede hun med en uges mellemrum, så hun var klar til at få noget lys ind i sit liv. Hun havde netop slået op med en kæreste, og da hun en dag var på vej på arbejde, var det som om, at lynet slog ned i hende.

Kærlighed ved første blik

– Jeg så den her unge fyr gå på gaden, og jeg blev fuldstændig betaget af ham. Jeg kunne slet ikke få ham ud af mine tanker, og selv om jeg ikke anede, hvem han var, så vidste jeg allerede, at jeg vi skulle være sammen, fortæller Steffani, der nærmest ikke kunne være i sin krop, da hun fandt ham på en datingapp. Hun skrev til ham med det samme, og kort tid efter mødte Steffani den mand, som hun var overbevist om, at hun skulle tilbringe resten af sit liv med.

– Han var enormt kærlig, og han var sådan en alle kunne lide, og så var han bare så pæn, fortæller Steffani. De flyttede sammen allerede en uge efter, at de havde mødt hinanden og tilbragte de fleste timer i hinandens selskab.

Det viste sig, at Nick var blevet hjertetransplanteret som 2-årig. Han havde hele sit liv taget medicin og jævnligt været til kontrol, men selv om han i starten var bange for at føre sine gener videre, så var lysten til at starte en familie stor.

– Vi blev enige om, at vi gerne ville have børn sammen, og jeg var ligeglad med, at han var transplanteret. Jeg elskede ham jo, og vi kunne jo ikke tage problemerne på forskud.

Faldt om i lejligheden

Nick og Steffani nåede kun at være sammen i et par måneder, da han faldt om i deres lejlighed. Steffani sad i ambulancen, der kørte Nick til hospitalet og sammen med hans familie, blev hun placeret i et rum på Skejby Sygehus. Håbet levede stadig, men da en lægen åbnede døren med et alvorligt blik og fortalte, at Nick var død, brød Steffanis verden sammen. Han blev 20 år gammel.

– Jeg gik ud på gangen, hvor jeg bare skreg. Det var som om, at hele min krop gik i chok, og jeg kunne ingenting mærke. Det var virkelig som en dårlig film, jeg bare gerne ville have skulle ende, så vi kunne fortsætte vores liv sammen, forklarer Steffani, der hver dag i en uge sad ved Nicks side i kapellet. Hun holdt ham i hånden. Fortalte, hvor meget hun elskede ham, og at hun ville ønske, at hun havde nået at give ham børn.

Sorgen over tabet var altoverskyggende. Da hun igen var hjemme, blev hun konfronteret med alle hans ting. Det våde håndklæde på badeværelset, hans tøj, og bordet som var blev skubbet til side, så falckredderne kunne give ham hjertemassage.

Positiv graviditetstest

– Jeg kunne slet ikke overskue mit liv i den periode. Jeg savnede ham så meget, og det var svært at forstille sig, at jeg kunne blive glad igen, forklarer Steffani, der en dag lagde mærke til, at hendes menstruation var udeblevet. I starten slog hun det hen som stress, men da hun alligevel tog en graviditetstest, fik hun et chok. Der var to tydelige streger.

– Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg skulle være mor. Uden en far, så det var ret overvældende, fortæller Steffani, der begyndte at visualisere, hvordan livet ville blive som alenemor til et barn. Hun begyndte at købe babyting i takt med at maven voksede, og sorgen over kærestens død kom lidt i baggrunden.

Tanken om igen at få en kæreste ind i sit liv, lå Steffani meget fjernt. Men da hun en dag var nede og træne, blev hun introduceret til André gennem en fælles ven.

– I starten tænkte jeg, at han var sådan en, der var sammen med en masse kvinder, så ham ville jeg ikke have noget at gøre med. Alligevel syntes jeg, at han så ret godt ud, griner Steffani, der hurtigt opbyggede et venskab med André. Men de var begge bevidste om, at de ikke skulle være mere end gode venner, da Steffani ventede tvillinger.

Som månederne gik, blev maven større og større. Graviditeten var nem, så da hun i uge 24 var til jordemoder, var hun ikke spor nervøs.

Fødte for tideligt

– Jeg tænkte slet ikke over, at der kunne gå noget galt, fortæller Steffani og tager en dyb indånding.

Det viste sig, at Steffanis livmoderhals nærmest var væk, og hun blev beordret til at ligge ned. Men kort tid efter skete det, som ikke måtte ske. Hendes vand gik, og hun blev kørt på fødestuen.

Først kom Megan. Dernæst Taylor. I virvaret af mennesker, fik Steffani et glimt af hendes små piger, da de blev lagt i kuvøse. De vejede henholdsvis 760 og 640 gram ved fødslen.

– Jeg fik at vide, at det nok var en god idé at få dem døbt. Der vidste jeg godt, at det kunne ende galt, fortæller Steffani, der kunne se, at lægen gav Taylor hjertemassage med to fingre. Men til sidst måtte han opgive.

Steffani fik for første gang sin ene datter i armene, mens tårerne trillede ned ad hendes kinder. I lang tid sad hun med sit livløse barn, og hun kunne se over til respiratoren, hvor Megan kæmpede for livet. Ved sin side havde hun André.

– Lige der viste André mig, at han gerne ville mig, og jeg kunne ikke lade være med tænke, at jeg havde dømt ham lidt for hårdt. For han var der hver dag, selv om vi kun havde kendt hinanden nogle uger.

Steffani bad til, at datteren Meghan ville overleve. Lægerne kæmpede for hendes liv, men til sidst blev det nok for Steffani.

– Jeg sagde til dem, at hun skulle have fred. Jeg kunne ikke bære, at det lille menneske skulle lide, fortæller hun.

Sammen med sine døde piger

Kort tid efter fik hun Meghan i armene. Hun tog rundt om Steffanis finger, hvorefter hun tog sit sidste åndedrag. I et stykke tid sad hun med begge sine børn i armene. Hun snakkede med dem, skiftede deres ble og holdt dem tæt ind til sig.

– Det kan måske virke en smule morbidt. Men det var den eneste måde, jeg kunne skabe nogle minder med dem. Selv om de var døde, så var de jo stadig mine børn, forklarer Steffani, der var indlagt en uge på et specielafsnit på Skejby Sygehus, hvor hun fik mulighed for at være sammen med sine døde døtre. Pigerne blev lagt på køl, og når hun ville være sammen med dem, hentede hun dem og lagde et køleelement under dem.

Venner og familie kom på besøg. De fik taget billeder, og Steffani fik taget ordentlig afsked med de piger, som levede et alt for kort liv.

Den efterfølgende tid fyldte sorgen, og hun valgte at tage med André hjem til hans lejlighed i Randers.

– Vi snakkede om, hvorvidt vi virkelig elskede hinanden, eller om det bare var sorgen, der havde gjort, at vi havde brug for hinanden. Men inderst inde var jeg ikke i tvivl. Jeg ville André, og det var heldigvis gengældt.

Kort tid efter, at pigerne var begravet, valgte André og Steffani at gifte sig, og snakken om børn kom hurtigt på banen.

– Vi var begge klar til at få børn. Mit moderinstinkt var aktiveret, og André havde forestillet sig, at han skulle være far for pigerne. Så vi blev enige om, at vi ville prøve at blive gravide.

Sætter stor pris på livet

Et år efter kom Isabella til verden. Graviditeten fik frygten for at miste til at blusse op, og Steffani var jævnligt til scanning for at sikre sig, at hendes barn havde det godt.

– Da hun endelig kom, var det jo fantastisk, og jeg elskede bare at være mor. Det var på en måde så enkelt. Isabella skulle bare have det godt. Alt andet var ligegyldigt, fortæller Steffani, der to år senere fik datteren Elisabeth.

Pigerne er i dag 4 og 2 år, og de ved begge, at de har to storesøstre i himlen. De vil gerne med på kirkegården og besøge dem, og de snakker også jævnligt om dem derhjemme.

Selv om Steffani gerne ville have været foruden tabet af sine tvillinger og deres far, tror hun også på, at der har været en mening med det.

– Det har givet mig en stor forståelse for andre mennesker, og det bruger jeg også i mit arbejde som personlig træner og coach.

Når man har oplevet en stor sorg, så sætter man endnu mere pris på livet. André og jeg er gode til at fylde vores liv med de vigtige ting. At være sammen og ikke skændes om ligegyldige ting, forklarer Steffani, der stadig har frygten for at miste, men hun har besluttet, at det ikke skal styre hendes liv. Hun har hele vejen igennem talt om sorgen og sin frygt, og det har gjort den mindre.

– En beskrev sorgbearbejdelse sådan her: “Sorgen er en diamant, og den bliver slebet mere og mere for hver gang, du snakker om den”. Det tror jeg er rigtigt.