Dansk studie: Cykelture er godt for mennesker med diabetes

Et nyt dansk studie peger på, at der kan være gode grunde til at kunne lide jernhesten, hvis man lider af diabetes. Men studiet har sine begrænsninger, mener en ekspert.

Danske forskere har for første gang undersøgt, hvad cykling mere præcist kan betyde for de flere hundredetusinde danskere, der lider af diabetes. Og det ser lovende ud.

I studiet forbindes en tur på den tohjulede med en nedsat risiko for både tidlig død og død af hjertekarsygdomme for personer med diabetes, sammenlignet med personer med diabetes, der ikke cykler.

Jo længere de cykler, des lavere er risikoen.

En time om ugen 

De positive effekter ser ud til at blive opnået allerede ved blot én times cykling om ugen. Og så ser effekten ud til at være uafhængig af andre fysiske aktiviteter.

Det fortæller Mathias Ried-Larsen, seniorforsker og gruppeleder ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, til Videnskab.dk. Han er én af hovedforfatterne på studiet, der er publiceret i tidsskriftet JAMA Internal Medicine.

Mange studier slår fast, at cykling er forbundet med en lavere risiko for tidlig død blandt befolkningen. Men det er ifølge Mathias Ried-Larsen ikke blevet undersøgt hos personer med diabetes.

– Personer med diabetes har svært ved at være fysisk aktive – især med høj intensitet. Cykling kan implementeres i hverdagen, også med relativt høj intensitet. Og det kan altså have en gavnlig effekt for personer med diabetes i forhold til prognose og diabeteskontrol, siger Mathias Ried-Larsen til Videnskab.dk.

Forskningschef er skeptisk

Ifølge Peter Vestergaard, forskningschef ved Steno Diabetes Center Nordjylland, er det et “fint studie” med mange deltagere. Han er dog lidt påpasselig med at konkludere for meget ud fra det, efter han har læst det igennem for Videnskab.dk.

– Der er flere betydende forbehold, siger Peter Vestergaard og uddyber:

– Man skal jo have et vist helbred for at kunne cykle, så selv om man justerer, vil de, der kan cykle, have et andet helbred eller en anden sundhedsprofil – for eksempel at have tid til at cykle – end dem, der ikke cykler. Så det er én af de væsentligste.

– Det er et udmærket studie til at generere hypoteser. Vi kan bruge studiet til at gå ud fra, at de, der cykler, ser ud til at have en lavere dødelighed. Men vi kan ikke med sikkerhed sige, at det netop er cyklingen, der er årsagen, siger han til Videnskab.dk.

Nøglerolle i behandling

Forskerne tager dog allerede forbehold for nogle af faldgruberne, påpeger Mathias Ried-Larsen.

– Det er et observationsstudie, så vi kan ikke 100 procent sige noget om årsager og virkningsforhold. Vi kan ikke 100 procent sige, at cykling er hovedårsagen. Men vi har gjort et stort arbejde for at udelukke andre årsager. Vi har set på ændringer over tid, og det styrker vores tro på, det kan være det (cykling, red.). Men vi kan aldrig udelukke, der kan være andre faktorer, siger han til Videnskab.dk.