Forfulgt af en fremmed - del 2:2

Mit liv var med ét slag blevet et mareridt, og jeg turde ikke tage min telefon eller gå ud, af frygt for at jeg stødte på Allan. En dag brød jeg sammen på mit arbejde, fordi jeg var så bange. Ville jeg nogensinde slippe af med min plageånd? Det fik jeg heldigvis svar på kort tid efter.

Det billede, jeg havde af mig selv, passede pludselig slet ikke på mig – hvor var den friske storbypige, der gik verden i møde med åben pande? I virkeligheden var jeg nu bare en forskræmt lille pige fra provinsen.

Allan blev ved med at forfølge mig og en dag beklagede jeg mig til min veninde.

Men hun syntes, at jeg overreagerede. ”Okay, så er han en klam type, men værre er det vel heller ikke. Kan du ikke bare tage det som en kompliment, at der er en, der er så vild med dig? Bare det var mig”, sagde hun og grinede, som om det hele bare var en vittighed.

Hendes reaktion fik mig til at tvivle endnu mere på min egen dømmekraft. Var det bare mig, der var hysterisk?

Nogle aftener senere, da jeg var ved at koge pasta, ringede telefonen. Da jeg svarede, fik jeg sådan et chok, at jeg tabte pastagaffelen på gulvet.

”Hej, smukke Anne”. Det var Allan. Jeg smækkede røret på uden at sige et ord og satte mig ned på gulvet. ”Stop det, stop det”, hviskede jeg fortvivlet ud i den tomme lejlighed, mens jeg prøvede at få pulsen ned.

De næste par uger ringede han fire gange mere, to af gangene midt om natten, og hver lod jeg være med at svare. Til sidst var jeg så bange, at jeg ringede til min barndomsven, Thomas, som nu var ansat ved politiet.

Men han forklarede han mig, at fordi Allan ikke havde gjort mig noget, var der desværre ikke noget politiet kunne stille op. ”Jeg vil råde dig til at få et nyt telefonnummer og se tiden an. Forhåbentlig taber han så interessen”, sagde Thomas. Men det fungerede ikke.

Jeg sov dårligt, turde knap tage telefonen, når mine venner ringede, og jeg turde ikke længere gå ud om aftenen. En dag kunne jeg ikke mere og jeg brød grædende sammen i kaffestuen på mit arbejde. Selv om jeg var flov, var det rart at få talt med nogen, der gad lytte.

En af pædagogmedhjælperne, Mads, tilbød at hjælpe. ”Bare rolig, ham skal jeg nok tage mig af”, sagde han.

Jeg kendte ikke Mads så godt, for han havde kun været ansat et par måneder, men jeg vidste, at han dyrkede kampsport. ”Ring til mig, næste gang du ser ham”, sagde Mads og strøg mig blidt på ryggen.

Allerede lørdagen efter så jeg Allan. Han sad på et af bordene i mit gamle vaskeri og legede med sin mobil. Med hjertet i halsen skyndte jeg mig ind på caféen ved siden af og ringede til Mads.

Han kom 10 minutter senere, og han var næsten uigenkendelig. Hans blik var hårdt og vredt, og han lignede et bandemedlem, der kom frisk fra et slagsmål. ”Kom, så går vi over og snakker med ham”, sagde han.

Vi gik sammen ind på vaskeriet, og Mads pegede på Allan. ”Er det ham der”? spurgte Mads, og jeg nikkede. Allan løftede hovedet og kiggede skræmt på Mads, som gik direkte over til ham.

Allan rejste sig usikkert og Mads, der var et hoved højere end ham lænede sig fremad, mens Allan nervøst støttede sig til bordet bag sig med begge hænder.

Mads prikkede ham hårdt i brystet med sin finger: ”Hør her, kammerat. Anne er min kæreste, og hvis jeg nogensinde ser eller hører om dig igen, så får du sådan en røvfuld, at du aldrig vil glemme det. Har du forstået”?

Allan mumlede et eller andet og kiggede ned. ”Hvad sagde du? Jeg spurgte, om du havde forstået?” nærmest råbte Mads. Allan nikkede og fik fremstammet, at han havde forstået det.

”Pil af med dig, inden jeg pander dig en”, hvæsede Mads og gjorde plads til at Allan kunne komme forbi.

Med øjnene klistret til jorden, luskede Allan hurtigt ud af vaskeriet. Jeg følte det som om verdens tungeste åg lettede fra mine skuldre.

Mads og jeg gik over på cafeen igen og nu lignede han sig selv. Hans øjne var milde, og han smilede. Mads fortalte, at han med vilje havde puttet et plaster over øjet: ”Bare for effektens skyld”, sagde han, og fnisede som en skoledreng.

Den dag fik jeg mit gamle liv tilbage. Jeg har hverken set eller hørt noget til Allan siden. Til gengæld har jeg fået en ny ven i Mads. Vi er ikke kærester, men spiser af og til sammen og går i biografen eller på café.

Når jeg tænker tilbage på min oplevelse med Allan, er det, som om det var en ond drøm. Og jo længere tid, der går, jo mere uvirkeligt føles det der skete.

København er atter mit paradis og med venner som Mads, så behøver jeg ikke længere være bange for at gå rundt i min elskede by, hverken om dagen eller natten.