Første store sag med dna-beviser: Hjalp til at opklare drabet på Susan

I 1998 var dna-teknikken helt ny, men den kom til at spille en afgørende rolle i opklaringen af mordet på den 10-årige Susan Rasch-Ipsen fra Brøndby Strand. Ude og Hjemmes krimiekspert, Bent Isager-Nielsen, fortæller om sagen.

Tirsdag, 29. marts 2022 - 17:00 - Af Bent Isager-Nielsen. Foto: Ritzau Scanpix

Man hører tit om livstidsfanger i danske fængsler og om, at nogle af dem løslades efter 16-17 år.

Jeg boede i Brøndby Strand, da den 10-årige Susan blev myrdet for mange år siden.
Fik gerningsmanden ikke livsvarigt fængsel, og er han ude i dag? Var der ikke noget særligt med dna i den sag?

Venlig hilsen AA

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Hej AA

Sagen med 10-årige Susan Rasch-Ipsen fra Tranumparken i Brøndby Strand begyndte, da hun forsvandt den 29. maj 1998 om aftenen, hvor hun gik rundt i kvarteret og solgte lodsedler.
Hun havde på noget af turen været sammen med en veninde.

Da hun ikke kom hjem som forventet, kontaktede hendes familie politiet, der straks satte en større eftersøgning og efterforskning i gang.

Omhyggelige teknikere

Trods intens søgning efter Susan skulle der gå en uge – indtil den 5. juni – hvor hendes lig blev fundet i det uaflåste kælderrum 315 i Tranumparken af beboere, der undrede sig over lugten. Stedet blev afspærret af politiet og kriminalteknikere tilkaldt.

På dette tidspunkt var brugen af dna i kriminalsager begyndt, og de tilkaldte teknikere var meget omhyggelige med at sikre eventuelle spor.

På gulvet i kælderen blev der fundet blodstænk ud for kælderrummet, og man fandt et stænk på reposen ud for en beboers lejlighed i bebyggelsen.
Imellem disse to yderpunkter blev der lokaliseret fire blodstænk, og der blev fundet sæd på liget af pigen.

Susan var blevet dræbt ved kværkning, og efterfølgende havde gerningsmanden udsat liget for seksuelt misbrug. Trods intens søgning blev der ikke på og omkring findestedet fundet brugbare fingeraftryk.

Tog blodprøve

I forlængelse af de fundne blodspor foran lejligheden blev beboeren Lars Lee Anborg-Nielsen sigtet. På det tidspunkt var der ikke samme muligheder som i dag for at tage blod- eller spytprøver til dna-bestemmelse.

Anborg-Nielsen var den eneste beboer i opgangen, der ikke frivilligt ville aflevere en blodprøve til dna-bestemmelse. Det førte til, at politiet anholdt ham og tog en blodprøve fra ham.

Han blev herefter varetægtsfængslet, primært fordi der var fundet blod foran hans lejlighed.

Blodprøven blev sendt til England, da man i Danmark på det tidspunkt ikke var helt fremme på dna-området. Det engelske laboratorium konkluderede, at der var et match mellem dna-prøven fra Anborg-Nielsen og dna-materialet på gerningsstedet.

Hertil kom, at der fandtes blod fra Susan på de bukser, Anborg-Nielsen havde på ved sin anholdelse. Anborg-Nielsen nægtede ethvert kendskab til drabet.

Sagen og hele dna-spørgsmålet rejste en stor debat blandt politifolk, jurister, journalister og retsgenetikere, da man ikke tidligere havde haft sager, hvor dna-beviser var så afgørende.

På grund af især dna-beviserne rejste anklagemyndigheden tiltale, og den 22. februar 2000 blev Anborg-Nielsen idømt livsvarigt fængsel i Østre Landsret for drabet på Susan. Straffen blev senere stadfæstet af Højesteret.

Om Anborg-Nielsen er på fri fod i dag, ved jeg ikke. De fleste livstidsfanger løslades efter 16-17 år, men det gælder ikke alle, som jeg skrevet om før i bladet.

Hvis han ikke er løsladt, har han altså nu siddet inde i 22 år siden dommen. Kriminalforsorgen oplyser sjældent om løsladelse af en livstidsfange.

Venlig hilsen Bent