Biologer frygter dominoeffekt hvis tapiren uddør

Tapiren bliver kaldt skovens gartner, fordi den spreder frø over store afstande og er livsvigtig for planternes biodiversitet. Men den er faretruende tæt på at blive udryddet i den Atlantiske Regnskov i Sydamerika.

Det er gået den helt forkerte vej med bestanden af den kluntede lavlandstapir, som er i overhængende fare for at uddø i den Atlantiske Regnskov i Sydamerika, hvis der ikke sættes ind.

Det skriver Videnskab.dk.

Faktisk står det så galt til, at den kun kan findes i omtrent 1,78 procent af dens oprindelige udbredelsesområde i skoven, der dækker dele af Brasilien, Argentina og Paraguay, konkluderer et nyt studie, som er udgivet i Neotropical Biology and Conservation.

En af de store trusler for artens overlevelse er, at populationerne bliver mere og mere isolerede, da blandt andet jagt og motorveje holder dem adskilt, hvorfor de får sværere ved at formere sig, advarer forskerne bag studiet.

– Historisk var jagt den vigtigste årsag til udryddelse, derefter skovrydning og nu isolation. Jagt er stadig en trussel i de mindste bestande, men er ikke længere en overhængende trussel i de større, siger førsteforfatter og ph.d. Kevin Flesher, der er tilknyttet Biodiversity Study Center, Michelin Ecological Reserve i Brasilien, til Videnskab.dk.

– Det betyder, at overvindelse af isolation er vejen frem, fortsætter han.

Skovens gartner

Tapiren er kendt for mange ting. Ikke nok med, at det er det største vilde pattedyr i Sydamerika med en kampvægt på op til 300 kilo, så er den også kendt som skovens gartner.

Den fungerer nemlig som et transportbånd for en række af store frø. Tapirens diæt består af omtrent 50 procent af frugt, og når den er færdig med et festmåltid, bevæger det store dyr sig ud på en vandretur. Når måltidet har lagt sig, tager frøet turen igennem fordøjelsessystemet, ryger ud af den anden ende og spirer i et nyt område.

– Det er almindeligt at finde tapirgødning med intakte og spirende frø, uddyber Kevin Flesher til Videnskab.dk.

En anden vigtig faktor er, at tapirer bevæger sig over lange afstande og på den måde bærer frø flere kilometer væk fra modertræet.

– Det hjælper planterne med at kolonisere nye levesteder og holder gener i bevægelse hen over landskabet, hvilket hjælper med at undgå indavl. Det er især vigtigt i Den Atlantiske Regnskov, hvor reservater ofte omfatter forladte landbrugsarealer, der ikke har frøbanker af de fleste skovarter. Tapirer bærer frø ind i disse områder og hjælper med at regenerere skoven, forklarer Kevin Flesher.

Har besøgt 93 reservater

“Tapirer er det største sydamerikanske pattedyr og spiller en grundlæggende rolle i skoven som frøspreder og til jordgødning,” skriver professor i tropisk økologi Mauro Galetti Rodrigues, der ikke er en del af studiet, i en mail til Videnskab.dk.

“Tabet af tapirer i et helt biom (ensartet, økologisk sammenhæng, der strækker sig over et stort område; red.) vil være katastrofalt for mange store frøplanter, som har tapirerne som deres unikke spredning,” fortsætter Mauro Galetti Rodrigues, der er ansat ved University of Miami og har forsket i, hvordan tapirerne kan være med at øge diversiteten af planter.

Når vi taler om biodiversitetskrisen, er det ikke nok blot at fæstne blikket på antallet af udryddede arter. Vi skal også se på, hvordan det går for dem, der stadig lever, og hvad de betyder for økosystemerne.

Tabet af tapirer er ét eksempel på, hvordan arters uddøen kan skubbe på en slags dominoeffekt i økosystemerne. Omtrent halvdelen af alle plantearter er afhængige af netop dyr til at sprede deres frø.

Grund til optimisme

Den gode nyhed er, at der bliver arbejdet på at få bragt bestanden op. Efter årtiers bevaringsindsats begynder situationen så småt at blive bedre, og resultaterne giver anledning til forsigtig optimisme hos Kevin Flesher

Men de reducerede populationsstørrelser kan medføre en stigning i indavl, som fører til for eksempel tab af genetisk variation. Derfor peger Kevin Flesher på, at man skal blive bedre til at binde de isolerede reservater sammen.

– Det fremtidige arbejde handler om at finde måder at forbinde eksisterende populationer, for eksempel ved at finde ud af, hvordan man kan lave motorvejsinfrastruktur, der gør det muligt for dyrene at krydse motorveje.

– Disse løsninger er dyre, så det vil kræve, at man finder kreative måder at finansiere bevaringsindsats, at man gør samfund opmærksomme på vigtigheden af at bevare biodiversiteten, og at man gør det til et spørgsmål, der diskuteres under politiske valg, fortsætter Kevin Flesher og afslutter:

– Hvad, der er sandt for tapiren, gælder også for mange andre store pattedyrarter, for eksempel jaguaren, pumaen, kæmpebæltedyret.