Solgt til sex som barn

Som barn blev hun bedøvet, voldtaget og solgt til fremmede mænd. De første overgreb skete, allerede inden Alexandra var begyndt i skolen. I lang tid følte hun sig skyldig i at begå synd.

De rejste i utallige timer gennem landet. Halvvejs til målet, en beskyttet bolig, blev de to socialarbejdere udskiftet, og personale fra bostedet tog over.

– Da vi var næsten fremme, sagde den ene fra personalet ”Her hedder vi ikke vores rigtige navne. Vælg et navn, du vil hedde.” Den sødeste fyr i min hjemby hed Alexander, så jeg valgte Alexandra. Jeg havde ingen anelse om, at det skulle være mit navn i resten af mit liv.

Alexandra Brixemar smiler lidt skævt. Hun var 14 år, da episoden fandt sted. Dengang havde hun regelmæssigt været seksuelt misbrugt, første gang som 5-årig af en nærtstående person, senere af ukendte mænd, der var villige til at betale for sex med børn.

– Det var virkelig svært at forstå, hvad der skete, fortæller Alexandra. Den, der gjorde det mod mig, havde altid været mit forbillede og bedste ven.

I dag er Alexandra 23 år. Hun er vokset op i en religiøs sekt i en lille svensk by.

– I starten handlede det meget om, at jeg adlød den gud, vi tilbad. Jeg skulle hjælpe en person, som jeg havde fået fortalt, var syg.

Hun husker sin 5-års fødselsdagsfest, de mange gæster, og hvordan hun, da hun gik i seng, fik et glas æblejuice og senere blev vækket ved, at en anden person var i hendes værelse:

– Jeg følte mig vældig træt og mærkeligt til mode, og jeg tænkte: “Er det her virkeligt, eller er det en drøm?” Sidenhen har jeg forstået, at jeg var blevet bedøvet.

Herefter fortæller Alexandra, at situationen på kort tid eskalerede. Seksuelle overgreb blev hverdag, og efter nogle år skulle hun tilmed betjene andre personer, som var betalende mænd:

– Udefra så mit liv måske helt perfekt ud. Vi var, som man skulle være. Jeg var genert og dygtig i skolen. Men i 12-års alderen begyndte jeg at blive vred. Alle de her timer, hvor jeg skulle møde kunder, blev bedøvet og mishandlet, samtidig med at jeg skulle studere, træne og gå i skole...

Sultede sig

Omkring det tidspunkt udviklede Alexandra en spiseforstyrrelse, der skulle komme til at følge hende i lang tid:

– Af en eller anden grund troede jeg, at det, der foregik, ville stoppe, hvis jeg blev tynd. Jeg var begyndt at indse, at det, jeg blev udsat for, ikke handlede om Guds vilje. ”Så måtte det jo have noget med mig at gøre.” Mit fokus på at gå ned i vægt blev også en måde at håndtere overgrebene på. At være vågen, når en masse voksne mænd udnytter dig, er slidsomt mentalt. For at tænke på noget andet begyndte jeg at tælle kalorier.

– Det er hårdt at tænke på. Det sværeste har nok været at forstå, hvordan man følelsesmæssigt kan få sig selv til at gøre sådan her, og at jeg nok aldrig kommer til at få svar på ”hvorfor”. Jeg forsøger at forstå, at barnet, der blev udsat for alt det, var mig – og jeg kan gøre det. Men jeg går ikke og bærer den rygsæk hele tiden. Jeg har den ved siden af ​​mig, og jeg tager den frem nu og da.

Orkede ikke mere

Det, som til slut ifølge Alexandra blev hendes redning, var en voldtægt, som skete, da hun var 14 år.

– Jeg var på vej hjem, da jeg mødte en af ​de mænd, der havde betalt for at få sex med mig. Men han havde ikke penge til at betale den dag og tog sagen i egen hånd. Jeg ringede bagefter til min bedste ven, og hun og hendes forældre begyndte at stille spørgsmål. Jeg havde blå mærker, og de foreslog, at jeg talte med politiet. Da jeg nægtede, tog de kontakt til de sociale myndigheder. Alt var gået op i en spids. Jeg forsøgte ofte at fremprovokere vold: ”Så slå mig da ihjel.” Jeg orkede ikke mere.

Da en socialarbejder ringede og bad Alexandra om at komme til samtale, var det begyndelsen på vejen ud af mørket:

– De spurgte, om jeg havde skadet mig selv, da de så mærkerne på min krop, men jeg sad helt tavs. Da de fortalte mig, at de havde hørt, at jeg mødte forskellige mænd, benægtede jeg.

I dag forelæser Alexandra om seksuelle overgreb, menneskehandel og religøs vold. Hun har udgivet bogen “Fra en overlever til en anden”.

Alexandra blev derefter ført til et børnehus, hvor børn og unge, der har været udsat for vold eller seksuel forbrydelse, kan undersøges af blandt andet politi og læger.

– Jeg nægtede alt. Jeg var så bange for, at det skulle komme frem, at jeg havde syndet.

Alligevel blev Alexandra ført videre til en beskyttet bolig, det første ud af utallige hjem, som hun flyttede ind og ud af i de følgende år:

– Til at begynde med blev jeg anbragt der med henblik på efterforskning. Man vidste, at jeg havde mødt mænd og havde sex med dem, resten var uklart.

Alexandra forklarer, at hun nogle gange tidligere havde forsøgt at fortælle om, hvad hun blev udsat for, men hun følte, at hun blev misforstået, at ingen forstod alvoren:

– Jeg tog blandt andet hen på en ungdomsmodtagelse og sagde, at jeg havde sex med forskellige mænd, selv om jeg ikke ville. Jeg blev sendt hjem med en pakke kondomer. I skolen var der en rådgiver, der opfangede min aggressive adfærd, men jeg var bange for mænd, og han stillede aldrig spørgsmålet: “Hvordan har du det?”

Lys i mørket

I dag bor Alexandra i Stockholm og forelæser om seksuelle overgreb, menneskehandel og religiøst relateret vold.

– Jeg vil vise, at overgreb sker overalt. Religion og seksuelle overgreb er der mange, som ikke forbinder. Jeg vil også belyse, at der er brug for bedre samarbejde mellem forskellige instanser.

Alexandra har skrevet bogen ”Fra en overlever til en anden”, og på Instagram deler hun sin historie. I et indlæg for nylig kan man læse: ”Nu er der gået ni år, siden jeg akut blev fjernet fra det sted, hvor jeg voksede op og lagde de første 14 år af mit liv bag mig.”

”Der er en grund til, at man fortsætter. Lyset i mørket,” siger hun og mener de mennesker, som har støttet hende hen ad vejen.

– Folk har virkelig anstrengt sig, for at jeg skal få det så godt som muligt. Socialarbejderen, som gjorde så meget for mig, hun er fantastisk på alle måder. Men der findes mange flere. I min første beskyttede bolig var der en kvinde, som lod mig sove i personalerummet og beroligede mig, når jeg fik panikanfald.

Prostituerede sig

Alexandra smiler lidt og fortsætter:

– Jeg har stadig kontakt med flere personer, jeg har mødt de forskellige steder, jeg har boet. Det føles godt. Jeg har skullet begynde forfra så mange gange på forskellige steder – så det føles godt at have nogen, som har været med på hele rejsen.

Efter den beskyttede bolig kom Alexandra til et familiehjem. Det var svært for hende både at starte på en frisk og tilpasse sig livet i en normal familie:

– Jeg forstod ikke deres sociale koder, middage og aktiviteter sammen. Jeg forventede, at nogen ville komme ind på mit værelse om natten.

Samtidig var der spiseforstyrrelsen og tankerne om, at hun ikke var god nok.

– Jeg begyndte at prostituere mig selv, og det kørte af sporet. Jeg blev derefter placeret i et hjem for unge mænd med misbrugsproblemer.

Alexandra ryster lidt på hovedet.

– Nu ser jeg, at det ikke var et godt sted. Men jeg gik i hvert fald i skole, og spiseforstyrrelsen blev bedre. Jeg solgte stadig sex, men ikke regelmæssigt.

Først da Alexandra kom til sit næste bosted, et behandlingshjem for piger med forskellige former for problemer, fik hun, hvad hun kalder for god hjælp.

Her blev der foretaget en ordentlig udredning, og der var personalet specialiseret i seksuelle overgreb mod børn.

– Det føltes godt at få en forståelse af, hvad jeg havde været igennem. Men da jeg en tid senere fyldte 18 år, anså man, at jeg kunne flytte i egen lejlighed, for jeg var omsorgsfuld og ansvarlig. Jeg følte mig svigtet og begyndte at sælge sex igen, og for pengene købte jeg mad.

Tilbudt hjælp

Til sidst blev Alexandra, på grund af sin spiseforstyrrelse, indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling:

– Den kommune, jeg boede i dengang, var så god. De indså, at ”vi er nødt til tage fat i den her person.” Samtidig var de ærlige og sagde: “Vi ved ikke rigtig, hvad vi skal gøre, men vi løser det sammen.” Jeg kom i behandling hos en traumepsykolog og fik tilbudt hjælp på et center for spiseforstyrrelse.

Efter et års indlæggelse blev Alexandra udskrevet, og selv om vejen til, hvor hun er i dag, har været alt andet end lige, kan hun stadig sige:

– Jeg har det fantastisk, hvis man sammenligner med tidligere. Men det er ikke altid let. Der er situationer, der er ekstremt vanskelige for mig. Nogle gange klarer jeg ikke at holde det, der er sket, væk fra nutiden. Men jeg falder ikke længere tilbage til min gamle adfærd for at overleve. Jeg behøver ikke at ty til sult eller prostitution, hvis jeg føler mig ked af det. Jeg kan klare det, og jeg har gode mennesker omkring mig, hvis jeg har brug for støtte. Nogle gange kan jeg føle mig svag, hvis jeg udtrykker, at jeg ikke har det godt, men jeg prøver at vove at være mere ærlig.

Med et smil tilføjer Alexandra:

– Den største ting er muligvis at have mit navn på hoveddøren. Et sted, hvor jeg kan bo, hvor det er sikkert, og hvor jeg bestemmer, hvem der får lov til at komme ind.

Der har været gode mennesker, som har hjulpet Alexandra til at få et værdigt liv.

I dag forelæser Alexandra om seksuelle overgreb, menneskehandel og religiøs vold. Hun har udgivet bogen “Fra en overlever til en anden”.