Niels fældede dødsenglen fra Nykøbing Falster Sygehus: Jeg meldte min kollega for mord

Niels Lundén var den overlæge på Nykøbing Falster Sygehus, der meldte sin kollega, sygeplejerske Christina Aistrup Hansen, for drabsforsøg på patienter. Det var hans kæreste, sygeplejersken Pernille, der først fattede mistanke.

Overlæge Niels Lundén

Niels var chokeret. Han blev så gal, at han råbte ad sin kæreste, Pernille, over den mistanke, hun lige havde sat ord på:

– Jeg tror, hun slår patienter ihjel med vilje, havde Pernille sagt om sin kollega Christina på akutafdelingen på Nykøbing Falster Sygehus.

– Det er en uhyrlig anklage. Hvis man siger sådan noget, selv til sine bedste venner, risikerer man at skabe et rygte. Det kunne smadre både hendes og vores verden. Vi vidste jo ikke, at hun var skyldig, siger Niels Lundén, som var overlæge på selv samme akutafdeling.

Selv havde han aldrig haft skyggen af mistanke. Han kunne godt huske sager, hvor en patients død var kommet som en overraskelse for alle, men hver gang havde lægerne fundet en mulig forklaring.

– Jeg havde fuldstændig tillid til hende. Jeg gik op og ned ad hende hver dag på afdelingen, siger Niels.

Parret aftalte, at Pernille skulle forsøge at finde beviser, næste gang hun var på arbejde sammen med Christina. Det var hun lørdag nat den 28. februar 2015.

Læs også: Ung mor frikendt for mord på datter 

Absurd situation

Niels havde fri, og han blev opdateret med sms’er natten igennem. Hurtigt stod det klart, at der var noget om snakken. Nu var det op til Pernille at skaffe beviser, mens Niels forsøgte at regne ud, hvordan han bedst kunne få politiet på sagen og sikre sig de beviser, som formentlig ville ligge i affaldet fra afdelingen.

– Hvis det var rigtigt, at hun slog patienterne ihjel, var det absurd. Nogle gange står man i situationer, hvor livet er større, end hvad man kan forestille sig, siger Niels.

Fire mennesker fik hjertestop den nat. Én blev genoplivet og lever stadig den dag i dag.

– Ingen af os havde forestillet os, at det skulle blive så sindssyg en historie, hvor flere mennesker skulle dø, og flere mennesker skulle udsættes for et overgreb fra Christina på samme nat, fortæller Niels.

Han havde mødt vicepolitiinspektør Søren Ravn Nielsen og besluttede sig for at kontakte ham direkte. Derfra rullede sagen, som blev Danmarks første af sin slags. Ude i verden hedder de ”health care serial killer” eller ”angels of death” –  dødsengle.

Læs også: Den sag glemmer jeg aldrig: Banal bilulykke blev til mord 

Nægter sig skyldig

”Så kom man endelig hjem efter den værste nattevagt nogensinde. Men tak for kampen”, skrev sygeplejerske Christina Aistrup Hansen på Facebook efter nattevagten.

Den 1. marts 2015 klokken 15.34 blev hun anholdt foran sit hjem, sigtet for drabsforsøg og fængslet. Hun har ikke været ude i friheden siden.

I landsretten blev hun idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter, to af dem døde på hendes sidste nattevagt, én blev genoplivet. Den fjerde døde tre år tidligere.

Christina nægter sig

Efterspil

Niels arbejder ikke længere på sygehuset i Nykøbing Falster. Hvor Christina fik løn fra akutafdelingen i et halvt år, mens hun sad varetægtsfængslet, oplevede Niels at blive set på med mistro.

– Pernille og jeg følte os overladt til os selv. Da der faldt dom i byretten, havde jeg en forventning om, at ledelsen ville gå ud og sige, at det er forfærdeligt, vi har ondt af alle dem, som er kommet til skade, men vi er glade for, at nogle af vores medarbejdere kunne gøre det rigtige, siger han. Men det er aldrig sket, og det har haft konsekvenser.

– Vi fik stadig smadret vinduer herhjemme, siger han.

For Niels betød det, at han søgte væk fra hospitalet. I dag arbejder han som kommunallæge for Gulborgsund Kommune. Pernille er blevet på akutafdelingen, for hun elsker sit job. Men det har været svært, fordi der florerer så mange rygter og løgne.

Hun oplevede, at nogle af hendes kolleger var bange for hende, som om de frygtede, at hun ville mistænke dem for drabsforsøg, hvis en patient døde, fortæller Niels.

Pernille ønsker ikke at blive interviewet og fotograferet, netop fordi hun stadig arbejder på sygehuset. Hun har ikke lyst til, at patienterne kobler hende til den sag. Hun har heller ikke lyst til at søge væk, for hun skammer sig ikke. Hun ved, at hun ikke har gjort noget forkert.