Mandag, 4. oktober 2021 - 20:00 - Af Maibrit Jürs. Foto: Birger Storm/Aller Foto & Video.
Knud var voldelig og misbruger: Mange ting har gjort mig vred
Vold, sprut, narko og våben har sendt ham i fængsel med 14 domme. Knud er en af dem, der ikke har brudt den sociale arv. Endnu. For Fangekoret har været med til at vise ham en bedre vej.
Print”Vi er levende lys – stjerner på vej …” lyder det fra de 10 dybe basser, der med overraskende mildhed og smukke klange fylder det store konferencerum. Scenen er indtaget af bredskuldrede voksne mænd, og mødte man dem på gaden, ville man aldrig gætte, at de havde korsang til fælles. Men når de åbner munden og lader tonerne flyde, er der ingen tvivl om, at de elsker at synge.
Fangekoret er ude at holde koncert, og med sange som ”I could have used a little help” og ”Maskefald”, der handler om ikke at turde vise sine følelser i et fængsel, synger de sig direkte ind i publikums hjerter.
I dag er det Socialpædagogernes Landsforbund, der har hyret koret, men med godt 50 koncerter om året kommer de syngende herrer vidt omkring. Mange af sangene har korets medlemmer selv skrevet, og de er både ærlige og sårbare.
Mød alle Fangekorets medlemmer her.
Et af korets medlemmer, 45-årige Knud Nielsen, har valgt at synge Bamses Venners sang ”Vi er levende lys”, for den har altid betydet meget for ham.
– Jeg har altid holdt modet oppe med den sang på lange dage i de forskellige fængsler, så da Louise (korets leder, red.) spurgte, om jeg ville synge den, sagde jeg selvfølgelig ja, fortæller han.
Sangen er fuld af kærlighed og handler om, at man skal give plads til andre menneskers forskelligheder. Netop det har alle i koret brug for. Også Knud, der har siddet i fængsel i otte år. Han har 14 domme. De fleste for vold, men også tillægsdomme for spritkørsel og ulovlig våbenbesiddelse og den slags, som han forklarer. Men når han synger, er han bare Knud, og så kan han glemme den tunge bagage, han bærer på til daglig.
Tæsk og stofmisbrug
Knud er vokset op på Nørrebro i København. Som syvårig blev han og to ud af fire søskende fjernet fra hjemmet, hvor der blev drukket tæt. De to, der blev hos forældrene, lever ikke længere. Desværre var livet som plejebarn ikke meget bedre end det, han var vant til hjemmefra.
– Der var også stofmisbrug, og vi blev opdraget med tæsk og kæft, trit og retning, husker han.
Som den ældste af de tre søskende forsøgte Knud at råbe om hjælp, men ingen hørte ham. Når folk fra kommunen kom på besøg, sørgede plejeforældrene for, at det hele så pænt og fint ud.
– Der var ingen, der troede på mig. Eller også lyttede de bare ikke.
Afmagten og den hårde opvækst gjorde Knud til en vred ung mand, der tidligt begyndte at slå fra sig, og når folk ikke ville høre, kom de til at føle.
– Mange ting i livet har gjort mig vred. Jeg kom tidligt ind i et hårdt miljø, hvor jeg begyndte at drikke og tage stoffer. Her var alle ens, og ingen spurgte, hvor jeg kom fra, eller hvordan jeg havde det. Der passede jeg godt ind, for jeg var god til at slå. Set i bakspejlet udviklede jeg mig jo nok til det, nogle ville kalde en voldspsykopat.
I øjeblikket afsoner Knud i Lysholmgård, der er Kriminalforsorgens pension og udslusningscenter i Hvidovre, men han har snart udstået sin straf og håber at blive løsladt 22. december.
– Det ville være den bedste julegave at komme hjem til min familie, smiler han.
Han har nemlig både kæreste og børn, der venter ude i friheden. En søn på 23 og to bonusbørn på 15 og 16. Desværre går det ikke så godt med relationen til den biologiske søn.
– Jeg sad en del i fængsel, da han var lille, og så har jeg jo både drukket og taget en del kokain, så det var ikke megen kontakt, jeg havde til ham. Han er vred på mig, og det kan jeg egentlig godt forstå, siger Knud.
Han håber, at han får mulighed for at rette op på sine fejl, når han bliver løsladt, og at han får lov at være den far, han drømmer om at være for sin søn. Måske er der håb om forsoning.
– Han bor ikke så langt fra os, og for nogen tid siden mødte jeg ham tilfældigt på gaden og fik snakket lidt med ham, da jeg var hjemme på udgang. Det ville være den bedste julegave at få et forhold til min søn.
For Knud betyder sangen rigtig meget. Han arbejder aktivt på at lægge sit misbrug bag sig og at få styr på sin vrede og de raserianfald, der fik ham i fængsel. Det hjælper koret og sangen ham til.
– Fangekoret giver mig så megen glæde. Når jeg synger, bliver jeg lige så lykkelig, som hvis jeg tog en streg kokain, siger han.
Knud kom med i Fangekoret, fordi en anden indsat inviterede ham, og selv om han aldrig havde sunget før, blev han hurtigt begejstret for koret. Efter to år kan han ikke forestille sig et liv uden sangen og det positive fællesskab.
– Jeg skal synge i koret til den dag, jeg går bort. Jeg håber, at drengene vil synge min sang til min begravelse.
Man kan godt være med i Fangekoret, selv om man har afsonet. Det kan man få brug for, hvis man som Knud har valgt at skifte vennekredsen ud. Det har han gjort, fordi han ved, at de gamle venner ville trække ham tilbage i et miljø med druk, narko og vold. I stedet er Fangekoret blevet en del af hans nye netværk, og det betyder meget for, om han lykkes med at vende sit liv.
– Det giver mig rigtig meget at være med. Vi er som en stor familie. Her får jeg nogle sunde relationer, og det er vigtigt for at komme videre, når jeg bliver løsladt, siger han.
I koret får han en følelse af at være noget værd, for de andre medlemmer regner med ham og har brug for, at han er der for dem.
– Det er et kæmpefedt netværk, for vi tager os af hinanden. Her får jeg knus og kram og gaver til jul. Den slags var der ikke noget af blandt mine gamle venner.
I Fangekoret finder både nuværende og tidligere indsatte sammenhold gennem sangen. Her er der plads til følelser, man helst vil skjule bag fængslets mure.
Koncerten er slut, og mens de sidste toner stadig klinger i det indre ører, tager Fangekoret afsked og sanger Tom Hansen opfordrer tilskuerne til at støtte koret ved at købe en cd eller en bog ved udgangen, hvor Knud vil stå klar i en lille salgsbod.
– Og hvis I ikke køber noget, så smadrer han jer, siger Tom med et smil, hvorpå salen, inklusive Knud, bryder ud i høj latter. For selv om Knud har en fortid med at smadre folk, er der ingen, der kan tro, af den lille mand med det milde ansigt og de strålende øjne kunne krumme et hår på deres hoveder.
Knud får ikke længere raserianfald, for han har brugt sit fængselsophold på at få styr på sin vrede og sit misbrug.
– Jeg går hos to forskellige psykologer, hvor jeg får hjælp til at blive ude af misbrug og til at arbejde med de ting, der har gjort mig vred. Det og så min fantastiske kæreste gør, at jeg tror på en bedre fremtid, siger Knud.
Terapien har skabt så stor en forandring, at han i dag er i stand til at være i lokale med en tidligere medfange fra det tæskehold, han engang havde et sammenstød med. Knud blev stukket i ryggen, og hans gode ven blev dræbt. Men det var dengang.
– Jeg har levet et liv på kanten, og for at tage afsked med det liv og komme videre i den rigtige retning er jeg nødt til at slutte fred med fortiden.
På sine lægge har Knud fået tatoveret to kors og navnene på de venner og familiemedlemmer, han har mistet.
For at være helt sikker på at undgå tilbagefald er Knud begyndt at tage antabus. Han vil under ingen omstændigheder risikere at forfalde til druk, når han kommer ud af fængslet. Med løsladelsen til december følger nemlig også hans sidste chance for at rette op på sit liv.
– Min kæreste har sagt, at det her er sidste chance. Hende kan jeg ikke undvære, for hun er verdens sejeste kvinde. Hun er min klippe fra Bornholm, og hun er lavet af granit, siger Knud.
Desuden vil han få en forvaringsdom på ubestemt tid, hvis han bliver taget for vold igen, og det vil han for alt i verden undgå. Nu handler det om at se fremad og bruge de hårdt lærte erfaringer positivt, og det er Knud allerede godt i gang med.
– Jeg holdt mit første foredrag sidste søndag. Det handlede om mit liv, og det gik ret godt, fortæller han.
Han håber at få mulighed for at holde flere foredrag om sig selv og sit liv i fremtiden og vil gerne arbejde med kriminelle unge. Som et led i den plan er et job på Café Exit på trapperne. Caféen hjælper nuværende og tidligere indsatte til et liv uden kriminalitet, og jobbet er en del af Knuds plan for at få vendt sit liv og få mulighed for at bruge sine erfaringer til noget positivt.
– Når man har lavet noget lort, må man få det bedste ud af det. Forhåbentlig kan jeg bruge min historie til at hjælpe andre.
