Vi var tæt på at blive udstødt. Jeg forlod sekten - del 2

Jeg mødte Ole og vi blev ved et uheld gravide, og vi var tæt på at blive udstødt fra sekten. Vi fik lov at blive og stiftede familie, men sekten havde stor magt over os og vores liv.

Jeg levede konstant i frygt for dommedag… indtil jeg mødte Ole på et stort landsstævne for Jehovas Vidner. Jeg blev dybt forelsket i ham og var fuldstændigt solgt. Jeg tabte interessen for alt andet end ham, og i min lykkerus af gengældte følelser holdt jeg faktisk op med at bekymre mig så forfærdeligt meget om dommedag.

Ole var tre år ældre end mig, han var gået ud af skolen og arbejdede nu i sin fars anlægsgartnervirksomhed. Oles forældre tilhørte naturligvis også Jehovas Vidner, og han var altså modsat mig født ind i det. Vi var lykkelige og enige om næsten alting. Vi ville ikke have børn, for vi var enige om, at verden ikke var et godt sted for børn at vokse op i. Nogle måneder efter vores første møde løb følelserne af med os, og jeg mistede min uskyld. I tankerne legede jeg med muligheden for at få en abort. Det havde andre mulighed for, men det var helt anderledes for os Jehovas Vidner. Abort var en meget stor synd, og selv om jeg måske kunne holde aborten skjult for mine forældre og for menigheden, ville Jehova kunne se mig hos lægen. Så det var ikke nogen mulighed. Ole og jeg var nødt til at gå til De Ældste i menigheden, hvor vi måtte stå skoleret og fortælle om vores ugudelige opførsel. Jeg var rædselsslagen og sikker på, at vores brøde ville give anledning til, at vi blev udstødt. Udstødelse er den ultimative straf. Det ville betyde at vi mistede kontakten til både familie og venner inde for troen, og det ville også betyde, at vi ville være tvunget til at dø en frygtelig død på dommedag.

De Ældste valgte til vores store lettelse at give os en såkaldt ”offentlig” irettesættelse. Det betød, at en af De Ældste under et stort møde i rigssalen bekendtgjorde, at Ole og jeg havde fået en irettesættelse. Bagefter blev der holdt et meget kort foredrag om emnet ”utugt”. Derefter var der kold luft omkring os en tid. Ingen talte til os, og vi var meget flove. Nu vidste alle, hvor forfærdeligt uartige vi havde været. Ole og jeg blev gift et år efter, at vi havde mødt hinanden. Jeg var gravid, og vi var igen fuldt accepterede medlemmer af menigheden. Efter brylluppet flyttede vi sammen i et lille hus, som vores familier og andre medlemmer hjalp os med.

Ole og jeg var stolte, for nu var vi i gang med at danne vores helt egen familie inden for Jehovas Vidner. Vores datter, Louise, skulle naturligvis opdrages i den rette tro. Snart var jeg gravid igen, og denne gang blev vi velsignet med en dejlig, lille dreng, som fik navnet Jesper. Min hverdag var travl, selv om jeg fortsat gik hjemme, og den var i hvert fald ganske anderledes end mine tidligere skoleveninders. Vi skulle flittigt studere Biblen, og vi skulle studere med sammen med Louise og Jesper, så snart de blev gamle nok til at forstå den mindste smule af det. Min hverdag var fuldt optaget af forskellige gøremål som følge af mine anstrengelser for at gøre alt så godt som muligt. Det var nu mere vigtigt end nogensinde, at jeg kom med i ”Den Nye Verden” efter dommedag, for mine to børn skulle i hvert fald ikke blive moderløse. Ofte følte jeg mig så udkørt, at jeg måtte stille mig tilfreds med visheden om, at Ole gjorde sit bedste. Så ville børnene nemlig komme med på hans fortjeneste. Men for mig var det, som det havde været i barneårene, stadig en pinsel at tage ud at forkynde. Det værste var dog, at jeg hen ad vejen mærkede, at det også var en pine for børnene.

Når jeg selv følte mig grebet af panik og angst, blandt andet ved tanken om dommedag, var jeg sikker på, at Louise og Jesper havde det på samme måde. Jeg ville så gerne give dem tryghed, men jeg synes ikke, jeg magtede det. Efterhånden magtede jeg heller ikke at komme til møderne. Det var ellers meget vigtigt at møde op, så vi kunne få påfyldt ”åndelig føde”. Men jeg blev bare mere og mere fyldt af dårlig samvittighed over ikke at kunne gøre tingene godt nok.

Men det var først, da Louise skulle begynde at gå i skole, at jeg tog min beslutning om, at mine børns barndom skulle ligne alle andres, og at jeg derfor måtte træde ud af Jehovas Vidner ...

Se også: Mit liv ændrede sig drastisk. Jeg forlod sekten - del 1