Tegn på træningsafhængighed

Træning, motion og masser af hverdagsbevægelse er sundt på alle fronter, og for de fleste af os er det en positiv interesse, der stadigvæk levner masser af plads til andet i tilværelsen. Men jeg ser nogen, for hvem træningen fylder alt for meget af hverdagen med meget lange cykelture, maratonløb på stribe, ironman, flere daglige besøg i fitnesscentret, og hvad man nu ellers finder på. I svære tilfælde er der tale om såkaldt træningsafhængighed, som påvirker ens sociale liv, fordi træningen prioriteres fremfor børn, kæreste, ægtefælle, venner, arbejde og fritidsinteresser.

Faresignal

Et faresignal er, at man er så bundet til træningen, at man aldrig vil aflyse den, selv om andre vigtige forhold i hverdagen egentlig kræver det. Med snusfornuft klarer man sædvanligvis ­situationen selv, når man erkender problemet, eller andre taler dunder til én. Men er ­familien ved at gå op i limningen, isoleres man i sin egen træningsboble, eller risikerer man at miste arbejde eller uddannelse. Da bør man tale med læge eller psykolog om at få hjælp.

Psykologen Mia Beck Lichtensteins beskriver i bogen ”Find træningsbalancen mellem sundhed og smerte” en række punkter, hvor træningen har taget overhånd, som jeg har arbejdet videre med.

Når motion tager overhånd

• Træning er det vigtigste i tilværelsen, som du konstant tænker på og taler om.
• Træningen kontrollerer dig. Det bør være omvendt.
• Du siger ofte nej til venner, arbejde og familie. Dit sociale netværk brokker sig bekymret over at blive valgt fra.
• Du holder sjældent hvile-dage af frygt for at miste styrke, udholdenhed og tage på i vægt.
• Trods al træningen føler du dig aldrig rigtig tilfreds. Der skal hele tiden mere til.
• Uro, tristhed, irritabilitet eller angst er følgen, hvis du springer en træningstime over. Kroppen bliver anspændt, sveder, og ryster af abstinenser, mens tankerne konstant kredser om, hvornår du kan få trænet igen.
• Du træner altid hårdt og presser dig selv maksimalt. Afslappet træning føles som snyd, der fremkalder skyldfølelse og dårlig samvittighed.
• Du træner på trods af smerter, sygdom og skader. Tager smertestillende medicin for at kunne fortsætte træningen.
• Du lyver eller nedtoner den store træningsmængde overfor andre.
• Du benytter motion til at justere humøret. Er du trist, gør træning dig glad og giver overskud. Er du urolig, træner du ekstra hårdt.Er du ensom, skynder du dig ud på cyklen eller hen i fitnesscentret.
• Prøver du at skære ned på træningsmængden, ender du alligevel med at træne lige så meget somtidligere. Det er svært at give afkald på blot en enkelt træningstime.
• Du sover elendigt, fordi der er så meget stresshormon i kroppen.