Overraskende dansk studie: Selv hyggesportsudøvere ældes bedre

Studiet er det første til at undersøge stamceller og nerveaktivitet i vores muskler, og hvor forsøgspersonerne ikke er topatleter.

Motion er godt for helbredet og holder knokkelmanden fra døren. Det er de fleste nok efterhånden klar over. Så hvorfor skal du læse denne artikel?

Jo, den gode nyhed ifølge et dansk studie er, at du ikke skal styrketræne seks gange om ugen eller gennemføre ekstremløb gennem Gobi-ørkenen for at passe på dig selv, skriver videnskab.dk

Faktisk er hele pointen med det nyskabende studie, at er du en af de mange, som for eksempel bare svinger badminton- eller tennisketsjeren med vennerne, dribler fodbold, ror eller cykler på moderat niveau gennem livet, ja, så er du faktisk beskyttet i nogen grad langt op i alderdommen.

Det er Casper Søndenbroe, ph.d. ved Københavns Universitet og førsteforfatter på det nye studie, der for første gang nogensinde kan løfte sløret for hvorfor, samt hvilke mekanismer der ligger bag.

I studiet, som er udgivet i det prestigefyldte britiske tidsskrift The Journal of Physiology, konkluderer Casper Søndenbroe og kolleger nemlig, at moderat fysisk aktivitet igennem livet vedligeholder antallet af muskelstamcellerne, også kendt som satellitceller.

Almindelige motionister

– Folk, der har løbet eller trænet på meget højt niveau i mange år, er der blevet forsket en del i, og med god grund. Men de færreste træner jo sådan. Vi har derfor taget fat i en “normal” gruppe, som træner rekreationelt – sport, som alle i princippet kan være med på, fortæller Casper Søndenbroe til Videnskab.dk.

Satellitcellerne, altså stamcellerne i musklerne, skal være til stede, når muskler skal hele og vokse. Men man ved nu, at de også har andre roller, blandt andet i forhold til at bevare nerveforbindelser i musklerne, forklarer Casper Søndenbroe.  

Med tiden går nerverne til grunde, hvilket kaldes ”denervation”, men passer og plejer man den, ja, så udskyder eller forlænger man dens levetid, fortæller Casper Søndenbroe.

– Og cellerne er i langt højere grad til at få øje på hos de ældre, som har trænet “allemandssport”, end hos dem, som ikke har. Og det er et rigtig positivt tegn, pointerer eksperten.

Veludført studie

Det er ret god viden fra et i øvrigt veludført studie, konstaterer Jakob Wang, ph.d. ved Institut for folkesundhed – Idræt, Aarhus Universitet, som Videnskab.dk har foreholdt studiet.

– De mest pessimistiske forskere vil argumentere for, at henfaldet af menneskers skeletmuskulatur sætter i gang allerede i slutningen af 20’erne, hvorefter det i de flestes tilfælde kun går én vej, indtil det yderligere accelereres omkring 50-års-alderen, uddyber Jakob Wang, som ikke selv har været med til at lave studiet.

– Så det er vigtigt at opretholde skeletmuskelmassen og dens funktion, i takt med man bliver ældre. Hvilket vi i øvrigt længe har været bevidste om, tilføjer han.

Styrketræning er godt

Skal man sætte ind her, så er styrketræning en af de bedste strategier til at modvirke konsekvenserne af muskelnedbrydning, der kommer med alderen, forklarer Jakob Wang.

– Indtil videre har vi primært styrketræningsstudier, der undersøger effekterne af styrketræning i kortvarige perioder med ældre. Så den største værdi i Caspers studie er, at der her er fokuseret på en population, der er karakteriseret ved at have levet et langt liv med moderat og frem for alt lystbetonet, fysisk aktivitet.

Alt i alt er det ifølge Jakob Wang et studie, som i høj grad opmuntrer til, at den ugentlige fodboldaftale med rødderne ikke nedprioriteres til fordel for sofaaftener, Vild med Dans eller sammenkomster i bridgeklubben.

– Hvis du fastholder glæden ved motion igennem dit voksenliv, vil dine muskler takke dig på det tidspunkt, hvor du har allermest brug for dem – når du bliver gammel, konkluderer Jakob Wang.