Jeg har kun modgang

Kære Anne-Marie
Man hører tit, at modgang gør stærk! Jeg føler dog, at jeg har haft meget modgang i mit liv, og jeg kan ikke se, at det på nogen måde har gjort mig stærkere. Tværtimod er jeg ved at opgive det hele.
Kan du se, om mit liv bliver bedre i fremtiden? Min søn har vendt mig ryggen, min mand forlod mig for fem år siden, og nu hænger mit arbejde i en tynd tråd. Det eneste, som holder mig oppe, er mine gode veninder, som støtter mig. Vil jeg beholde mit job? Kommer min søn tilbage? Ved du, hvorfor mit ægteskab ikke holdt?
- Kærlig hilsen skytten

Brev til Anne-Marie Østersø: Mor vil ikke ud af sit misbrug
Kære skytte
Der kan være mange grunde til, at dit ægteskab ikke holdt, men jeg kan se én afgørende, som du sikkert også selv er bevidst om, hvis du er ærlig over for dig selv: Det er dit misbrug af alkohol.
Måske undrer det dig, at jeg ved det, men det gør jeg altså. Og misbruget er også årsagen til, at din søn ikke vil se dig. Jeg håber, du kan finde mod og styrke til at komme i behandling. Gør du det, kan du få din søn tilbage.
I forhold til dit arbejde bliver du heldigvis ikke fyret. Du er i en periode af dit liv, hvor du ifølge tarothoroskopet får en ny chance. Bed dine veninder om hjælp til at gribe den.
Jeg tror i øvrigt, at din søn snart bliver far, og måske kan tanken om børnebørn være den udløsende faktor for at blive ædru. Jeg ved, det er svært, og derfor sender jeg dig styrke til at tage det første skridt til at bede om hjælp. Jeg fornemmer, at det kan lykkes for dig.
- Kærlige tanker fra Anne-Marie
