Sundhed uden recept

Er æbler virkelig sunde?

25. august 2021 Af Jerk W. Langer.
Foto: Shutterstock.
En læser undrer sig over, hvorfor man siger, at æbler er så sunde, når der er sukker i dem. Læge Jerk W. Langer kommer med svaret herunder.
Æbler

Hej Jerk

Æbler er så sunde, hører vi. Men hvorfor egentlig, da de indeholder en masse sukker? Kan jeg drikke æblejuice i stedet?

- Lisa

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Kære Lisa

Frugter indeholder ganske rigtigt meget sukker, og vi skal ikke fylde os med dem. Men æbler, og pærer for den sags skyld, er der nu kun godt at sige om.

De beskytter mod blodpropper i hjerne og hjerte ved at sænke kolesteroltallet, og det gør de bedre end anden slags frugt.

Beskytter mod blodpropper

Æbler kan reducere kræftfaren i tyktarm, lunge og bryst. De sunde stoffer er kostfibre af typen pektiner, som især findes i skrællen og det voksagtige lag på overfladen, så skræl helst ikke æblet.

Filtreret æblejuice uden pulp giver ikke samme helbredsgevinster, fordi skrællen mangler. Generelt anbefaler jeg ikke juice. Æbler modnet i solen indeholder flere sunde stoffer end dem, som først modnes efter plukning, så lokale danske æbler uden lang transporttid er at foretrække.

Jeg har æbler stående fremme i køkkenet til den hurtige sult. Når æblerne er synlige, spiser man dem. Gemmes de væk i køkkenskabet, glemmer man dem derimod. Husk at skylle godt for at fjerne eventuelle pesticider, såfremt æblet ikke er økologisk. Danskproduceret frugt indeholder generelt færre pesticider end udenlandsk.

- Mange hilsner Jerk W. Langer

Jerk W. Langer

Sponsoreret indhold