Sara fik fødselsdepression: Jeg ønskede mit barn død

Da Sara havde født sit andet barn, mærkede hun ingen moderfølelser. Tværtimod syntes hun, at sønnen Noel var grim og krævende, og at han havde ødelagt familiens liv. Faktisk ville det være nemmere, hvis han slet ikke var der.

Saras anden graviditet var hård. Hun havde bækkenløsning og pletblødninger og var konstant på hospitalet for at tjekke, om alt var okay med barnet. Trods de fysiske skavanker, fortsatte hun med at arbejde til det sidste og fik ikke den hvile, hun havde brug for.

Den 9. januar 2020 kom sønnen Noel til verden. Sara fortæller, at han var et velkomment barn, selv om han ikke var planlagt. Men da hun sad ved hans side på patienthotellet efter fødslen, orkede hun hverken at holde ham eller engagere sig i ham.

Først tænkte hun, at hun blot var udmattet efter fødslen. Men efter hjemkomsten fra hospitalet var hun stadig mærket på en måde, hun ikke forstod.

– Jeg sad hver dag i badekarret og græd, så ingen kunne se det. Jeg følte stadig intet for Noel, og efterhånden mistede jeg også følelserne for resten af familien. Det var skræmmende. Det eneste, jeg tænkte, var, at det var Noels skyld, siger 34-årige Sara Stelin fra Vaxholm i Sverige.

Hadet mod Noel voksede. Sara følte, at han havde ødelagt den lykkelige hverdag, som hun hidtil havde haft med manden Paul og deres ældste søn, Leon. Da kærligheden til dem vendte tilbage en måned efter fødslen, fik det hende blot til at hade Noel endnu mere.

Hun havde ikke brug for ham, kun de to andre. Inderst inde ønskede hun, at han aldrig var blevet født. Og det skulle blive værre.

– En dag, da jeg hentede Leon i børnehaven, fortalte pædagogen, at han havde været ked af det. Hun mente, at det måske ikke var så underligt med tanke på, at jeg og lillebror sad derhjemme og hyggede. Da brød jeg sammen. Jeg blev nærmest skør, siger Sara, som rev store hårtotter af sit hoved og begyndte at skrige, så snart Noel sagde den mindste lyd.

Forbudte tanker

– Jeg ønskede, at Noel ville lide en pludselig vuggedød, at jeg ville finde ham kold og livløs i tremmesengen. Jeg fantaserede om, hvordan han druknede i badekarret, og hvor lettet jeg ville føle mig. Forbudte, ufattelige tanker. Men sådan havde jeg det.

En lægeundersøgelse viste, at Sara var ramt af en depression, og både hun og Noel blev tilknyttet en psykolog. Sara ler lidt ad tanken. Det var jo kun hende, og ikke Noel, som havde det dårligt. Men hensigten var at forsøge at reparere den tilknytningsforstyrrelse, som var opstået mellem mor og barn.

– I stedet blev jeg bange for Noel. Jeg havde ingen selvtillid, hvad angik ham, selv om jeg vidste, at jeg var en god mor for Leon. Jeg anede ikke, hvad han havde brug for, når han græd, og jeg ville bare være fri for ham. Ofte råbte jeg ad ham, hvilket gav mig dårlig samvittighed.

En dag, da hun og Leon havde været i biografen, ville hun ikke hjem igen. Så hun kørte i ring, mens tankerne myldrede. Tænk, hvis hun kørte over i den forkerte side af vejen og ramte en lastbil? Så ville hun og Leon være sammen for altid. Bare de to.

Sara bliver tavs et øjeblik. Tanken er forfærdelig, men hun skammer sig ikke over den. Hun var ramt af en psykisk sygdom, som om nogen havde invaderet hende. En ond person, som ikke var hende.

– Jeg blev bange for mig selv. Det er skræmmende at vide, at man egentlig er en velfungerende person, men at man har tabt kontrollen over sine tanker.

I lang tid syntes Sara, at Noel var grim og tyk, og hun var flov over, hvordan han så ud. Hun overvejede at give ham mindre mad og gik med dystre tanker om, at han kom ud for en ulykke.

– “Hvis jeg taber ham på stengulvet, så revner hans hoved,” tænkte jeg en nat, hvor jeg gik rundt med Noel i stuen. Jeg blev så bange, fortæller Sara, der begyndte at vende de mørke tanker mod sig selv.

Ville tage sit liv

– Jeg ønskede at dø. Eller rettere: Jeg orkede ikke at leve. Det føltes meningsløst at stå op om morgenen. Jeg samlede piller sammen og forberedte mig på at tage mit liv, men jeg indså et eller andet sted, at jeg udgjorde en fare for mig selv, og lod mig indlægge på psykiatrisk afdeling.

Her fik hun antidepressiv medicin, og langsomt begyndte depressionen at lette sit greb om hende.

– Det tog et år, før jeg var helt rask, siger Sara, som har bearbejdet sine oplevelser ved at skrive om dem på sin blog saranoel.nu. Det startede med små notater, som voksede i omfang, og snart havde hun mange følgere, der fandt trøst og genkendelse i hendes fortælling.

Sara føler dog stadig en stor sorg over, at hun missede så megen vigtig tid med Noel. Den første vigtige tilknytning fik han til sin mormor i stedet for sin mor. Da det var værst, passede Saras mor ham hver anden dag.

– Uden min mor havde jeg ikke været i live i dag. Min mand var der også for mig, men han var netop startet på et nyt job, og vi havde brug for pengene. Han havde det selvfølgelig også dårligt. Det påvirkede jo hele familien, siger Sara og fortæller, at Leon kæmper med angst.

Hvad Noel angår, er hun med egne ord overbeskyttende.

– Jeg tror, at jeg overkompenserer, fordi jeg ikke kunne tage vare på ham før. Jeg er bekymret for tilknytningen og klandrer mig selv for, at jeg arbejdede helt op til fødslen og ikke lyttede til min krops signaler. Jeg burde have sygemeldt mig.

Sara ryster på hovedet. Rent logisk ved hun, at det ikke er hendes skyld, at hun fik en fødselsdepression. Det kan ske for enhver. Hun understreger til gengæld, at det vigtigste er, at man søger hjælp med det samme, hvis man har mistanke om, at man er ramt, så man kan få den rette hjælp i tide.

– Jeg kan godt forstå, hvis man er bange for at dele sine mørke tanker. At ønske sit barn død er et tabu. En forfærdelig tanke, som ingen mor skal have. Men det handler ikke om, at man er en dårlig mor, men om at man er syg. Og der er hjælp at hente.

Startede på en frisk

Sara fortæller, at hun blandt andet blev rådet til at tage Noel op og være sammen med ham, selv om hun ikke følte noget indeni.

– Det skulle være en god måde at træne nærheden, indtil følelserne kommer af sig selv. Og det virkede faktisk.

I dag er Sara overbevist om, at hun nok skal lykkes med at reparere de sidste revner i sit tilknytningsforhold til Noel.

– Vi har resten af hans barndom til at skabe et stærkt bånd, siger hun.

Efter den turbulente første tid med Noel valgte familien at flytte og starte på en frisk i et hjem, hvor angsten og minderne ikke var mejslet i væggene. Sara har i dag genoptaget sit job som økonom og har desuden engageret sig i foreningen “Mamma till Mamma” (Mor til Mor, red.), der hjælper mødre, som er ramt af fødselsdepression.

Noel går i børnehave og stortrives.

– Han er en glad lille toårig, og vi har det alle godt. I dag er det mig ubegribeligt, at jeg kunne ønske mit barn død. Men hjernen kan spille dig et puds. Jeg fortsætter med min medicin, for jeg tør ikke at stoppe af frygt for at havne i en ny depression. Jeg har accepteret, at jeg nu er særligt sårbar, når det kommer til psykisk sygdom, siger Sara ærligt.

 

– Der er kommet skår i vores forhold. Men vi har resten af hans barndom til at skabe et stærkt bånd, siger Sara og giver Noel et kærligt kram.

– Der er kommet skår i vores forhold. Men vi har resten af hans barndom til at skabe et stærkt bånd, siger Sara og giver Noel et kærligt kram.