Sundhed uden recept

Pas på hjertet i kulden

6. januar 2020 Af Dorthe Wamsler. Foto: PantherMedia.
Det gælder om at passe godt på sig selv, når det bliver rigtig koldt, og nogle grupper er særligt udsatte. Det gælder for eksempel ældre og hjertesyge. Sundhedsekspert Jerk W. Langer giver dig gode råd til klare kulden.
Kvinde og mand i snevejr

Kulden kommer selvfølgelig ikke som en overraskelse, og de fleste forholdsregler mod den giver sig selv. Men alligevel er der grund til at tænke sig om. Dels for ikke at ryge ind i en hals- eller lungebetændelse. Dels fordi man skal være ekstra forsigtig i en række situationer, hvor jeg vil pege på tre særlig vigtige:

For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Alkohol

Har du drukket meget alkohol, er du særlig sårbar i kulden. Alkohol udvider blodkarrene, så kroppen taber meget mere varme. Samtidig mærker man ikke, at det er koldt. Svært berusede kan fryse ihjel på en bænk eller falde omkuld, som det desværre er sket flere gange herhjemme, når fulde og festglade mennesker forlader varmen indendøre, glemmer overtøjet og ender forfrosne eller i værste fald døde i kulden.

Hjertesyg

Når kropstemperaturen falder, begynder musklerne at sitre med kulderystelser for at skabe varme. Blodkar i arme og ben trækker sig sammen for at holde hjertet og de indre organer varme. Stofskiftet sættes i vejret og danner forbrændingsvarme, og hjertet pumper kraftigere for at sende mere varmt blod rundt i kroppen. Personer med hjertesygdom er sårbare, fordi alt dette sætter hjertet på overarbejde. Det udløser lettere brystsmerter eller i værste fald et hjertetilfælde.

Alder

Med årene bliver man sårbar over for kulde, fordi reflekserne, der skal beskytte mod afkøling, fungerer langsommere. så kroppen lettere taber varme. Temperaturfornemmelsen svækkes, så man tager for lidt tøj på. Mange ældre har også en dårlig fornemmelse for tørst og drikker for lidt vand til at holde gang i kredsløbet.

De bedste råd i kulden

  • Klæd dig ordentlig på. Kig ikke kun på temperaturen, men også på vinden, da den såkaldte windchill-faktor forværrer kulden betydeligt.
  • Er du ældre eller hjertesyg, er det bedst at have mad på lager, så du ikke behøver at gå uden for i meget koldt vejr. Eller bestil over internettet til levering.
  • Forkert beklædning er en indlysende risiko, så drop forfængeligheden og klæd dig varmt på.

Vand og varme

  • Blæst, især modvind, gør kulden meget værre.
  • Vådt tøj trækker varme ud af kroppen. Skift straks, hvis du bliver våd eller har trænet udendørs.
  • Drik rigelig med vand, så du ikke tørster uden for i kulden. Væskemangel gør det sværere at holde gang i kredsløbet.
  • Klæd dig ekstra varmt på, når du drikker alkohol, eller bliv indenfor, hvis du har drukket meget.
  • Beskyt huden med en federe creme end normalt, så den ikke tørrer ud.

Sponsoreret indhold