En læser fortæller: Jeg kan ikke tåle din lugt

For seks år siden blev jeg ramt af duftallergi, men i første omgang tolkede jeg symptomerne som en hårdnakket influenza. Jeg havde næsten konstant hovedpine, og jeg var plaget af smerter i led og muskler og følte mig flere gange dagligt svimmel og utilpas.

Selv om jeg kun var 32 på det tidspunkt, begyndte jeg at hive efter vejret, bare jeg skulle op ad trappen til min og min kæreste Mikkels lejlighed på anden sal. Min hukommelse og koncentrationsevne var heller ikke, hvad den havde været.

Skimmelsvamp i lejligheden?

Da det havde stået på nogle måneder, begyndte Mikkel og jeg at spekulere på, om vi havde skimmelsvamp et sted i lejligheden, for vi havde hørt, at det kunne give den slags symptomer.

I alt tre besøg hos lægen afslørede, at det var noget helt andet, jeg ikke kunne tåle, nemlig parfumer og kemiske dufte.

Der findes en tendens til overfølsomhed i min familie, så vi havde altid brugt sæber, shampoo og andre præparater, som er udviklet til allergikere. Dog havde jeg et par parfumeflasker stående på badeværelseshylden, men de røg ud, og vi gennemgik kritisk alle produkter herhjemme for eventuelle dufte. Mikkel kasserede også sin velduftende aftershave og deodorant.

Desværre fortsatte mine gener, og jeg måtte indse, at det også var andre menneskers dufte, jeg ikke kunne tåle. Det var en kæmpe udfordring for mig at melde ud om det til især mine kolleger. Venner og familie havde jeg nemmere ved at sige det til.

Usynlig diagnose

På det tidspunkt havde jeg arbejdet på kontoret i et forsikringsselskab i fem år, og jeg var glad for at være der. Vi sad 22 kvinder og 9 mænd i samme store lokale. På opfordring fra min læge informerede jeg først min kvindelige chef, som jeg endnu ikke kendte så godt, fordi hun kun havde haft stillingen i et halvt år.

Til min store lettelse var hun virkelig lydhør, og vi fik en rigtig god snak om, hvor svært det er at have en usynlig sygdom. Det vidste hun nemlig selv en hel masse om, fordi hun lider af fibromyalgi. Indtil den dag havde jeg intet anet om hendes diagnose.

Heldigvis kunne min chef udmærket se, at der måtte ske noget radikalt, hvis jeg skulle blive i min stilling, og hun foreslog mig, at jeg kunne få mit eget kontor. Der var nemlig et lille kontor ledigt. Det var en god løsning, selv om jeg faktisk havde været glad for at sidde sammen med alle mine kolleger.

Allerede samme dag fortalte chefen personalet om dette nye tiltag og forklarede også om baggrunden for det.

Jeg blev set som hysterisk

Næste skridt for mig var at melde ud til de meget duftende af mine kolleger, at jeg faktisk overhovedet ikke kunne tåle at være tæt på dem. Da jeg gjorde det første gang, var jeg så nervøs, at jeg nok kom til at træde en kollega over tæerne. Men det er jo en ret følsom ting at kritisere den måde, folk lugter på.

– Nå, men det er altså ikke mit problem, men dit eget, svarede hun stødt.

Der var desværre nogle, der opfattede mig som hysterisk og hypokondrisk. Men til min glæde var der også en håndfuld af dem, jeg havde siddet tættest på, som holdt op med at bruge parfume på jobbet, og dem kunne jeg derfor sidde sammen med i kantinen. Chefen sørgede også for, at duftblokke på personaletoilettet og sæbe med parfume blev bandlyst.

Drukket af flasken

Efterhånden er jeg blevet bedre til afslappet at fortælle, at jeg ikke kan tåle folks parfume. Jeg er også blevet klar over, at der er parfume i alt og stort set alle vegne, også de mest uventede steder. For kort tid siden kom jeg i en butik til at bruge noget kraftigt parfumeret håndsprit, og jeg blev lige så dårlig, som hvis jeg havde drukket af flasken.

Faktisk har jeg været en slags frontløber, for længe inden coronakrisen og restriktionerne gjorde virtuelle møder til noget almindeligt, var jeg begyndt at tale med mine duftende kolleger via skærmen, når det var nødvendigt at holde et møde, også selv om vi kun befandt os få meter fra hinanden. Med omtanke har jeg det i dag lige så godt, som før jeg blev erklæret parfumeallergisk.