Vilma er særligt begavet: Mobbet ud af skolen

Vilma udviklede sig tidligt og havde nemt ved at lære. Skolegangen burde have været let. I stedet blev den et helvede med mobning, tæv, isolation og selvmordstanker.

Som lille var Vilma en glad, nysgerrig og lærenem pige. Hun kunne gå, da hun var otte måneder, og som fireårig kunne hun både læse, skrive og regne. Da hendes storebror startede i skole, var hun misundelig, og forældrene lagde små “lektier” til hende på natbordet, som hun kunne lave, når hun vågnede.

Dengang anede de ikke, at deres datter var særligt begavet. Nogle uger efter, at Vilma selv var startet i skole, spurgte hendes mor, Charlotta, hvordan det gik. ”Det går okay, men jeg tænker ikke, at jeg skal derhen så tit” lød datterens svar.

Vilma blev mobbet gennem hele sin skolegang. Hun har mange huller i hukommelsen fra den tid, men hun husker tævene, isolationen og de grimme ord.

– De kaldte mig grim, ulækker og dum og drillede mig med, at jeg havde briller. Jeg kan ikke huske nogen af lektionerne, men jeg husker alle de gange, jeg sad i træet, hvor jeg var blevet jaget op af de andre børn, mens lærerne sad og drak kaffe og kiggede på, siger 19-årige Vilma Lindvall fra Ørebro i Sverige.

– Vilma kom ofte hjem med blå mærker, fordi hun var blevet slået. Når jeg spurgte hende om dem, sagde hun: ”Blå mærker gør ikke noget, for de går jo væk. Det er sårene i sjælen, som gør ondt. De bliver siddende i lang tid,” fortæller Charlotta.

Orkede ikke mere

En dag, hvor Vilma igen sad i træet, kunne hun mærke, at hun ikke orkede mere.

– Jeg tænkte, at jeg måtte væk, men jeg ville ikke stikke af, for så ville de bare finde mig igen. Jeg var nødt til at forsvinde helt, siger Vilma, som i dag kan se, at hun var på randen af selvmord.

Charlotta lagde mærke til, at hendes tidligere så glade pige havde forandret sig.

– Når jeg hentede hende fra skole, græd hun i bilen og sagde, at hun ikke ville gå i skole mere. Jeg arrangerede et møde med skolepersonalet, men de sagde bare, at alt gik godt. Vi havde møder stort set hver uge, og de handlede altid om, hvilken ballade Vilma havde lavet – at hun knækkede sine blyanter eller skrev på væggen.

En efterårsdag i første klasse blev Vilma jagtet af fem drenge i skolegården. De væltede hende og begyndte at sparke hende. I samme øjeblik ankom Charlotta for at hente sin datter.

– Da jeg løb hen til Vilma, spredte børnene sig i alle retninger, og en lærervikar kom hen til mig. Hun sagde, at hun havde set Vilma blive udsat for lignende ting hele ugen, og at intet barn skal udsættes for det, som min datter blev udsat for, siger Charlotta, inden stemmen knækker, og tårerne pibler frem.

Vilma blev hjemme resten af året, og den glade pige vendte tilbage. Men nogle dage inden hun skulle starte i skole igen, sagde hun noget, som stadig kan give Charlotta et sug i maven den dag i dag.

– ”Tre dage tilbage til helvedet”, sagde hun. Da besluttede vi os for at skifte skole, fortæller Charlotta.

Mobningen fortsatte

I den nye skole fik Vilma en specialpædagog, og det gik godt i nogle uger. Men så startede mobningen igen. Særligt pigerne var slemme.

– De skrev sedler til mig, hvor der stod, at jeg var grim, husker Vilma, der forgæves forsøgte at blive venner med dem og blot fik det værre og værre.

– Jeg græd i frikvartererne og skrabede mine arme mod træerne. Jeg var ”for klog” til at skære i mig selv, for så ville der blive ballade.

I fjerde klasse var Vilma mest derhjemme. Så reagerede skolen, og en rådgiver tog kontakt.

– Hun sagde, at Vilma viste tegn på ikke at ville leve mere, og at vi måtte gøre noget. Altså vi, forældrene. Ingen forstod, hvad det handlede om, siger Charlotta.

Vilma fik foretaget en psykiatrisk udredning, men hun havde hverken adhd eller aspergers. Derimod havde hun et sprog som en elev i 9. klasse og andre kognitive færdigheder, som lå over gennemsnittet.

– Vi var ikke det mindste overraskede. Vi havde aldrig troet, at hun havde en diagnose. De nævnte stadig ikke et ord om særlig begavelse, men rådede os blot til at skifte skole igen, fortæller Charlotta.

Rektoren på den nye skole stillede spørgsmål, som hun først undrede sig over.

– Hun spurgte, hvordan Vilma var som lille, og hvornår hun lærte at læse. Irrelevante spørgsmål, syntes jeg dengang. Hvad jeg ikke vidste var, at rektoren havde erfaring med særligt begavede børn.

Var hårdt mærket

Det var en lettelse at blive mødt med større forståelse hos skoleledelsen. Men Vilma var hårdt mærket af de mange år med mobning.

– For mig var det nu blevet sandheden, at jeg var tyk, grim og ulækker, og at ingen nogensinde ville holde af mig. At være dygtig i skolen hjalp ikke. Tværtimod. Det var jo årsagen til, at jeg blev mobbet, siger Vilma, som fandt på nye navne til sig selv og opdigtede andre baggrundshistorier om sit liv.

– ”Vilma” havde jo været ude for så mange svære ting, så jeg gjorde det for at beskytte mig selv. Jeg levede på en løgn, men jeg ønskede ikke, at nogen skulle kende mig.

Efter nogle måneder var mobningen også i fuld gang på den nye skole. Charlotta gik til rektoren.

– Hun rådede mig til at gå ind på Mensas hjemmeside og læse om ”Gifted Children”. Der fandt jeg al information, som jeg og alle andre havde manglet om særligt begavede børn.

Charlotta skrev en mail, hvor hun fortalte om Vilma og spurgte, om der var hjælp at hente. Hun fik hurtigt svar og en invitation til en forældrefrokost nogle dage senere.

– Det her er det sværeste at fortælle om, men også det mest fantastiske, siger Charlotta med tårer i øjnene.

 

Charlotta får tårer i øjnene, når hun fortæller om datterens skolegang.

Charlotta får tårer i øjnene, når hun fortæller om datterens skolegang.

 

– Jeg og Vilmas far endte rundt om et bord med femten andre forældre til “Vilmaer”. Følelsen af ikke at være alene kan slet ikke beskrives. Det var vidunderligt.

– At få at vide, at jeg er særligt begavet, var en lettelse. Det var dejligt at indse, at der ikke var noget galt med mig, tilføjer Vilma, som fik plads på en særlig talentskole. Denne gang skete skoleskiftet af egen fri vilje og ikke på grund af mobning.

– I 8. klasse skrev jeg bacheloropgave i engelsk, fortæller hun.

Brød sammen

Pludselig blev Vilma intellektuelt stimuleret. Men hun stolede stadig ikke på autoriteter.

– Jeg var nok ret afstandtagende og i mange tilfælde direkte ubehagelig i starten. Jeg tror, at jeg testede lærernes tålmodighed. Jeg bar kraftig sminke, sort læderjakke, piercinger og kæder. Der var en del lærere, som ikke brød sig om mig.

Men der var også lærere, som så Vilma som et menneske, ikke bare en elev.

– De så, hvor skadet og skrøbelig jeg var, og de strakte hænderne frem og lod mig tage et skridt ad gangen. Ved at acceptere, at jeg ikke var en maskine, som passede ind i alle situationer, viste de, at jeg kunne stole på dem.

I 9. klasse brød Vilma sammen. Hun tror, det skyldtes, at hun i 8. klasse fik det tilstrækkeligt godt til, at hun sænkede paraderne for første gang og begyndte at bearbejde det, der var sket. Hun fik svært ved at komme op om morgenen og kunne ikke overskue noget.

– Jeg stirrede på simple matematikopgaver og anede ikke, hvordan jeg skulle løse dem, om det så gjaldt mit liv.

I sine mørkeste øjeblikke følte hun ikke, at hendes liv var al den smerte værd.

– Hvis hele mit liv skulle koges ned til at være en kamp for bare at orke at leve, så var det jo ikke besværet værd. Jeg havde lyst til at skade hver en del af min krop, fordi alle dele, inklusive hjernen, var lavet så dårligt, at de ikke passede ind i den form, som samfundet accepterer.

Kæmpede for bror

Vilma overvejede at hoppe ud foran et tog.

– Men hvis jeg tog livet af mig selv, ville min bror, som også er særligt begavet og har haft det svært i skolen, heller ikke orke livet. Så jeg valgte at leve for hans skyld. Han har senere fortalt, at han tænkte det samme om mig, så vi hjalp hinanden uden at vide det.

Gymnasiet blev Vilmas redning. Hun lyser op, når hun fortæller om tiden med landsbrugsfagene og de fantastiske lærere, der gjorde, at alting endelig faldt på plads.

– Jeg fik så megen støtte. Det var som om, jeg både havde lærere og terapeuter, siger Vilma, der nu er i gang med et sabbatår og arbejder som personlig assistent for udsatte børn. Snart starter hun på dyrlægeuddannelsen, og drømmen er på længere sigt at arbejde med truede dyr.

– Jeg har stadig en usund tankegang, hvor jeg føler, at jeg hele tiden skal præstere, og hvor jeg er bange for at skuffe andre. Så det skal jeg fortsat arbejde med. Men min selvtillid er blevet bedre takket være mit job, hvor min ordenssans og vilje til at lære bliver værdsat. For første gang i mit liv kan jeg slappe af og være mig selv, smiler hun.