Sonny tabte 25 kilo på slankemedicin: Det er ikke en mirakelkur

Da lægen bad 38-årige Sonny Fehrs om at stige op på vægten, vidste Sonny godt, at den var høj. Selv regnede han med at se et tal på omkring 150 kilo. Men vægten viste ingenting. Den lille skærm var sort. Så Sonny måtte træde ned igen og stille sig op på en anden vægt, som kunne registrere flere kilo. Til sidst blinkede det endelig tal på 213 kilo.

– Det kom som en kæmpe mavepuster, siger Sonny, som samtidig fik beskeden om, at han havde diabetes.

Det stod med andre ord lysende klart den dag i lægekonsultationen, at Sonnys liv var i fare på grund af hans vægt. Derfor kiggede han på sin læge og sagde: ”Jeg er nødt til at gøre noget. Men jeg kan ikke klare det alene.”

Det var ikke første gang, Sonny havde bedt om hjælp til vægttab hos en læge. Men sidste gang det skete, havde han fået beskeden om, at det bare handlede om mere motion, mindre mad, og at han skulle tage sig sammen. De tre råd var selvfølgelig sande nok. De var bare ikke en hjælp.

– Det føltes som at få et slag over nakken at få at vide, at jeg bare skulle tage mig sammen, når jeg nu kom for at få hjælp. Jeg ved da godt, hvad jeg skal putte i indkøbsvognen, og hvad jeg skal spise for at leve sundt. Men det er noget andet i mit hoved, der skal laves om. Jeg er fanget i det og styret af mad på samme måde som en alkoholiker eller en narkoman er det af deres misbrug, siger Sonny, som heldigvis ikke fik at vide, at han bare skulle tage sig sammen den dag vægten viste 213 kilo.

Startede på slankemedicin

I stedet foreslog lægen ham medicinen Ozempic, som både ville stabilisere hans blodsukker og mindske hans appetit ligesom Wegovy, der indeholder samme stof.

Fra da af begyndte Sonny at stikke sig i maven med Ozempic en gang om ugen, og det gav resultater.

– Jeg tabte mig 25 kilo på fem måneder. 30 procent var nok min egen vilje, der sagde, at nu skulle der altså ske noget. Men resten var helt sikkert medicinen, der hjalp mig. Den nedsatte bare sulten, og gav mig en helt anden mæthedsfornemmelse. Hvis jeg havde tilberedt en ordentlig portion mad, så måtte jeg opgive og smide det meste ud, siger Sonny, som ellers ikke var vant til at opgive, når det handlede om mad.

Pølsemix og sovs

Vægten har været for høj, siden han var skolebarn og kom hos sin mormor i middagspausen for at få god, gammeldags mad med masser af opbagt sovs for derefter at spise samme kost hjemme hos forældrene om aftenen.

Som teenager begyndte han at komme fast i den lokale grillbar, hvor han gerne bestilte den store gang pølsemix et par timer inden, han gik hjem til aftensmaden, hvor der også blev øst rigeligt op. Og hans forbrug blev ikke mindre, da han fik kredit hos grillbaren og bare kunne få det hele skrevet på en regning.

Det var ikke fordi, at Sonny fra Løgumkloster ikke var bevidst om, at der var en regning at betale. Både den hos grillbaren og den han påførte kroppen. Utallige gange har han da også været på kur, ligesom han er kommet hos en diætist. Men den slags handlede kun om, hvad han puttede i munden. Og Sonnys vægt handlede langt mere om det, der foregik i hovedet.

Efter han kom på slankemedicinen, begyndte maden faktisk at fylde mindre i hans tanker. Og som vægten faldt, begyndte de foruroligende tal fra diabetisen hurtigt at stabilisere sig. Efter tre måneder var de faktisk normale.

– Jeg synes virkelig, medicinen er fantastisk, fordi der jo ikke er så mange andre muligheder, når man er så overvægtig. Og den virker. Jeg kender en, der har tabt sig 70 kilo på et år. Men det er altså ingen mirakelkur. Hovedet er jo stadig ikke med, siger Sonny, som ved, hvad han taler om.

Sorg i familien

For selv om man er på medicin, så fortsætter livet jo. Og en gang imellem byder livet på smerte og kriser så store, at de overtager al fokus. Det skete desværre for Sonny sidste efterår, da han havde taget medicinen i et halvt år og var taget på en ferie til Thailand. Mens han nød solen og livet allermest, fik han nemlig en opringning, som ændrede alt. Hans blot 41-årige søster havde fået kræft. Og det gik hurtigt.

Sonny rejste straks hjem til Sønderjylland, hvor han i de næste fem måneder var med til at tage sig af sin søster, som blev mere og mere afkræftet for øjnene af ham hjemme i forældrenes stue. I den periode handlede det hele om at få hende op om morgenen og hjælpe med træning og pleje, inden han tog på arbejde, for så at gentage det hele igen, når han fik fri.

Det var så krævende og opslidende for følelserne, at Sonny både gjorde det forbi med sin kæreste gennem det sidste halvandet år. Ligesom han stoppede med at tage sin medicin. Han havde ikke mere at give af. Ikke mere overskud. Og det gik selvfølgelig ud over vægten. Men Sonny havde andet at tænke på.

Sådan har det faktisk været i det meste af hans liv. Når der har været kriser, og dem har der været mange af, så er vægten gået op.

– Det hele hænger sammen. Selvfølgelig gør det det.

Et aktivt liv

– Nu skal toget sættes i gang. Jeg skal tage fat, hvor jeg slap, og medicinen hjælper mig helt sikkert. Men jeg lever bestemt ikke, som jeg skal. Det indrømmer jeg gerne. Jeg har mange ting at slås med. Godt nok er jeg typen, der har det bedst med at hjælpe andre, og som siger, at nu kører det hele fint. Men det gør det ikke, når jeg sidder alene i sofaen om aftenen, erkender Sonny, som ønsker at komme til at veje 100 kilo.

Han gør det mest af hensyn til sit helbred. Og af hensyn til sin mor.

– Jeg er da bange for, at min overvægt tager livet af mig. Det tænker jeg tit over, faktisk. Det er ikke fordi, jeg er bange for døden. Men jeg vil nødigt dø inden min mor. Det er min største frygt. Jeg ved ikke, hvor hun ville gøre af sig selv, hvis jeg også døde fra hende.

På ret kurs

Sonny tør godt at stikke ud og vise sig selv, sådan som han nu er. Lige nu gør han det også på TV 2 i den stærke dokumentarserie ’Styret af mad’, hvor syv meget forskellige danskere viser deres liv, hvor maden har taget kontrollen på den ene eller anden måde.

Selv har Sonny et klart mål med at stille sig frem.

– Jeg synes, der skulle være noget mere hjælp til overvægtige på samme måde som andre misbrugere. Altså nogle behandlingscentre, hvor man bliver fjernet fra sine normale omgivelser og vaner. Det er ikke nok at få tilbudt en diætist en gang om ugen, siger Sonny, som for år tilbage var på Ebeltoft Kurcenter i 10 måneder.

– Det er det bedste, jeg har gjort i mit liv, for det handlede ikke bare om kost og motion. Hovedet var også med, og vi blev coachet hver eneste dag, siger Sonny, som tabte sig meget undervejs. Tre-fire år efter havde han taget vægten på igen, men selv er han sikker på, at han havde holdt den rette kurs, hvis han var kommet på nogle opfølgende ophold.

Sonny vil dog ikke kun råbe behandlingssystemet op. Han vil også gerne sige noget til alle de normalvægtige med de fordømmende øjne:

– Hver gang I ser en overvægtig, så skal I tænke: Han eller hun er ligesom mig. Vedkommende har bare nogle andre ting at slås med, opfordrer han.