Mille kunne næsten ikke få luft: Troede jeg skulle dø

Som 14-årig fik Mille konstateret kræft. Hendes far var sin datters beskytter, til glæde og frustration for den unge kvinde. Bølgerne gik højt, og undertiden følte Milles far, at hun hadede ham. Men så gav hun ham en gave, han ikke havde regnet med.

Når jeg tænker tilbage på det, kan jeg ikke huske helt præcis, hvad der skete … det er faktisk løgn. Jeg husker hvert eneste sekund, men det kan jeg ikke holde ud at genleve. Følelsen af at blive kvalt er det, der kommer først, hver gang jeg tænker tilbage på det. Jeg havde det, som om jeg skulle dø, og jeg husker at tænke: ”Det var så det. Nu dør jeg. Lige her på badeværelsesgulvet i et gammelt hus i Søborg.”

Sådan skriver Mille Maagaard Engstrup i bogen ”Et kapitel”, som handler om at være ung, og hvordan sygdom kan vende op og ned på ungdomslivet; at tvivle, være bange, men også at drømme og om at finde en indre styrke, når der er mest behov for det.

14-årige Mille blev nødt til at finde denne styrke, da hun i 8. klasse blev diagnosticeret med cancer. Det begyndte en helt almindelig hverdag. Den 14-årige Mille var på vej hjem fra skole, og de 200 meter fra toget til deres hjem føltes uoverskuelige. Hun havde over en længere periode fået sværere og sværere ved at trække vejret. Lægerne mente, det måske kunne være astma.

– Jeg havde det, som om min krop var gammel, siger Mille, mens minderne formørker hendes øjne. – Den tur føltes som et maraton, og da jeg kom hjem, gispede jeg helt vanvittigt og kunne ikke have sagt et ord.

I entréen smed hun tasken, og så begyndte hun at hoste. Hun bevægede sig mod badeværelset, mens hun gispede efter vejret, men hosten blev kun mere voldsom.

– Jeg hostede helt ukontrolleret. Problemet var, at jeg ikke kunne trække luft nok ned igen, fortæller Mille.

Ingen vidste på dette tidspunkt, at årsagen til den besværede vejrtrækning var, at noget pressede hendes luftrør sammen, så det kun var en tredjedel af den størrelse, det normalt skulle have.

Da hendes far, Christian Maagaard, fandt hende, havde hun måske ligget på badeværelset i 30 minutter. Hun var helt afkræftet, men så skete der noget i Milles krop.

– Det er svært at forklare – men da min far kom ind på badeværelset, fik min krop ligesom hostet rigtigt op, og så kunne jeg få luft, siger Mille.

På hospitalet kunne lægerne ikke finde årsagen, men Milles hosteanfald blev flere og flere, og en dag blev hun sendt til røntgenscanning. Da resultatet kom, blev alle urolige. Det viste sig, at der sad en knude, som trykkede på hendes luftrør. Knuden sad nede i højde med skulderbladene og havde stille og roligt vokset sig stor.

Mille og familien blev sendt til Rigshospitalet i København, og da de kom til børnekræftafdelingen, gik det op for hende, at det var kræft. Mærkeligt nok var en af Milles følelser lettelse.

– Det er mærkeligt at sige, det ved jeg godt, men sådan havde jeg det. Det betød jo, at det ikke var mig, der var tosset. Der var noget galt – som jeg havde forsøgt at forklare i så lang tid!

Far tog orlov

Mens Mille blev overvældet af sin nye tilværelse og alle de følelser, som væltede ind over hende, var hun glad for at have noget solidt at støtte sig til. En klippe. Og Milles klippe havde altid været hendes Far, Christian.

Mille følte, at hendes far straks forstod hende, og han sørgede for at snakke med hendes besøgende, inden de kom ind på stuen.

 

Mille med sin far, Christian Maagaard.

Mille med sin far, Christian Maagaard.

 

– En dag da min farfar og morfar begge skulle komme og besøge mig, fandt min far dem sammen i lobbyen, grædende, fortæller Mille. Han snakkede med dem om, at de selvfølgelig gerne måtte være kede af det, men han bad dem om ikke at stå og græde foran mig.

Ordningen blev, at mor overnattede hos Mille på hospitalet, og at far tog orloven. Det kom aldrig rigtigt til debat. De to havde altid haft et tæt forhold.

– Da jeg var lille, var der ikke noget, min far ikke kunne klare. Han kunne lave alt og kunne fikse alt i min verden. Når jeg havde problemer, kunne han også fikse dem, fortæller Mille med tydelig stolthed.

Som mange andre unge har Mille skrevet dagbog, siden hun var ganske ung. I lange perioder, i begyndelsen af sygdomsforløbet, rørte hun dog ikke sin dagbog.

– Jeg kunne ikke skrive det ned, det var for hårdt, fortæller Mille, og stemmens niveau daler, da hun fortsætter. Jeg vidste, at når jeg skrev det ned, blev jeg nødt til at forholde mig til det.

Men med tiden blev ord skrevet ned, og minder om snakke med veninder, følelsers forvirring, vrede og glæde blev noteret.

Både glad og vred

Mille var netop ved at etablere sig som teenager, da alt normalt pludselig forsvandt. Så Mille var både glad for den beskyttelse, hun fik fra sin far, og samtidig blev hun også vred.

– Når man er i sådan et sygdomsforløb, skal man passe på med infektioner, fortæller Mille. Hvis jeg fik en influenza fra en i min skole, ville det potentielt kunne sætte min behandling flere måneder bagud.

Dette forsøgte hendes far derfor at skærme hende imod. Så da Mille ønskede at komme med til sin venindes konfirmation, sagde han nej. ”Hvad nu hvis der kommer et lille barn, som har været i børnehave? Hvad nu hvis de var syge? Hvad nu hvis de gik hen og hostede på dig?” Sådan havde lægen på hospitalet sagt, forklarede han.

Der kom hans opdragelse af den uge pige til at blive et problem for ham selv – for Mille havde jo lært af den bedste, hvordan man løser problemer. Så hun gik fluks over til lægen.– Jeg spurgte lægen, om han syntes, at det var en dum idé at tage til min venindes konfirmation, fortæller Mille med et skævt smil om læberne.

Og da lægen sagde, at der ikke var noget problem i det, tog Mille lægen med over til sin far og fik ham til at gentage det over for ham.

En dag uden cancer

Da Milles egen konfirmation nærmede sig, husker hun også sin far som bange for, at der skulle ske hans datter noget. – Min far var meget bekymret og prøvede flere gange at aflyse dagen, siger Mille. Tre gange bare om morgenen, som jeg husker det.

Men trods kemo var Mille opsat på at skulle konfirmeres. Den dag skulle hun ikke have cancer.

 

Til Milles konfirmation blev der ikke taget billeder, det ønskede Mille ikke. Men en enkelt gæst overtrådte dette ønske, hvilket Mille er glad for i dag.

Til Milles konfirmation blev der ikke taget billeder, det ønskede Mille ikke. Men en enkelt gæst overtrådte dette ønske, hvilket Mille er glad for i dag.

 

– Jeg husker, at min far løb efter mig halvdelen af aftenen, fordi jeg ikke havde fået taget mine piller, siger hun grinende.

Når Mille husker tilbage, blev konfirmationen en dag, lige som den skulle være. Især husker hun fætre, kusiner og veninder, som spiller pool, hygger sig og griner. Hun følte sig faktisk helt normal.

Mille tror, at hendes far først rigtigt turde føle, mærke og reagere, da hun var blevet rask. Det sled på deres i forvejen hårdt pressede forhold, hvor Mille rigtigt gerne ville lægge det bag sig og bevæge sig videre, mens hendes far begyndte at snakke om tingene og virkede bekymret for, om kræften skulle komme igen.

Mille var startet i 9. klasse, og da hun var begyndt at gå til fester og lave andre teenage-ting, blev deres tid sammen sjældnere, og pludselig blev den uafbrudte tid sammen til perioder med afstand.

– Han troede, at jeg hadede ham, og at jeg havde hadet ham gennem halvdelen af mit sygdomsforløb, fortæller Mille.

Rørt til tårer

Mille bearbejdede blandt andet sygdommen ved at skrive en bog om sit kræftforløb. Bogen tager udgangspunkt i hendes dagbog og hedder: “Et Kapitel – 16 år, et med cancer”. Da bogen var færdig, gav hun den til sin far med et håb om, at den kunne hjælpe ham til at forstå hende bedre.

– Jeg har kun set min far græde én gang, og det var, da han læse forordet til min bog, fortæller Mille.

I dag er alt godt mellem far og datter, og de ses ofte. Helst hver weekend.

– Han er stadig den, jeg snakker med, når jeg har problemer, vi kan tale om alt, siger Mille. Min far er stadig den i verden, jeg er tættest med.

 

Mille Maagaard Egstrup er født i 2003 og bor i København. Bogen “Et kapitel” er hendes første bog, som er inspireret af hendes dagbog fra 2018-20. Mille har altid skrevet dagbog og holder også meget af at læse og tegne. Til hverdag går hun i gymnasiet og bruger tid sammen med sine venner. Udgives af forlaget Mellemgaard.

Mille Maagaard Egstrup er født i 2003 og bor i København. Bogen “Et kapitel” er hendes første bog, som er inspireret af hendes dagbog fra 2018-20. Mille har altid skrevet dagbog og holder også meget af at læse og tegne. Til hverdag går hun i gymnasiet og bruger tid sammen med sine venner. Udgives af forlaget Mellemgaard.