Jeg ved ikke, om jeg skriver til det rigtige sted, men jeg søger råd på grund af min dybe bekymring for mit bonusbarn.
Jeg har været bonusmor for ham, fra han var 4 år og til i dag, hvor han er 14. Jeg ser ham hver anden weekend samt i ferier.
Min bekymring går på, at drengen i hele sin levetid kun har villet spise søde sager og usund mad. Han lever af pomfritter, slik/chokolade, kager, sodavand, hvidt brød med syltetøj eller smør, pandekager, pasta og pølsehorn.
Når han er hos os, får han havregrød til morgenmad, og det er jo godt. Problemet er, at han tømmer hele skålen med kanelsukker for at kunne spise det.
Det eneste sunde, han vil spise, er en gulerod og nogle gange æbler. Vi kan til nød klemme en rugbrød med hamburgerryg
i ham, og den bruger han meget lang tid på at spise.
Han får ikke rugbrød hjemme hos sin mor. Dog er han heldigvis meget glad for mælk.
Det er alt, hvad han spiser, og jeg er dybt bekymret for ham. Man kan se på hans hud og de sorte rande under øjnene, at han slet ikke får den næring, han har brug for.
Når han er hos os, spiser han næsten ingen mad, men får lov til at spise en masse snolder. Jeg kender ikke hans mor så godt, men jeg tror ikke, hun går meget op i sundhed, men lader ham spise, hvad han vil.
Da han var yngre, fortalte sundhedsplejersken, at det er helt normalt, at børn ikke vil spise i perioder, og at vi på ingen måder måtte presse ham. Det skulle nok komme. Men der er ikke sket noget!
Han er en tynd dreng, ikke så høj og meget stædig. Han sidder meget foran sin computer og spiller en del fodbold. Han er en indelukket dreng, og jeg har en fornemmelse af, at han kun har få venner.
Han er også en skøn og kærlig dreng med en fantastisk personlighed, og han er en super god storebror for sine søskende.
Jeg har gentagne gange nævnt for min kæreste, at det er bekymrende, at drengen spiser så usundt, og at jeg synes, han skal tale med moren om det.
Det resulterer i, at vi bliver uvenner, da det sårer og rammer min kæreste, at jeg kritiserer hans barn.
Det forstår jeg godt, for far og søn ser ikke hinanden ofte, og min kæreste vil ikke bruge en kort weekend på madkampe. Da det ikke er mit barn, har jeg blandet mig fuldstændig udenom og ladet stå til i mange år.
Men det er hårdt at se på, at forældrene overhovedet ikke tager ansvar, og i min optik er det omsorgssvigt. Jeg kan ikke forstå, at de ikke søger professionel hjælp og får ham undersøgt samt får råd og vejledning.
Jeg er bange for, hvad det kan give af sundheds -og udviklingsmæssige konsekvenser, at han lever på denne måde.
Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe ham og har brug for at vide, hvad jeg kan stille op?
Håber inderligt, at du vil svare på min besked.

Question

Jeg ved ikke, om jeg skriver til det rigtige sted, men jeg søger råd på grund af min dybe bekymring for mit bonusbarn.

Jeg har været bonusmor for ham, fra han var 4 år og til i dag, hvor han er 14. Jeg ser ham hver anden weekend samt i ferier.

Min bekymring går på, at drengen i hele sin levetid kun har villet spise søde sager og usund mad. Han lever af pomfritter, slik/chokolade, kager, sodavand, hvidt brød med syltetøj eller smør, pandekager, pasta og pølsehorn.

Når han er hos os, får han havregrød til morgenmad, og det er jo godt. Problemet er, at han tømmer hele skålen med kanelsukker for at kunne spise det.

Det eneste sunde, han vil spise, er en gulerod og nogle gange æbler. Vi kan til nød klemme en rugbrød med hamburgerryg
i ham, og den bruger han meget lang tid på at spise.

Han får ikke rugbrød hjemme hos sin mor. Dog er han heldigvis meget glad for mælk.

Det er alt, hvad han spiser, og jeg er dybt bekymret for ham. Man kan se på hans hud og de sorte rande under øjnene, at han slet ikke får den næring, han har brug for.

Når han er hos os, spiser han næsten ingen mad, men får lov til at spise en masse snolder. Jeg kender ikke hans mor så godt, men jeg tror ikke, hun går meget op i sundhed, men lader ham spise, hvad han vil.

Da han var yngre, fortalte sundhedsplejersken, at det er helt normalt, at børn ikke vil spise i perioder, og at vi på ingen måder måtte presse ham. Det skulle nok komme. Men der er ikke sket noget!

Han er en tynd dreng, ikke så høj og meget stædig. Han sidder meget foran sin computer og spiller en del fodbold. Han er en indelukket dreng, og jeg har en fornemmelse af, at han kun har få venner.

Han er også en skøn og kærlig dreng med en fantastisk personlighed, og han er en super god storebror for sine søskende.

Jeg har gentagne gange nævnt for min kæreste, at det er bekymrende, at drengen spiser så usundt, og at jeg synes, han skal tale med moren om det.

Det resulterer i, at vi bliver uvenner, da det sårer og rammer min kæreste, at jeg kritiserer hans barn.

Det forstår jeg godt, for far og søn ser ikke hinanden ofte, og min kæreste vil ikke bruge en kort weekend på madkampe. Da det ikke er mit barn, har jeg blandet mig fuldstændig udenom og ladet stå til i mange år.

Men det er hårdt at se på, at forældrene overhovedet ikke tager ansvar, og i min optik er det omsorgssvigt. Jeg kan ikke forstå, at de ikke søger professionel hjælp og får ham undersøgt samt får råd og vejledning.

Jeg er bange for, hvad det kan give af sundheds -og udviklingsmæssige konsekvenser, at han lever på denne måde.

Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at hjælpe ham og har brug for at vide, hvad jeg kan stille op?

Håber inderligt, at du vil svare på min besked.

Mange hilsener Thilde · Accepted Answer

Gid jeg havde et enkelt og præcist svar med et quickfix til dig. Det har jeg desværre ikke.

Jeg er dog fuld af beundring over, at du er så opmærksom på din bonussøns sundhed, og jeg kan sagtens forstå, det må være svært at stå på sidelinjen, når du gerne vil gøre det bedste for ham.

Som du nævner, kan det være en udfordring, når man ikke selv har forældremyndigheden, og du kun ser drengen hver anden weekend.

Hvis de usunde spisevaner hovedsageligt foregår hos moren, har din kæreste desværre heller ikke mulighed for at ændre ret meget alene, når han ser ham så sjældent.

Det vigtigste er, at faren ikke bruger tiden med sin søn på at kæmpe om mad hver weekend. I stedet bør han forsøge at tage en stille og rolig snak med drengens mor. Og det er her, han virkelig får brug for din støtte.

Mødre kan tit fornægte eller gå i forsvar, når noget ved deres børneopdragelse bliver kritiseret.

Klæd din kæreste på til at tage imod hendes forsvar med roen i behold og læg op til, at de kan vende tilbage til samtalen senere, hvis den første snak ikke fører til en konkret plan.

Samtalen kan godt sætte tanker i gang hos hende, selv om hun går i forsvarsposition med det samme.

Brug sundhedsplejersken

Hvis forældrene efter flere forsøg ikke kan finde en fælles løsning, kan din kæreste overveje at kontakte sundhedsplejersken og inddrage hende i processen.

Det er et godt næste skridt, men husk, at du ikke direkte kan ændre noget selv. Din støtte til din kæreste og din opbakning til at hjælpe ham med at stå fast er det vigtigste her.

Jeg anerkender også, hvor svært det kan være at tage emnet op med kæresten, når I tidligere har været uvenner over det.

Prøv igen, men brug måske strategien med at holde bolden på egen banehalvdel – ros bonussønnen for det gode menneske, han er, og fortæl, hvor meget du holder af drengen.

Lad din kæreste vide, at det er på grund af din omsorg for hans søn, at du bekymrer dig.

Held og lykke med det.

Usund 14-årig: Hvordan får jeg mit bonusbarn til at spise sundere?

Kære Thilde

Godt for både kroppen og miljøet: 5 gode grunde til at spise havregryn

Kære Bonusmor

Gevinster ved at spise frugt

Flere svar

Generende mavesyre

Sådan tackler du stress i hverdagen

Glemt p-pille

Oppustet mave

Lægen samarbejder med politiet i kritiske situationer

Træthed efter blodprop i hjertet

Bekymret for narkose

Når mor og far drikker

Mest læste

Gunnhilds mand fik amputeret sin penis

Jeg mistede livslysten efter min mands selvmord

Min kæreste fandt en lidt for smart løsning

Tatovering var ved at slå mig ihjel

Typen de færreste kender: Den stille narcissist