Mor blev gammel og hjælpeløs - del 1:2

Efter min fars død, fik min mor svært ved at overskue hverdagen. Jeg ville gerne være der mere for hende, men jeg havde jo også min egen familie. Men en dag fik jeg en rigtig forskrækkelse, da hun ringede, fordi hun var faldet.

Når jeg kom hjem fra arbejde, fortalte min yngste datter Laura mig tit, at hendes mormor havde ringet. Og at hun havde grædt. Igen. Jeg kunne mærke, at det berørte Laura, og jeg havde det også skidt med situationen.

Jeg vidste, at mor sad meget alene, efter min far var død. Det havde været en svær tid, hvor hun havde passet ham hjemme. Og jeg ønskede for hende, at hun ville få nogle gode år nu, hvor hun ikke var så bundet til hjemmet og ham. 
Jeg håbede, at hendes humør ville vende tilbage, og at hun snart ville begynde at føre nogle af sine planer ud i livet, men det vendepunkt kom bare ikke.

Tværtimod fik mor sværere og sværere ved at overskue hverdagen. Det kunne være sådan nogle småting som, hvilket program hun skulle stille vaskemaskinen på, eller hvor lang tid hun skulle lade dejen hæve, når hun bagte franskbrød.
Der gik et stykke tid, før jeg indså, at hun ikke bare opfandt det her. Hun kunne vitterligt ikke huske den slags dagligdags ting mere. Og det gik op for mig, at mor bestemt ikke var urimelig. Alderen havde bare gjort sit.

Jeg ville gerne hjælpe hende mere, men jeg havde jo også mit eget hjem, som skulle passes, samtidig med et krævende job som souschef på et fritidshjem, og jeg følte ikke, at jeg havde det fornødne overskud til min mor.

En tidlig morgen ringede telefonen, inden jeg var kommet ud af sengen, og jeg lukkede øjnene og kvalte et dybt suk, da jeg hørte mors klagende stemme i røret. Jeg var tæt på at skælde hende ud, men det nåede jeg heldigvis ikke.

”Du kan vel ikke hjælpe mig, Helle”? spurgte hun med spag stemme: ”Jeg ved godt, at det er tidligt, men jeg faldt på vej ud til toilettet, og jeg har sådan slået skulderen og den ene kind”.

Jeg fløj ud af sengen og kastede mig ned i bilen. Jeg var bekymret på turen hjem til hende, for måske havde hun brækket noget eller slået hovedet alvorligt. Og jeg havde også dårlig samvittighed, fordi jeg havde været parat til at feje hende af, da hun ringede. I løbet af den korte køretur gik det op for mig, hvor bange og ensom mor i grunden var.

Heldigvis havde hun ikke brækket noget, og da jeg senere tog hende med hjem til os og lavede en hyggelig frokost, kvikkede hun op igen. Hun ville ikke blive natten over, selv om jeg havde undersøgt min mulighed for at tage endnu en fridag.

”I skal ikke være afhængige af sådan et gammelt liv som mig. Nu går det jo fint”, svarede hun. Jeg havde det elendigt, da jeg kørte mor hjem til det tomme hus samme aften, og det var med fornemmelsen af at svigte hende, at jeg fulgte hende ind og sagde farvel.

Hun forsøgte at virke selvsikker, men angsten for at være alene lyste ud af hendes øjne, og hun blev ved med at klemme min hånd, da jeg ville gå.

På turen hjem kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Situationen var ikke holdbar længere, og jeg begyndte at tænke over, hvilke muligheder der ellers var. 

Da jeg senere snakkede med min mand Poul om det, sagde han netop det, jeg ikke kunne forlige mig med: ”Så må vi prøve at få en plads til hende på plejehjemmet”.

”Den beslutning kan jeg simpelthen ikke tage, Poul. Og jeg tror ikke hun går med til det frivilligt”. Men Poul svarede: ”Har du nogensinde spurgt hende? Måske vil hun føle sig mere tryg”.

Men ville hun mon det?