Esther valgte sit barn: Gravid og kræftsyg

Da Esther endelig fik lov at holde sin lille søn i armene, følte hun en stor kærlighed. En stor, varm kærlighed, der gennemstrømmede hendes udpinte og trætte krop.

– Kærligheden kom øjeblikkeligt. Han var bare så sød og dejlig. Men jeg tænkte også, at nu var det o.k., hvis jeg ikke selv overlevede, for nu havde jeg efterladt noget af mig til min kæreste og min familie, siger 37-årige Esther Evar.

Alle nyfødte børn føles som et mirakel, men for Esther var miraklet større end normalt, for hun havde kæmpet for både sit barn og sit eget liv.

Esthers tilværelse så ellers lys og lovende ud, da hun blev gravid i sommeren 2012. Hun var 28 år, havde en sød kæreste og var godt i gang med at opfylde en gammel drøm om at blive dyrlæge. Nu kunne hun også sætte hak ved ønsket om at blive mor, men graviditeten føltes hård. Esther var meget træt, hun havde ofte ondt i ryggen, og maven bulede hurtigt ud, selv om hun tabte vægt.

– Jeg havde også smerter under brystet og troede, at det var babyen, der sparkede, men det var alt for tidligt i graviditeten, fortæller Esther.

En række prøver hos lægen viste, at noget var forkert, og Esther endte på Rigshospitalet. Hun var lettet over endelig at kunne få nogle svar, men hun var ikke forberedt på det svar, hun fik. Esther havde lymfekræft i et fremskredet stadie. Det var en svulst på 30 centimeter i maven, som havde givet hende smerterne i ryggen og den udspilede mave.

– Jeg kunne ikke forstå, at jeg havde kræft, for det var jeg alt for ung til. Det var så surrealistisk, men jeg var egentlig rimelig optimistisk, indtil de sagde, at jeg ikke kunne beholde mit barn, fortæller hun.

Læs også:

Henriette fik brystkræft som 24-årig: Frygteligt ensomt at være syg

Beskyttede mit barn

Gravide kræftramte kvinder får normalt en abort, da kemo skader fostret.

– Jeg brød grædende sammen og ville ikke have, at de tog mit barn. Jeg ville ikke lade dem afbryde min graviditet uden at have undersøgt andre muligheder, for som mor var det min opgave at beskytte mit barn, fortæller Esther, der insisterede på, at hun ville beholde barnet, indtil lægerne havde undersøgt alle alternativer.

Lægerne havde håbet, at de kunne vente med at påbegynde Esthers behandling til efter fødslen, men hendes tilstand blev nærmest forværret fra dag til dag. Hun sov 23 timer i døgnet og var så afkræftet, at hun kun kunne bevæge sig rundt med et gangstativ og et iltapparat.

– Mit fokus var, at jeg blev nødt til at holde mig i live længe nok, til at min baby kunne overleve uden mig. Jeg ønskede ikke, at mit barn skulle tage skade af behandlingen, men jeg var i sidste stadie af sygdommen og formentlig tæt på at dø, siger hun.

Lægerne lyttede

Esther var kun 20 uger henne i graviditeten, og barnet ville ikke kunne overleve uden for livmoderen. En læge havde forstået Esthers fortvivlelse og fandt endelig frem til en metode, hvor hun fik kemo-præparaterne i en anden rækkefølge end normalt, så man ventede med den skrappeste kur. Esther kom i behandling og reagerede så godt på kemoen, at lægerne mente, at det var forsvarligt at gennemføre graviditeten.

– Det var en fantastik nyhed, for jeg havde egentlig opgivet håbet, og jeg er så taknemmelig over, at de havde lyttet til mig, siger hun.

Syv uger før den endelige termin var den lille baby i Esthers mave stor nok til at kunne klare sig, og 27. februar 2013 kom Samuel til verden ved et kejsersnit, mens hans mor var mellem to kemokure. I vuggegave fik han titlen “Danmarks første kemobaby”, og trods sin mors sygdom var han sund og rask.

– Jeg var blevet advaret om, at jeg måske ikke ville føle tiltrækningen med det samme, fordi min graviditet havde været så voldsom, men han var den mest bedårende lille fugleunge, smiler hun.

Læs også:

Heidi kunne ikke blive gravid - Min mand fik barn med en anden

Jeg skulle overleve

Sammen med kærligheden kom også en kæmpe ansvarsfølelse.

– Jeg følte virkelig, at jeg blev nødt til at holde mig i live, så jeg kunne tage mig af min søn, for han havde brug for sin mor. Jeg ville heller ikke kunne klare, hvis jeg skulle gå glip af hans liv, så jeg fik faktisk en ny angst for at dø, siger hun.

Den lille familie fik lov at komme hjem efter 15 dage på neonatalafdelingen. Samuels far havde barsel i et halvt år, så han kunne passe sønnen, mens mor passede sin kemobehandling. Efter ni kemobehandlinger og seks ugers strålebehandlinger blev Esther i sommeren 2013 færdig med sin behandling.

– I begyndelsen var jeg bange for, at jeg havde overført kræften til Samuel, selv om det ikke er muligt. Jeg reagerer stadig, hvis han fejler det mindste, siger hun.

Esther fødte i 2013 Danmarks første “kemobaby”, som Samuel blev kaldt.

Lægerne havde stillet Esther i udsigt, at kemobehandlingen ville gøre det svært at blive gravid på normal vis, men endnu en gang skete miraklet. Esther blev gravid, og i 2016 kom lillebror Elliot til verden.

Skal finde sig selv

I dag bor Esther i Skødstrup ved Aarhus. Samuel er fyldt otte og lillebror Elliot fem år. Hun er blevet separeret fra deres far og forsøger stadig at finde ud af, hvem hun er.

– Vi har stadig stor kærlighed til hinanden, men jeg har simpelt hen brug for at nulstille mig selv og prøve at stå på egne ben.

Esther arbejder i dag på deltid som dyrlæge, da hun har både fysiske og psykiske senfølger af sin sygdom.

– Mange tænker ikke over, at der er mange psykiske senfølger efter et kræftforløb. Den store kamp var egentlig ikke selve sygdomsforløbet, for jeg følte mig i gode hænder på hospitalet og havde Tobias ved min side hele tiden. Kampen var at vende tilbage til mit gamle liv, for jeg var ikke længere den samme person, fortæller Esther.

Hun har en række fysiske og psykiske mén efter kræftforløbet og er blevet diagnosticeret med ptsd – posttraumatisk stress.

– Som ung tror man, at man er udødelig, men jeg har oplevet, at det er man ikke. Jeg er stadig bange for tilbagefald, men jeg er blevet bedre til at tackle det. Angsten for døden må ikke skygge for mit liv, men den slipper mig nok aldrig, siger Esther.

Læs også:

Charlotte takkede nej til kemoterapi

Vi skal leve livet

Sygdommen har givet hende et andet syn på livet.

– Vi skal virkelig huske at leve livet, for vi ved ikke, hvor længe vi har det. Der er ærgerligt, at vi har så travlt med at jagte det perfekte liv i stedet for at bruge tiden sammen med vores børn og de mennesker, der betyder noget. Jeg har lært, at jeg skal leve mit liv for mig selv og mine børn og ikke udsætte tingene i 20 år, smiler Esther.

Esther har skrevet romanen “Bogen om Rose – i live men ikke levende”, som er inspireret af hendes egen historie. Andet bind i fortællingen er snart færdig.

I dag bor Esther i Skødstrup ved Aarhus. Samuel er fyldt otte og lillebror Elliot fem år.