Håbede på en søskende til Hugo: Favnen fuld

Simone og Benjamin var lykkelige, da hun blev gravid, så lille Hugo ville få en at lege med. En familie med to børn var deres drøm. Den blev opfyldt, godt og vel, for der var ikke kun én baby i maven. Der var tre.

– Jeg tænkte slet ikke noget i det øjeblik, jeg fik at vide, at der var tre. Der var helt tomt i mit hoved, fortæller Simone Juul Michelsen fra Gilleleje.

Hun griner lidt, mens en larm af børneleg fylder rummet. Simone er 25 år og mor til fire. Hugo på tre år og Holly, Holger og Hjalmer på knap to år.

– Jeg kan huske, DR lige havde vist nogle programmer om at få trillinger, og der havde jeg tænkt, ”godt, det ikke er mig.”

Simone og hendes mand, Benjamin, har efterhånden været kærester i otte år, og de har altid vidst, at det var med hinanden, de skulle have børn. Allerede da Simone var 21, drømte de om en familieforøgelse. Huset havde de købt, og nu var de klar til næste skridt.

Simone har pcos (en hormonel forstyrrelse), der gør, at hun har sværere ved at blive gravid naturligt end andre. Så de fik hjælp med fertilitetsbehandling. Allerede ved det første forsøg var der gevinst, og Hugo kom til verden. Kort tid efter besluttede de sig for at forsøge igen, så børnene kunne få glæde af hinanden.

Ønskede to børn

Denne gang gik det ikke så nemt. Fire gange mærkede Simone og Benjamin skuffelsen over en negativ test. De ville dog give det et sidste forsøg.

– Min krop begyndte at sige fra. Det var hele tiden undersøgelser og insemineringer, og man bliver bare udmattet, begrunder Simone.

Femte gang lykkedes det i den grad. Simone blev gravid, og en scanning i uge syv viste, at der var hele tre befrugtede æg.

Benjaminvar på arbejde, og han troede først, at hun lavede sjov, da hun ringede med nyheden.

Men den var god nok, og i stedet skulle de vordende forældre tage stilling til et vigtigt spørgsmål. Gynækologen talte om en eventuel fosterreducering, da der er større risiko for både for tidlig fødsel, væksthæmning og spontan abort, når der er tre fostre.

Simone og Benjamin blev dog hurtigt enige om, at det ikke var en mulighed for dem, fordi undersøgelser viste, at alle tre fostre var sunde og raske. Nu skulle de til at forberede sig på et liv med fire børn, der alle var under to år.

– Det var da noget af en mundfuld. Vi vidste ikke helt, hvad vi skulle tænke, og besluttede os for at tage det, som det kom, fortæller Benjamin.

Svær ventetid

Simones graviditet blev hård. Der sker i snit otte trillingefødsler om året i Danmark, og det er ikke uden risiko for børnenes udvikling. Derfor fik hun at vide, at hun næsten intet måtte foretage sig, hun skulle holde sig i ro.

– Der var nogle milepæle, vi skulle forbi, før vi kunne føle os sikre på, at børnene havde det godt, så en del af graviditeten gik med bekymringer, fortæller Simone.

Hun måtte ikke engang løfte Hugo for at lege med ham. Ventetiden føltes lang, og bekymringerne blev suppleret med kvalme og opkast. Flere gange måtte hun indlægges for at få væske. Simone talte dagene til uge 28, hvorefter trillingerne ville være rimeligt stærke, selv om hun skulle gå i for tidlig fødsel.

Hun nåede helt til uge 29. Vandet gik om natten den 2. januar, og mens Simones far passede Hugo, tog hun og Benjamin til sygehuset, hvor hun Holly, Holger og Hjalmer kom til verden ved et vellykket kejsersnit.

Indlagt i tre måneder

Den første tid var familien indlagt på neonatalafdelingen. Selv om trillingerne var født tre måneder for tidligt, havde de det godt. Der var en periode, hvor de fik mad gennem sonde og ekstra ilt, men de var raske og voksede, som de skulle.

– Til sidst ville jeg bare hjem. Jeg savnede en almindelig hverdag, og jeg savnede Hugo, der boede hjemme, mens vi skiftevis var hos ham, når vi ikke var med de tre små på sygehuset. Samtidig gik Benjamin og byggede værelser i huset til alle børnene, så der var meget at se til, fortæller Simone.

Efter tre måneder blev de udskrevet skulle til at finde den normale hverdag igen.

– Det har da været hårdt, men jeg ved ikke, om det er så meget hårdere, end hvis man bare har et barn, fortæller Benjamin.

Simone kigger på ham, og de griner til hinanden og hun supplerer:

– Vi har i hvert fald ikke tænkt meget over det, for der var jo ikke så meget, vi kunne gøre ved det, og jeg synes egentlig, det går godt.

Nu er trillingerne snart to år, og det betyder, at der er en del mere energi i huset. Der er løb og larm og ikke mange stille stunder i huset. Vaskemaskinen og opvaskemaskinen kører på højtryk, for at de kan følge med.

– Jeg kan da godt savne at trække stikket i bare 10 minutter, men det må jeg gøre, når de bliver ældre. Til gengæld kan jeg mærke, at jo ældre de bliver, desto mere glæde får de af hinanden. De har allerede nu et helt specielt bånd, der bliver stærkere hele tiden, fortæller Simone, der glæder sig over at have fået opfyldt sin familiedrøm og ikke ønsker sig flere børn.

– Fire er rigeligt. Nu skal vi i hvert fald ikke have flere, siger hun med et smil.

Forkæl en du holder af med et gaveabonnement til Ude og HjemmeDet stopper automatisk igen - læs mere her