Sådan gavner te dit kolesterol

Bladene til sort, grøn og hvid te kommer fra samme plante. Forskellen ligger i måden, de præpareres på efter plukningen. Grøn og hvid te har størst kolesterolsænkende effekt.

Elsker du sort te? Den er alle tiders og en dejlig drik uden kalorier. Men tænker du også på dit kolesteroltal, så overvej at hælde grøn eller hvid te i kruset en gang indimellem. Ifølge en samlet analyse af 15 kliniske afprøvninger har sort te ingen direkte gavnlig virkning på kolesterol, hverken det farlige LDL, det gode HDL eller det samlede kolesteroltal. Derimod sænker grøn te både LDL og totalkolesterol, viser anden analyse. Grøn te er også med til at sænke et forhøjet blodsukker samt forbedre virkningen af insulin, så det giver dermed dobbelt bonus for en type 2-diabetiker, der skal holde et ekstra vågent øje med det kolesteroltal, som ellers øger faren for åreforkalkning og blodprop.

Beskytter kroppen

Noget tyder endda på, at hvid te har endnu bedre kolesterolsænkende effekt end den grønne. I hvert fald indeholder hvid te allerflest af de stoffer, som får æren for et lavere kolesteroltal, selv om vi endnu ikke ved ret meget om, hvordan hvid te virker hos mennesker. De kolesterol­gunstige virkninger tilskrives særlige indholdsstoffer af typen catechiner, især epigallocatechingallat, forkortet EGCG. Det er både antiinflammatorisk og virker som en antioxidant, det vil sige som en slags indre rustbeskyttelse, der beskytter kroppen mod farlig iltning.

Her er nogle gode råd til at drikke te:

  • Drik grøn og hvid te, så tit du orker, og i det omfang, du ikke bliver speedet af koffein. Vælg eventuelt koffeinfri varianter.
  • Lad vandet afkøle lidt efter kogning, når du laver grøn og hvid te, så de sunde catechinerstoffer bedre bevares. Vandet til en grøn sencha skal være 80-90 grader, før det rammer tebladene til første udtræk, mens te på grønt matchapulver typisk skal være 70-85 grader. Hvid te kræver cirka 80 grader varmt vand. Til sort te, rooibos og urtete skal vandet være kogende.

Overvej også disse typer te:

  • Pu Erh er en klassisk kinesisk fermenteret medicinsk te, der i en mindre afprøvning førte til bedre kolesteroltal og vægttab.
  • Rooibos, også kendt som rød te, brygges på bladene fra en sydafrikansk busk. Rooibos kan ifølge et studie sænke LDL og øge HDL hos mennesker med øget risiko for hjerte-kar-sygdomme. Den er fra naturens side koffeinfri og derfor et godt valg, hvis du gerne vil begrænse koffein. Den indeholder godt med antioxidanter, blandt andet quercetin. Noget tyder på, at rooibos også kan dæmpe blodtrykket.
  • Kombucha er kold, fermenteret te brygget på en kultur af bakterier og gær. Jeg elsker personligt kombucha, selv om den er dyr herhjemme. Da kombucha laves af grøn te, tænker jeg, at den har samme gode egenskaber som selve teen. Foreløbig tyder dyreforsøg på, at kombucha kan sænke LDL og beskytte det mod at blive farligt, sænke triglycerider, altså blodets fedtindhod, samt øge HDL. Kombucha indeholder levende probiotiske bakterier, der kan optimere den vigtige tarmflora.

Kilde: Sænk dit kolesterol, Politikens Forlag

Giv et gaveabonnement til Ude og HjemmeJulegaven, der glæder igen og igen