Tanja var ansat på Gravenshoved kostskole: Jeg så vold mod børn hver dag

Tanja sidder i bussen uden for Gravenshoved Kostskole. Dagen før havde en lille dreng fået besked på, at han ikke skulle med på turen. Hvad han havde gjort galt, kan Tanja ikke huske, men da hun ser ham komme gående med et smil på læben mod bussens dør, bliver hun glad indeni. “Måske er det her sted ikke så slemt alligevel,” når hun kort at tænke.

Men hun når ikke at varme sig ved tanken, før en lærer sætter sig op på chaufførens plads, mens en anden går udenfor og tager fat i drengens arm og holder den ind i døråbningen. Da døren smækker i, lyder der et skrig. – Drengen brækkede armen. Han havde den i hvert fald i gips dagen efter, fortæller 51-årige Tanja Andersen.

Grav et hul

Hun var 19 år og pædagogmedhjælper, da hun første gang gik ind ad døren på Gravenshoved Kostskole, der lå idyllisk ud til Lillebælt i Sønderjylland.

Tanja havde fået at vide, at skolen fungerede som en familie, hvor børnene skulle have omsorg og rustes til livet. Hun havde tidligere arbejdet i en børnehave, og hun glædede sig til at arbejde med børn og unge, som for manges vedkommende kom fra hjem, hvor de ikke havde det godt.

Men allerede de første dage tegnede der sig et billede af, at skolen ikke var, hvad den gav sig ud for. Tanja fik at vide, at hun skulle undervise eleverne i tysk, til trods for at hun ikke var læreruddannet. Efter skole havde hun ansvaret for fire elever, og når hun spurgte, hvad de plejede at lave, undrede hun sig over svaret.

– Jeg fik at vide, at jeg bare kunne sætte dem til at vaske min bil eller grave et hul. Så kunne de fylde hullet op dagen efter. Det syntes jeg, lød helt formålsløst, så jeg valgte at tage dem med hjem i min lille lejlighed, hvor vi hyggede med saftevand og kage.

Det blev et fristed for de fem unge, hvor de for en stund kunne slappe af og snakke med hinanden.

Vold hver dag

På daglig basis var Tanja vidne til, at elever blev fastholdt af skolens ansatte. Hun så små drenge blive kylet op ad væggen eller smidt ned på gulvet, mens en eller flere pædagoger lå oven på dem. Hun så, hvordan de blev overvåget, når de skrev breve til deres forældre, og hvordan de blev straffet uden grund. Som tiden gik, fandt hun ud af, at afstraffelserne ofte var planlagt.

– Der var en pige, der ikke ville snakke med de mandlige lærere, og da vi en aften sad og drak kaffe, blev der lagt en plan for, hvordan hun skulle håndteres. Det blev besluttet, at hun skulle flås ud af sengen, så hun ikke kunne nå at få sit tøj på. I mine ører lød det helt vanvittigt. Pigen havde jo ikke gjort noget galt, og i stedet for at undersøge, hvorfor hun ikke ville snakke, ville de ydmyge hende, forklarer Tanja, der næste dag var vidne til, at planen blev ført ud i livet. Tidligt om morgenen, kun iført undertøj, blev pigen overfuset med råb og skældsord. Til sidst knækkede hun grædende sammen og sagde, at hun gerne ville snakke. Alligevel blev hun kylet ind under en iskold bruser.

I starten undrede Tanja sig over, at forældrene ikke reagerede. Børnene kom jo hjem på weekend en gang imellem, men hun fandt ud af, at skolen havde fortalt forældrene, at børnene nok ville fortælle en masse historier, der ikke passede.

Ført ned i skoven

Som dagene gik, fik Tanja det dårligt, når hun skulle på arbejde. Når børnene var hjemme i hendes lejlighed, overhørte hun ofte samtaler, og hun husker, at de flere gange talte om, hvad der foregik om aftenen.

– De snakkede om, hvordan nogle elever blev hentet om aftenen og først kom hjem igen om morgenen. At de blev ført ned i skoven, og at der nogle gange var blod i deres underbukser bagefter, fortæller Tanja, der dog aldrig selv var vidne til seksuelle overgreb.

Tanja foreslog flere gange ledelsen, at tingene kunne blive gjort på en anden måde. Hver gang blev hun fejet væk. Den tidligere, nu afdøde forstander Alvin Hammer gjorde det klart for Tanja, hvordan reglerne var.

– Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke skulle sige Alvin imod. Der blev også sagt mellem linjerne, at hvis man talte om, hvad der skete på skolen, vidste man aldrig, hvad der kunne ske med en, fortæller Tanja.

Skræmt til tavshed

Til sidst var hun så ødelagt af at se, hvad eleverne blev udsat for, at hun stoppede på skolen efter bare to en halv måneds ansættelse. Samme dag, som Tanja sagde op, troppede tre ansatte fra skolen op og ville have hende til at underskrive et stykke papir, som hun gik ud fra var en tavshedserklæring. Tanja åbnede ikke døren. Det gjorde hun heller ikke, da de kom tilbage senere. I stedet smed hendes udlejer dem væk.

Tanja pakkede de mest nødvendige ting og ringede til sin kæreste, der sent om aftenen kom og hentede hende. Hun vendte aldrig tilbage til lejligheden igen.

Kontaktede kommunen

– Jeg havde det så dårligt. Både på egne vegne og på elevernes. De var så skræmte og utrygge, og jeg havde dårlig samvittighed over at lade dem i stikken, fortæller Tanja.

Hun kontaktede derfor Aalborg Kommune, der ejede skolen, og fortalte, hvad hun havde oplevet.

– De sagde, at det havde de meget svært ved at tro på, men de ville undersøge det. Jeg blev sendt videre til børne- og ungeafdelingen. Der fik jeg direkte at vide, at det var det pure opspind, fortæller Tanja, der en tid efter ringede til politiet for at anmelde skolen, men da røret blev taget, fortrød hun.

– Jeg frygtede, at de ikke ville tro på mig. Jeg havde jo ingen beviser, og jeg var bange for, at nogen fra skolen ville komme efter mig, fortæller Tanja.

Sig undskyld

I dag ville hun ønske, at hun var gået til politiet. I den efterfølgende tid følte hun sig utryg ved at være alene. Derfor tog hun flere gange med sin daværende kæreste, når han som lastbilchauffør var på arbejde i udlandet. Da hun senere fik job som pædagog, var hun opmærksom på, hvordan pædagogikken blev udført.

Tanja Andersen håber, at nogle af lærerne fra dengang vil stille sig frem og anerkende, hvad de tidligere elever fortæller, og give dem en undskyldning.

– Der var en del ansatte, der ville eleverne det bedste. Men der var desværre også en del, hvor det næsten så ud som om, de nød at gøre børnene ondt. Så selv om det var en lille skare, der udøvede vold, er der mange, der har set det ske. Jeg så det hver eneste dag, og jeg var der kun i kort tid, fortæller Tanja.

Bange for repressalier

Hun står frem med sit navn, men ikke med foto, fordi hun den dag i dag stadig er utryg over for repressalier, men hun gør det i håb om, at opsynet med institutioner bliver bedre.

– Eleverne blev ikke hørt, dengang de var børn. Nu er de voksne, og jeg synes, det er på tide, at de bliver taget alvorligt.

Den 9. januar 2023 blev tredje del af en advokatundersøgelse af kostskolen offentliggjort. Den kalder elevernes historier om vold, overgreb og ydmygelser for troværdige, og slår fast, at der i de groveste tilfælde er tale om overtrædelser af straffeloven.

Dog er der, ifølge undersøgelsen, ikke kommet nok klager til kommunen til, at den kan kritiseres for ikke at have grebet ind.