Midt i sorgen: Nadia og Dennis’ nye babylykke

Sorgen var altoverskyggende, da Dennis og Nadia lagde deres elskede Vilas i den sorte kiste med guldstjerner. Familien insisterede dog på, at livet skulle gå videre, men da Nadia så to streger på graviditetstesten, blev hun ramt af både lykke og angst.

En underlig fornemmelse har indtaget Nadias krop, mens hun sidder på en aftenvagt på Rigshospitalets Traumecenter. 

Sorgen over sin søns død er stadig en stor del af hendes vågne timer, men langsomt har hverdagen taget over med arbejde og det nye hus, der med en omfattende renovering skal være symbolet på deres nye fremtid. Timerne går, men fornemmelsen har klistret sig fast til hendes sind, og da klokken er omkring halv et om natten, går hun ud på toilettet med en graviditetstest. En blanding af spænding og nervøsitet har overtaget hendes krop, og da hun kort tid efter kigger på testen, ser hun en forandret fremtid.

Lejligheden i Brøndby er skiftet ud med det rummelige hus i Ishøj, hvor en stor stue danner rammen om det liv, som familien har drømt om. Her er ikke kasser med medicin eller snakke om begravelse. I stedet giver en babyalarm livsbekræftende lyde fra barnevognen på terrassen. 

Alt føltes sort

Nadia rejser sig, og kort efter ligger den tre måneder gamle Anton i hendes favn, mens hans stolte forældre stråler af kærlighed.  

– Han er simpelthen så smuk, og når jeg kigger på ham, kan jeg slet ikke forstå, at vi er så heldige, siger 34-årige Nadia Zimmermann. 

Ved siden af sidder hendes mand Dennis, og de har holdt sammen gennem sygdom og senere sorg over tabet af deres 1-årige søn Vilas. 

Som Ude og Hjemme skrev tilbage i 2018 nr. 6, havde lægerne givet Nadia minimale chancer for at blive gravid på grund af livmoderhalskræft og endometriose. Alligevel skete miraklet, og Nadia jublede, da lægen kunne overbringe den glædelige nyhed.

LÆS OGSÅ: 2-årige Otto døde under leg

    Men da deres elskede søn var syv måneder gammel, blev lykke vendt til mareridt, da han fik konstateret den alvorlige sygdom ”krabbesyndrom”, der betød, at Vilas kun havde få år at leve i. I fire måneder stod deres liv på standby, mens de passede lille Vilas, der konstant skulle have suget slim op af lungerne, men otte dage før sin 1-års fødselsdag sov han ind. 

Sorgen lå som en tung dyne over Nadia og Dennis’ hverdag, da Vilas var blevet lagt til hvile på det smukke gravsted med den tilhørende bænk. De græd og snakkede og så billeder af Vilas, men efter tre måneder begyndte hverdagen langsomt at snige sig ind på dem. 

– Jeg syntes, at det var sindssygt hårdt at blive en del af hverdagen igen. Når jeg så en mor hive utålmodigt i sit barn i supermarkedet, så stak det i mit hjerte. Eller når en kollega ringede og meldte barn syg, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det var søreme dejligt, at du har et barn. Der var ingen farver, ingen nuancer. Det hele føltes bare sort, fortæller Nadia, der langsomt kom tilbage på arbejde med få timer om ugen. 

Endelig glæde

Den dag, to streger kom til syne på graviditetstesten, bredte der sig for første gang i mange måneder en glæde i Nadias krop. Trods sorgen havde hun og Dennis ikke mistet lysten til at blive forældre, og hun kunne igen skimte lys i den fremtid, der kort forinden så mørk ud. 

De efterfølgende uger blev forventningens glæde blandet med frygten for, at deres barn bar på den samme genfejl som deres afdøde søn, og da Nadia nåede til uge 13, blev hun kaldt ind til den afgørende undersøgelse. 

– Vi fortryder ikke et sekund med Vilas, men vi var enige om, at vi ikke kunne klare det igen, så hvis han havde samme sygdom som Vilas, så skulle det ikke være, fortæller Nadia, der sammen med Dennis ventede i spænding på resultatet, og da opkaldet endelig kom, rendte der glædestårer ned ad deres kinder. Deres ufødte barn var rask.

LÆS OGSÅ: Hvem kan elske mig

Med renovering af deres nye hus, arbejde og et spirende liv begyndte følelserne at sidde uden på tøjet. Frygten for, at lægerne havde taget fejl, fyldte deres tanker, og samtidig kunne de ikke flygte fra den sorg, der nogle dage føltes som et jerngreb. 

– Jeg kan huske, at Dennis en dag stod ude i haven og hakkede løs for at fjerne nogle buske. Han blev ved og ved, selv om det var et umuligt projekt. Men han havde brug for at afreagere – ligesom jeg havde brug for at snakke om mine følelser, forklarer Nadia, der sammen med Dennis konstant var præget af modsatrettede følelser.  

– Jeg glædede mig til at blive far igen, men samtidig holdt jeg mig selv lidt tilbage. For turde jeg elske så meget igen og fordybe mig i processen? Hvad hvis det viste sig, at der var noget galt. Det kunne jeg simpelthen ikke klare en gang til, forklarer Dennis. 

Verdens bedste lyd 

Gennem hele graviditeten havde Nadia Vilas i tankerne, og ofte besøgte hun hans grav og fortalte ham, at han snart skulle være storebror. 

–  Jeg frygtede lidt, at han ville ligne Vilas. At jeg ville sammenligne ham og på den måde føle, at han var kommet tilbage til os. Der var så mange tanker og følelser i den periode, at det var svært at rumme det hele, fortæller Nadia, der i oktober sidste år fik forløst måneders bekymringer, da hun endelig fik sin søn på brystet efter et akut kejsersnit. 

– Da jeg hørte hans små grynt, var det den bedste lyd i verden. For da jeg fødte Vilas, sagde han ikke noget. Så allerede der kunne jeg mærke, at han var helt anderledes, smiler Nadia, der trods sin enorme kærlighed til sin søn stadig ikke kunne lægge frygten på hylden. 

Mens hun lå på barselsafsnittet, mistænkte lægerne Anton for at have en infektion, men da de ville have ham til undersøgelse, begyndte Nadias krop at ryste ukontrolleret. Hun blev bleg, hendes negle blev blå, og tårerne løb ned ad hendes kinder.  

– Pludselig blev jeg overbevist om, at han ville dø, og hvis vi kun havde kort tid tilbage, så skulle jeg være sammen med ham. Når jeg tænker tilbage på den episode, så er det jo åndssvagt, men jeg kunne ikke kontrollere mine tanker. 

Måske er Vilas her

I huset i Ishøj er der tændt op i pejsen i den store stue, der bare venter på, at legetøjet bliver spredt ud over hele gulvet. Haven står klar til hyggelige grillfester og fodbold på græsset, og for første gang i lang tid er lykken altoverskyggende. 

– Nogle gange er det svært at forstå, at vi sidder her i vores nye hus med vores fantastiske søn. Men vi har også lært på den hårde måde, at kærlighed kommer med en masse smerte og bekymring, fortæller Nadia, der har fundet ud af, at man ikke kan forcere, kontrollere eller planlægge sig ud af sorgen. I stedet har de taget en dag ad gangen. Grædt, skreget og været åbne om deres smerte. 

Men selv om frygten altid vil være der, så glæder de sig nu over, at deres kun tre måneder gamle søn allerede kan mere, end Vilas kunne på et år. Den dreng, der har en stor plads i sine forældres hjerter, og som altid vil give et stik af glæde og sorg, når de kigger på de mange billeder af ham på væggen. 

– På et tidspunkt skete der nogle uforklarlige ting her i huset, så vi fik en clairvoyant til at undersøge det. Hun sagde, at hun kunne se en lille dreng løbe og lege i stuen, og han var sammen med en ældre dame på min side af familien, fortæller Nadia og smiler. 

– Ja, jeg aner jo ikke, om jeg skal tro på det. Nogle gange ligger Anton og stirrer på noget, når han bliver puslet. Det er, som om han kan se noget, jeg ikke kan. Måske er det Vilas, der kigger forbi. Måske er det bare mine tanker, der spiller mig et pus. Men uanset hvad, så er det her også hans hjem, og han er altid velkommen.