16-årige Christina i sorg: Farvel mor

Da Christina Hansen blev konfirmeret for to år siden, var dagen ekstra særlig. Hendes mor, Betinna, var nemlig med til festen, efter at hun blot en måned forinden havde gennemgået en livsreddende lungetransplantation. Nu har Betinnas lunger givet op.

“Betinna Hjort Hansen døde i søndags på hospicet i Haderslev, dagen før kvindernes internationale kampdag. Dagen passer godt på jeres mor. For jeres mor, søster, datter og veninde var en stærk og sej kvinde – en fighter for livet.”

Sådan lød præstens indledende ord til Betinna Hjort Hansens begravelse i Løgumkloster Kirke 13. marts. Ordene var henvendt til de 75 mennesker, som alle sad knugede af sorg på bænkene. Og særligt til hendes tre efterladte børn, Christina, 16, Nicki, 14, og Martin, 13.

For Christina var det vigtigt, at talen lagde vægt på netop den styrke, som kendetegnede hendes mor helt til det sidste. Hun havde derfor ført lange samtaler med præsten op til begravelsen for at hjælpe med talens tilblivelse.

– Mor gjorde alt for at være i mit og drengenes liv på trods af den sygdom, hun havde. Selv om hun ikke kunne så meget, så gav hun os alligevel en masse. Hun har i hvert fald givet mig inspiration til at kæmpe for livet og til at holde humøret højt lige meget hvad. Det har hun jo selv gjort, siger Christina Hansen fra Bredebro.

Stærk som sin mor

Hendes blanke øjne afslører, at der er grædt en del tårer siden moderens alt for tidlige død, men det er tydeligt, at den 16-årige pige har arvet sin mors styrke. Selv om det kun er få uger siden, at hun led sit livs største tab, sidder hun med rank ryg og smil på læben i sofaen hos sin mormor, Eva Nielsen, i Løgumkloster og fortæller om sin elskede mor.

– Jeg har så mange gode minder, at det er svært at vælge ét, siger Christina efter en lang tænkepause, da hun bliver spurgt om sit bedste minde med sin mor.

– Hun fandt altid på sjove ting – både før og efter hun blev syg. Jeg husker blandt andet, at vi lagde makeup på hendes brødre, mine onkler Danni og Dennis, og det grinte vi meget af, for det var godt nok ikke kønt. Og så husker jeg også de mange hyggelige stunder, hvor vi bare var hjemme hos hende og spiste stegt flæsk med persillesovs, så gamle danske film og spillede spil. Det var sådan noget, vi havde sammen.

En fantastisk mor

Christina og hendes mor havde et tæt bånd. Betinna forgudede sin datter og havde gjort det, lige siden hun kom til verden på dramatisk vis i 2004. Den dengang 18-årige Betinna skjulte sin graviditet, helt indtil hun fik veer hjemme på værelset, fordi hun var bange for, hvordan andre ville reagere. Faren til barnet var ikke inde i billedet, men den viljestærke teenagepige ville være mor alligevel – og det skulle være nu.

Siden fulgte også sønnerne Nicki og Martin, og Betinnas kærlighed til de to drenge var lige så stor.

– Hun var en fantastisk mor for os alle tre. Hun var kærlig og omsorgsfuld, og derfor skjulte hun nok også for os, hvor dårligt hun egentlig havde det. Hun beklagede sig aldrig, selv om hun var så meget igennem. Jeg tror, det var for at beskytte os, og det siger også meget om hende som person, understreger Christina.

Alvorlig lungesygdom

I 2012 opdagede lægerne, at Betinna var ramt af den alvorlige lungesygdom Langerhans celle histiocytose. En sjælden tilstand, hvor kroppens celler angriber lungerne og gør det sværere og sværere at trække vejret. Ingen medicin hjælper, og Betinnas eneste håb var derfor at få en dobbelt lungetransplantation. Indtil det forhåbentlig skete i tide, måtte hun vænne sig til at være koblet til et iltapparat for at overleve.

Før Betinna blev syg, var hun en fysisk stærk og aktiv pige. Nu måtte hun pludselig have hjælp til simple hverdagsting som rengøring og indkøb, fordi hun ikke havde energi eller luft nok til at klare det selv. Når hun bevægede sig ud, foregik det på en elscooter og med en iltflaske, som nødigt skulle løbe tør for ilt. Det satte begrænsninger for, hvor langt hun kunne tage med sine børn, og hvad hun kunne lave med dem.

Den alvorligt syge alenemor måtte opgive drømmen om at leve et normalt familieliv med børnene. I mange år har Christina boet hos en plejefamilie i Bredebro, mens hendes yngre brødre bor hos en anden plejefamilie i Skærbæk. Betinnas største ønske var at få sine børn hjem igen, men hun vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre. I den sidste tid så de kun deres mor hver anden weekend, hvis hendes tilstand tillod det.

– Vi har det godt i vores plejefamilier, og min mor havde et godt samarbejde med dem begge. Men jeg har da tit tænkt: ”Hvorfor bor jeg ikke sammen med min mor?”. En mor er jo en, der skal være i nærheden hele tiden, siger Christina rørt.

Hendes plejemor, Minna, som sidder ved siden af, tager Christina i hånden og kigger ømt på hende. Hun forstår godt de blandede følelser, som den 16-årige pige kæmper med. Selvfølgelig har hun savnet sin mor i alle årene, hvor de har været adskilt, selv om hun trives i sin plejefamilie. Og selvfølgelig er det tilladt at sige højt. Der er hjerterum nok.

Et spinkelt håb

I 2019 – en måned før Christinas konfirmation – blev der tændt et spinkelt håb om, at alt ville ændre sig til det bedre. Betinnas tilstand var forværret i en sådan grad, at hun svævede mellem liv og død, og hun blev sat på en særlig akutliste i et sidste forsøg på at finde nye lunger til hende i udlandet.

Det lykkedes allerede tre dage senere, og 2. april gennemgik Betinna en vellykket lungetransplantation. Pludselig kunne hun atter trække vejret helt normalt, og hun begyndte igen at drømme om en dag at kunne bo med sine børn, når den lange periode med opfølgende lægekontroller var overstået.

– Morgenen efter operationen ringede en læge fra Rigshospitalet og sagde, at Betinna fuldstændigt havde taget fusen på dem. Hun sad allerede oprejst og var kommet sig langt hurtigere, end andre normalt gør. Vi var så lettede og taknemmelige og tænkte, at det hele nok skulle gå nu. Det gik også godt i lidt over et år, men så begyndte det at gå voldsomt ned ad bakke, fortæller Betinnas mor, Eva.

Hvad der siden skulle ske, var Betinna lykkeligt uvidende om, da hun 5. maj 2019 deltog i Christinas konfirmation. Det var en stor dag for både mor og datter. Ikke mindst fordi alt havde tydet på, at Betinna ikke ville nå at opleve den.

– Jeg er så taknemmelig for, at hun var med. Hun var så glad den dag, siger Christina, som også bad præsten om at nævne den særlige dag i talen til sin mors begravelse.

”Du nævnte, Christina, din konfirmation. Jeres mor havde lige fået sine nye lunger, og hun ville med for enhver pris. Også selv om det kom til at koste en hård genoptræning. Og hun kom i mål, så hun kunne deltage i konfirmationsfesten. Du sagde, hun bevægede sig rundt som en 17-årig, og at du aldrig havde set hende lykkeligere”, lød præstens ord.

Indlagt på hospice

12. februar i år blev Betinna indlagt på hospice i Haderslev. Hun havde kort forinden fået konstateret cystisk fibrose, og nu kunne hendes hårdt prøvede krop ikke mere. Selv med visheden om, at hun snart skulle dø, bevarede Betinna sin styrke.

– Hun planlagde selv sin begravelse. Hun bestilte sin egen gravsten og valgte tøjet, hun skulle have på i kisten, fortæller Eva og viser et brev, som Betinna efterlod med præcise instrukser om, at hun ville iklædes sin sorte kjole, lange støvler og kaninpels. Og så ville hun have mascara, bruncreme og lys øjenskygge på.

– Det skulle være et festligt farvel, så hun skulle have baltøjet på! Der var spræl i hende til det sidste, siger Betinnas far, Preben Hjort. Ligesom Minna ønsker han ikke at blive fotograferet til artiklen, men han vil gerne dele alle de skønne minder om sin datter. Det er dem, der holder familien oppe midt i den svære tid.

Brevet afslører også, at Betinna holdt humøret højt til det sidste. ”Kan I passe på mine umulige unger. Hihi, ej, gas”, stod der blandt andet i beskeden til familien.

Sov stille ind

Søndag den 7. marts sov Betinna fredeligt ind på hospicet i Haderslev. Hun blev 35 år. Preben var ved sin datters side, da hun åndede ud. Eva valgte at blive hjemme hos sin eksmand i Toftlund, da de ringede fra hospicet om morgenen for at fortælle, at det var ved at være tid.

– Jeg kunne ikke rumme at være der. Det har jeg selvfølgelig haft dårlig samvittighed over siden, men jeg kunne bare ikke klare det, siger Eva.

– Du skal ikke have dårlig samvittighed, lyder det fra både Preben, Minna og Christina. Det er tydeligt, at familien står sammen i sorgen, selv om de på forskellige måder er blevet skilt fra hinanden.

– Mor vidste, at vi ville støtte hinanden efter hendes død, og at der ville blive passet godt på mig og drengene. Jeg tror, det var derfor, at hun til sidst gav slip, siger Christina.

Den sidste samtale

Hun så sin mor i live for sidste gang om fredagen.

– Dér havde hun det rigtig dårligt. Hun hev efter vejret og var omtåget, og jeg var klar over, at hun ikke ville holde meget længere. Vi snakkede om nogle sms’er, hun gerne ville have, at jeg svarede på for hende, for hun havde ikke kræfter til at taste selv. Men det var mest mig, der snakkede, for hun havde ikke luft nok, og jeg bad hende også flere gange om ikke at tale, så hun kunne spare på energien.

Christina var på besøg hos en veninde, da hun fik beskeden om sin mors død.

– Minna skrev til mig, at hun ville komme og hente mig, og da vi satte os i bilen, sagde hun: ”Jeg har en dårlig nyhed”. Og så vidste jeg med det samme, hvad der var sket. Jeg blev rigtig ked af det, men samtidig var det, som om 10 kilo vægt røg af mine skuldre. Jeg fik sådan en lettelse i kroppen over, at hun nu endelig havde fået fred. Det var en svær følelse, for selvfølgelig vil jeg gerne have min mor, men hun skulle jo heller ikke lide, så jeg havde det, som om jeg var delt i to.

For Christina og hendes brødre var det vigtigt at sende deres mor godt af sted. De lagde tegninger og breve ned i kisten til hende og hjalp hinanden med at skrue kistelåget fast.

– Jeg føler, at det var en god måde at sige farvel til hende på. At gøre en sidste ting for hende, når hun nu har gjort så meget for os, forklarer Christina.

Kæmper videre

Sorgen over hendes mor vejer stadig tungt, men hun har tænkt sig at kæmpe videre i sin mors ånd.

– Et af de sidste råd, hun gav mig, var, at jeg skulle sørge for at få en uddannelse. Det fik hun ikke selv, men hun ønskede, at jeg skulle gå efter mine drømme og aldrig give op. Jeg vil gerne være sosu-assistent eller pædagog, og det har jeg tænkt mig at blive. På den måde kan jeg også være en god rollemodel for Nicki og Martin.

– Du er lige så sej som din mor, siger Eva og smiler stolt ad sit barnebarn, inden hun tilføjer:

– Jeg håber, at vores historie kan få flere til at overveje organdonation. Vi er så taknemmelige over, at Betinna fik nye lunger, så vi kunne få to år mere sammen med hende. Selv om det ikke er lang tid, så har det alligevel haft stor betydning for os.

– Vi er rykket endnu tættere sammen som familie, fortæller Eva og sender en kærlig tanke til sin ældste søn Brian, hans kone og to børn i København, som var ved Betinnas side under hendes indlæggelser på Rigshospitalet.

– Vi er rykket endnu tættere sammen som familie, fortæller Eva og sender en kærlig tanke til sin ældste søn Brian, hans kone og to børn i København, som var ved Betinnas side under hendes indlæggelser på Rigshospitalet.

Betinna Hjort Hansen (til venstre) efterlod sig datteren Christina og sønnerne Nicki og Martin. Her ses de til Christinas konfirmation i 2019.

Betinna Hjort Hansen (til venstre) efterlod sig datteren Christina og sønnerne Nicki og Martin. Her ses de til Christinas konfirmation i 2019.