Jeg ville så gerne elskes

Kamilla søgte som barn sin mors kram. Forgæves. Så da en mand i området var sød ved hende, blev hun glad. Hun var hans ’prinsesse’. Men snart skulle hun også være hans ’kæreste’. Og det var ikke rart. Hun var ni år.

Hun sætter munden på den grå paprulle med hul i og suger den brune røg ned i sine barnelunger. Egentlig har hun ikke lyst, men den søde mand kalder røgen for ”medicin” og viser hende, hvordan hun skal gøre. Røgen bliver tvunget op igennem munden i et hosteanfald, og som minutterne går, mærker hun en summen i kroppen. Øjenlågene føles tunge, og hun døser hen i sengen. Hvor lang tid, hun har været væk, ved hun ikke. Men hun kan mærke mandens hænder, der glider rundt på hendes krop, kombineret med et tungt åndedræt. Hendes krop føles, som om den er sømmet fast til sengen, og da hans hænder bevæger sig ned til hendes underliv, er det, som om hendes niårige krop fryser til is.

– I starten var han den kærlige far, jeg aldrig havde haft, og jeg elskede at komme hos ham. Han gav mig legetøj, og jeg måtte spise så meget slik, som jeg havde lyst til. Så han blev hurtigt det frirum, jeg havde brug for i hverdagen. For når jeg var sammen med ham, blev jeg hverken slået eller låst inde, fortæller 37-årige Kamilla Holm-Nøttrup.

Blev hurtigt voksen

Vi sidder i Birkebjergkirken, der tit var hendes tilflugtssted som barn, når vold, overgreb og manglende kærlighed blev for meget. Den ligger bare få hundrede meter fra boligområdet Nøddehegnet i det sydlige Næstved, hvor Kamilla tilbragte de første 12 år af sit liv, før kommune greb ind og fjernede hende og hendes tre søskende.

Når Kamilla tænker tilbage på barndomshjemmet, mindes hun den konstante uro, hun havde i kroppen, når hun åbnede døren. Hjemmet flød ofte med vasketøj og opvask, og da hendes mindre søskende kom til verden, var det tit Kamilla, der tog sig af dem. Om morgenen sørgede hun for, at de fik morgenmad og fik pakket deres tasker, og ofte fulgte hun dem i vuggestue og børnehave.

– Jeg havde en stor beskyttertrang over for mine mindre søskende, og jeg havde behov for at vide, at de havde det godt. Jeg vidste godt, at der ikke skulle meget til, før man fik tæsk, og det ville jeg ikke have, gik ud over dem, fortæller Kamilla.

Straffet med tæsk

Selv harmløse fejl blev straffet med slag. Nogle gange kunne det udløse en lussing, bare man ytrede et synspunkt.

Kamilla husker en episode, hvor hun havde været i bad, og hendes mor skulle rede hendes hår. Den manglede balsam fik håret til at blive knudret, og Kamilla skreg og græd, da hendes mor tvang børsten igennem håret. Til sidst slog hun Kamilla med børsten, bankede hendes hoved ind spejlet, og da hun kom tilbage, havde hun en saks i hånden og klippede en stor del af.

– Når min mor havde slået mig, blev hun næsten altid ked af det bagefter. Hun spurgte, om jeg ikke kunne forstå, at jeg havde drevet hende helt derud, hvor hun blev nødt til det. Jeg endte altid med at sige undskyld, for når hun sagde det på den måde, følte jeg jo, at hun havde ret, fortæller Kamilla.

Stemningen i hjemmet fik Kamilla til at søge hen til en anden familie i området. Her var vinduerne ofte mørklagt, og forældrene sov tit om dagen, men hun elskede at være sammen med de små børn. Især en lille pige, som hun skiftede ble på og gav flaske. I en periode havde de en voksen mand boende, og han begyndte snart at vise interesse for Kamilla.

Groomet som barn

– Jeg syntes, at han var enormt sød, både over for mig og for de andre børn i familien, og jeg fandt hurtigt en tryghed i ham, fortæller Kamilla, der begyndte at tage ud at handle med ham. På vej hjem sad hun altid med noget slik i munden eller havde legetøj i favnen.

Efter en tid besluttede Kamillas mor, at Kamilla skulle bo hos manden hver anden weekend for at aflaste hende. I starten glædede Kamilla sig til de eventyr, der ofte udspillede sig, når hun var sammen med manden.

Få Ude og Hjemme leveret i postkassenLæs mere her

De sov i hans campingvogn i skoven. De tog på stranden om aftenen og gik i vandet, og han tog hende med i Bonbonland. Men som tiden gik, begyndte han at vise en anden side af sig selv.

De begyndte at gå i bad sammen. Han sæbede hende ind, og med tiden begyndte han at røre Kamillas krop på intime steder, mens han opfordrede hende til at gøre det samme ved ham. Efterhånden udviklede hans kærtegn sig til fuldbyrdet voldtægt.

Viste tegn på overgreb

– Han kaldte mig ‘sin prinsesse’, og han fortalte mig altid, hvor smuk og dejlig jeg var. Han snakkede om, at vi skulle rejse væk sammen og bo ved vandet, bare ham og mig. Han sagde altid, at jeg måtte sige fra, hvis jeg ikke havde lyst. Men han gjorde meget ud af fortælle, at det var sundt at blive berørt kærligt af andre mennesker. Jeg blev jo ellers kun berørt, når jeg fik tæsk, og det vidste han godt, fortæller Kamilla, der var otte-ni år, da overgrebene begyndte.

Kamilla er dagligt grænse-overskridende (…) Kamilla har ikke et naturligt forhold til det seksuelle, en utrolig storinteresse, som hun delagtiggør over for de andre børn. Både verbalt og ved at blotte sig for at få opmærksomhed.Udtalelse fra Daginstitution Volden 16. november 1994.

Overgrebene mod Kamilla tog til, og når hun var hjemme hos sin mor og far igen, havde hun det ofte dårligt i flere dage. Når hun spiste kød, voksede det i munden og gav hende kvælningsfornemmelser.

– Jeg kan huske, at min mor en dag proppede et stykke kød ind i munden på mig og holdt mig for næsen, til jeg slugte det, fortæller Kamilla.

Blev udadreagerende

I skolen begyndte hun at blive hidsig. Det blev bemærket af de voksne, og det kan læses i nogle af de første indberetninger til Næstved Kommune, hvor bunken med den lille piges sagsakter snart skulle vokse.

Kamilla er en omsorgssvigtet pige, der er vokset op i et hjem, hvor det at slå har været en af opdragelsesmetoderne. Hun er følelsesmæssigt blevet afvist af (sin far*, red.) igennem flere år. (…) Kamilla er en jævnt begravet pige, som har adfærdsmæssige vanskeligheder, hun har en ukritisk og overfladiske kontaktform til andre mennesker.

 

Kamilla på sin første skoledag

Kamilla på sin første skoledag

 

Troede det var normalt

– Jeg spurgte på et tidspunkt min mor, hvorfor jeg skulle gå i bad med ham, men hun slog det hen. Sagde, at det nok var fordi, det var billigere. Så min mor vidste det godt. Derfor troede jeg i starten også, at det var sådan, det var, selv om jeg inderst inde kunne mærke, at det var forkert. Han havde jo flere gange sagt, at jeg ikke måtte sige noget til nogen, fortæller Kamilla.

Vedr. det beskrevne forhold til seksualitet, mener (Kamillas mor red.), at det er noget, som hun hører fra de andre børn i skolen. ” – Næstved Kommune, Handleplan for Kamilla. 20. Marts 1995.

Kamilla begyndte at lukke ned for sine følelser, når hun blev misbrugt seksuelt. Hun oplevede, at hun kunne svæve ud af sin egen krop og se sig selv fra oven. ’Medicinen’, som hun indtog efter hans vejledning, var med til at lamme kroppen, så hverken krop eller sind var til stede, når overgrebene fandt sted. ‘Medicinen’ var hash, ved Kamilla i dag.

Pædagoger var bekymrede

Allerede i vuggestuen var pædagogerne bekymrede for Kamilla, der blev beskrevet som en pige med et hidsigt temperament. Da skolelivet blev en realitet, havde pædagoger og lærere svært ved at nå ind til Kamilla, og der blev adskillige gange udtrykt bekymring for Kamillas mentale tilstand.

I lange perioder gik Kamilla ikke i skole, og i løbet af de første år skiftede hun skole flere gange.

Kamilla synes at tage imod den kontakt, der tilbydes, men ikke på et dybere plan. Kamilla gør opmærksom på sig selv ved konflikter med sine omgivelser.Center for Børn og Unge, Storstrøms Amt, Psykologiske undersøgelse af Kamilla. 18. april 1996.

Kamilla begyndte som barn at søge over i den nærliggende frikirke, hvor hun for en stund kunne finde ro for sine tanker. Her satte hun sig ofte på første række og hørte præsten prædike. Andre gange tog hun over til sin mormor, der gav sit 10-årige barnebarn en nøgle til sin lejlighed. Om aftenen kunne Kamilla gå ture og kigge ind ad vinduerne, mens hun fantaserede om, at hun var en del af en kærlig familie, hvor der var kram og kærlighed.

Problembarnet

– Jeg ville gerne ses og elskes af min mor og far, som, jeg senere fandt ud af, ikke var min biologiske far. Jeg opdagede, at jeg kun fik deres opmærksomhed, når jeg lavede ballade. Men i stedet for at behandle årsagen, forsøgte man at ændre på symptomerne. Jeg blev set som et problembarn, fortæller Kamilla.

Der var ellers voksne nok, der bemærkede, at noget i Kamillas liv var helt galt. Der var bare ingen, der reagerede, før det var alt for sent. Da var skaden sket.

En dag blev Kamilla som 12-årig ført ind på et kontor med sin mor. Tårerne trillede ned ad morens kinder, da en sagsbehandler fortalte, at Kamilla skulle fjernes fra hjemmet. Morens tårer fik Kamilla til at græde, men inde i maven følte hun en blanding af glæde og bekymring.

– Jeg ville gerne væk hjemmefra, men jeg var bekymret over at miste kontakten til mine søskende, fortæller Kamilla.

I de to uger, der gik, fra beslutningen var truffet, til den blev udført, var det, som om Kamillas mor forsøgte at gøre bod. Hun tog Kamilla med overalt. Kamilla fik lov til at spise slik om aftenen, og hun sad ved sin mors side, når moren spillede banko i den lokale klub.

– Det var en af de få perioder, hvor vi hyggede os sammen. Måske havde hun dårlig samvittighed. Jeg ved det ikke, men jeg ville ønske, at det havde været sådan hele tiden, fortæller Kamilla.

 

Kamilla har svært ved at forstå, hvorfor hun først blev fjernet som 12-årig. 

Kamilla har svært ved at forstå, hvorfor hun først blev fjernet som 12-årig. 

 

Fjernet som 12-årig

Efter to uger oprandt dagen, hvor hun blev kørt hen til det opholdssted, som hun skulle være hendes nye hjem. Da bilen stoppede, mærkede hun ingenting, og da hun satte sig ind i stuen og kiggede rundt på de andre, var der hverken tårer eller oprør.

– Er det okay, at jeg ikke græder? Spurgte hun.

Læs del 2:2 af Kamillas historie i Ude og Hjemme – onsdag d. 11. januar.