Vanvidsbilist slog vores børn ihjel: To mødre i sorg

Jennie og Margareta mistede begge en søn i den samme ulykke, hvor en ung kvindes vilde kørsel kostede fire 16-årige drenge livet. Stop vanvidskørsel, beder mødrene, der her deler deres sorg.

Natten til 31. maj 2020 skete en bilulykke, som satte tre svenske byer i sorg og rystede Sverige. Fire 16-årige drenge på bagsædet af en Audi A4 blev dræbt. Føreren, en 19-årig kvinde, blev hårdt kvæstet, men overlevede. Det samme gjorde en 14-årig pige, som sad på passagersædet foran.

I en efterfølgende retssag kom det frem, at bilen kørte 150-160 km/t. på en vej, hvor hastighedsgrænsen er 70 km/t. Dette kunne fastslås ved en undersøgelse af bilens automatiske datasystemer samt bekræftes af en anden bilist, som var blevet overhalet med stor fart på strækningen kort før ulykken.

I en kurve i et skovområde ved landsbyen Sørfors på vejen mod Sundsvall kom bilens højre hjulpar uden for vognbanen. Bilen ramte en grøftekant til en lille stikvej og blev slynget ud i terrænet med voldsom kraft.

 

De fire 16-årige drenge, som blev dræbt i ulykken, sad alle på bagsædet af denne bil.

De fire 16-årige drenge, som blev dræbt i ulykken, sad alle på bagsædet af denne bil.

 

Under retssagen kom det frem, at den 19-årige kvinde, som førte bilen, ofte kørte vildt hurtigt, og tit med kun én hånd på rattet, mens hun talte i en mobiltelefon med den anden hånd. En veninde til den 19-årige fortalte, at den 19-årige også kunne finde på at svinge højre ben over på passagerens ben, mens hun trådte på gaspedalen med venstre fod. Veninden kunne bekræfte sit vidneudsagn med en videooptagelse på sin mobiltelefon. Desuden var der en videooptagelse inde fra ulykkesbilen, som blev sendt med Snapchat få minutter før ulykken, og som bekræftede den vilde kørsel.

Føreren blev idømt to måneders fængsel for blandt andet grov uagtsomhed.

Drengene, som mistede livet, var Max Larsson og Emil Idh, begge fra byen Støde, Milton Vestman fra Ljusdal og Felix Persson fra Delsbo. Ved ulykkesstedet er der i dag en mindeplads for de omkomne. 

De fire 16-årige drenge, som blev dræbt i ulykken, sad alle på bagsædet af denne bil.

– Det er en bundløs sorg og et kæmpe tab, en smerte, jeg ikke ved, hvordan jeg skal håndtere. Nogle gange føles det, som om at tårerne aldrig stopper, og simple ting i hverdagen er umulige at overkomme, fortæller Jennie.

Sidste gang hun så sin søn, var fem dage før ulykken. Felix var hos sin far den uge, men var taget hen til sin mor.

– Vi snakkede, krammede og sagde, at vi elskede hinanden. Det var det sidste kram, jeg fik fra Felix.

 

Jennie Hedqvist, mor til Felix Persson, 16 år.

Jennie Hedqvist, mor til Felix Persson, 16 år.

 

Dagen før ulykken ringede Jennie til sin søn og spurgte, om han ville komme og spise taco med dem, men Felix svarede, at han ville tage til et biltræf.

– Jeg svarede: “Hav det så sjovt, og pas på dig selv”.

Dagen efter sendte Jennie en besked til Felix via Snapchat og spurgte, om han ville komme og grille med dem om aftenen. Men han åbnede aldrig beskeden.

– Jeg tænkte, at han måske lå og sov, hvis han var kommet sent hjem, så jeg fortsatte med at gøre klar til kaffen.

Mens Jennie stod i køkkenet, ringede det på døren. Hendes søn Lukas kom ind og sagde, at politiet spurgte efter hende. Da hun så dem ude i gangen, blev hun iskold.

– Er der sket noget?

– Det er nok bedst, at vi sætter os ned, svarede politiet.

– Lever han?

– Nej, desværre.

Politiet fortalte om ulykken, og at det var fire drenge, der omkom.

– Jeg brød sammen, men det lykkedes mig at komme hen til sofaen. Jeg ville ikke høre mere og blev helt omtåget.

Jennie, hendes sambo og Jennies mor tog på hospitalet for at se Felix en sidste gang. På stedet blev de modtaget af politi og en præst.

– Det var vigtigt at sige farvel, at se Felix en sidste gang. Meget vigtigt.

Senere på aftenen, da de tog hjem, beskriver Jennie det som et mørke og kaos i hendes hoved. Det var det samme i ugerne efter. Alt var så uvirkeligt, og ting i hverdagen, som egentlig var enkle at udføre før ulykken, blev svære.

Efter ulykken var hun hjemme i 11 uger. Hun fortæller, at hun græd hver dag og havde svært ved at sove.

– Alting snurrede bare i mit hoved.

I dag beskriver Jennie sorgen som et pendul. Den ene dag føles lidt lettere, den næste falder hun ned i et mørkt hul igen.

Jennie har besluttet ikke at blive bitter, uanset hvor ondt det gør. Hun ved, at Felix ikke ønsker, at hun skal være ked af det.

– Jeg tænker, at ​​jeg bliver nødt til at leve videre for Felix' skyld, for han fik ikke lov til at leve sit liv. Jeg har mulighed for at gøre noget godt ud af livet, og jeg har en søn til. Jeg skal være stærk. Hvis jeg ikke havde haft Lukas, ved jeg ikke, om jeg nogensinde havde kunnet komme ud af sengen igen.

Et andet skridt i håndteringen af ​​det, der er sket, er, at Jennie har taget et kursus i sorgbearbejdning. Hun håber på at blive coach og hjælpe andre, der er tvunget til at gennemgå det samme mareridt, som hun gjorde og fortsat gør.

– Man bliver et andet menneske, man har ikke kræfter til at bekymre sig om små ting. Men nu skal jeg lære at leve igen. Jeg har været nødt til at vende siderne og starte forfra i livets bog, siger Jennie og bliver stille.

Jennie har gennemlevet ulykken om og om igen, og hun har så mange gange tænkt på, hvordan alting ville have været, hvis han ikke var taget til træf den aften og ikke var trådt ind i den forkerte bil.

– Jeg har undret mig over, hvad der skete minutterne før ulykken. Reagerede Felix og indså, hvad der skete? Men nu prøver jeg at tage en dag ad gangen og lære at gå en ny vej uden min søn.

 

Der er i dag en mindeplads for de fire dræbte drenge på ulykkesstedet.

Der er i dag en mindeplads for de fire dræbte drenge på ulykkesstedet.

 

I huset hjemme i den lille landsby er der billeder af Max i alle rum. De forestiller en livsglad 16-årig dreng. Hans varme smil og opmærksomme øjne fortæller, at han var en fyr med meget liv, varme, omsorg og tro på fremtiden.

– Uanset hvor meget jeg ønsker det, venter og længes, ​​vil jeg aldrig få min Max tilbage. Det føles, som om en del af mit liv sluttede den dag. Min Max kommer ikke hjem igen. Aldrig mere vil jeg høre hans stemme eller kramme ham.

30. maj 2020 løb Margareta et maraton med en veninde. Da hun om eftermiddagen var på vej hjem, talte hun med sin søn i telefonen, og han fortalte, at han og hans bedste ven Emil skulle til biltræf ikke langt derfra.

 

Margareta Larsson, mor til Max Larsson, 16 år.

Margareta Larsson, mor til Max Larsson, 16 år.

 

Margareta syntes, at han skulle blive hjemme, men der var mange fra hans klasse, der skulle dertil, og til sidst besluttede de, at det var okay, at han tog af sted.

Margareta havde kontakt med Max flere gange i løbet af aftenen, ligesom hun normalt havde, når han var sent ude. Da klokken blev tre om natten, ringede Margareta og sagde, at nu skulle han se at komme hjem.

– Max lagde på og blev lidt irriteret over, at jeg ringede. Jeg vidste, at han sad i en bil og var på vej ud for at købe burgere, og derefter skulle de tilbage til træffet for at kunne køre hjem.

Det var den sidste samtale, hun havde med sin søn. 10 minutter senere var han død.

Margareta fortæller, at hun ringede mindst 50 gange, efter opkaldet sluttede, og hun husker angsten i sin krop. Sidste gang hun ringede den nat, var 04.30, så faldt hun i søvn af udmattelse. Hendes krop var udmattet efter maratonløbet tidligere på dagen. 

Halv ni vågnede hun med et ryk og indså, at Max stadig ikke var hjemme.

– Så blev jeg bange og sagde til Max' far, at vi skulle ud og lede og ringe til venner og finde ud af, hvad der er sket.

Hun nåede ikke mere end at klæde sig på og gå ned i køkkenet, før hun så en politibil køre ind i gården. Hendes første tanke var: ”Nu har han gjort noget dumt”.

Hun gjorde sig klar til at gå ud og tage imod Max, men da hun åbnede døren, så hun to politimænd stige ud af bilen sammen med en præst. Så forstod hun, at Max ikke var her mere. Alt blev sort, og det eneste, hun husker, var hendes spørgsmål til politiet: ”Er han her ikke længere?”

”Nej, Max er død”, svarede politiet.

– Resten er ligesom et stort, tomt, sort hul inde i mig. 

Margareta ville se Max en sidste gang, og hun ringede til hospitalet i Sundsvall. Først fik hun ikke lov til at komme. Det var søndag, og der var ingen til at hjælpe.

– Jeg gav ikke op. Jeg ville se min søn en sidste gang for at forstå, at han ikke længere var her. 

Til sidst fik familien lov til at komme og se Max. Han lå der i yndlingstøjet, som var sønderrevet. Der blev det definitivt for Margareta. Max var ikke mere.

For Margareta er der et liv før Max' død og et liv efter. Og livet efter er stadig en kamp for Margareta. Bare det at komme ud af sengen hver morgen.

Margareta var sygemeldt i et par uger efter ulykken og begyndte derefter i nyt job, hvilket hun er taknemmelig for.

Hun går på kirkegården hver dag, og der sidder hun og snakker med Max, husker og tænker tilbage på alting.

– Jeg tænker på, hvor galt alt kan gå. At sætte sig ind i den forkerte bil på det forkerte tidspunkt. Jeg blev frataget en del af mit liv den dag. Max forsvandt for altid, og jeg kommer ikke til at opleve, at han bliver student, får børn, uddanner sig eller gifter sig. Jeg kan aldrig dele de oplevelser med Max. Det er så forkert, og alt føles fortsat som et mareridt.

– Jeg tager en dag ad gangen. Sorgen vil altid være der, og jeg forsøger at lære at leve med den og uden min Max.

 

Jennie holder et foto af sin søn, Felix (tv.). Margareta holder et foto af sin søn, Max.

Jennie holder et foto af sin søn, Felix (tv.). Margareta holder et foto af sin søn, Max.