Frit fald på 10 km - del 2:2

Jeg var den eneste overlevende, da mit fly eksploderede og sendte mig i frit fald på 10 kilometer. Jeg gennemgik mange livsfarlige operationer på flere forskellige hospitaler, og nu var det op til mig at overleve resten.

Da jeg vågnede fra min koma nogle dage efter operationen, havde jeg ingen idé om, hvor jeg var, hvem jeg var, eller hvad der var sket med mig.

Da jeg læste aviserne, anede jeg ikke, at det var min egen ulykke, jeg læste om. Det var nogle fortumlede uger, jeg gik i møde, mens min hukommelse langsomt vendte tilbage.

Det første, jeg kunne huske, var mine katte, siden mine forældres ansigter og senere de få timer før ulykken. Selve ulykken har jeg ingen erindring om.

Tre måneder efter ulykken blev jeg transporteret med fly til Beograd, hvor mit genoptræningsprogram skulle starte. Jeg blev tilbudt beroligende medicin til turen, men afslog. Jeg havde mærkeligt nok ikke nogen flyskræk.

Efter en måned kunne jeg gå igen, men det var ikke kun min fortjeneste. Jeg fik støtte og opmuntring af hele det jugoslaviske folk, som fulgte min historie via aviser og nyhedsudsendelser.

Journalister ville vide alt om de fremskridt, jeg gjorde, og især om ulykken. Med tiden kunne jeg huske flere detaljer, som varierede i deres mærkværdighed.

Først og fremmest skulle jeg slet ikke have været om bord på flyet, men jeg blev omplaceret, fordi en anden stewardesse kom for sent.

Den anden stewardesse kom sig aldrig over ulykken. Tanken om, at hun skulle have været om bord, gjorde, at hun kvittede sit job.

Jeg huskede også ham den ”usynlige” passager, som aldrig dukkede op efter udkaldet til flyet. Jeg tænker, det måske var ham, der placerede bomben, før han forduftede ...

Et år efter flystyrtet meldte jeg mig på flyselskabets kontor for at få mit job tilbage. I starten troede de, at jeg var der for at kræve erstatning, og så det som en provokation.

Da det gik op for dem, at jeg egentlig bare ville have mit job tilbage, blev jeg blankt afvist: “Det er fuldstændig udelukket oven på så traumatisk en oplevelse, frk. Vulović.”

Jeg gennemgik adskillige psykiatriske undersøgelser for at bevise, at jeg havde det fint.

Alle prøverne viste, at jeg ingen psykiske mén havde efter ulykken, og flyselskabet bøjede sig og ansatte mig igen, men kun på én betingelse: Jeg skulle arbejde på landjorden.

Det var rent og skært held, at jeg overlevede flystyrtet. På den anden side tror jeg, at det var min viljestyrke, der reddede mig i sidste ende. Det siger mine læger også. 

Da jeg blev 30, blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde brug for at være uafhængig, og valgte derfor at forlade min mand efter ni års ægteskab.

Jeg er stadig berømt i Beograd, og der er stadig mange, der hilser på mig på gaden. Jeg tror selvfølgelig til en vis grad på skæbnen, men samtidig er jeg overbevist om, at vi selv er herrer over vores liv.

Selv om jeg er religiøs, har jeg aldrig følt, at jeg stod i taknemmelighedsgæld til Gud. Derfor har jeg heller ikke været i kirken for at bede eller takke.

Jeg er helt sikker på, at vi selv skal sørge for at spille vores kort rigtigt. Alle har igennem de sidste 30 år fortalt mig, hvor heldig jeg har været.

Men havde jeg været virkelig heldig, var min vagt ikke blevet ændret, og så havde jeg aldrig været om bord på dødsflyet den skæbnesvangre nat.