De glemmer ikke kærligheden

Husk leverpostej. Husk elpærer. Ring til Henning. Overalt i huset i Taastrup er væggene fyldt af huskesedler. Lise og Lottes mor prøver at holde fast i hverdagen, som hun kender den. Hverdagen, hvor hun ordner maden, har styr på husholdningen og sørger for sin mand, Jørgen. Men demenssygdommen har tvunget det aldrende ægtepar ud i en tilstand, hvor hukommelsen svigter, og selv sedlerne på væggen ikke er nok til at holde hverdagen kørende.

– Hver gang vi besøgte dem, kunne vi se, at de havde fået det værre. Vores forældre havde altid været ordentlige og havde styr på tingene. Hvis en pære var sprunget, blev den skiftet med det samme. Men en dag da vi kom, var der nærmest ikke noget lys i huset. Det var et tegn på, at sygdommen var ved at tage over, fortæller 53-årige Lotte Usinger, der sammen med sin tre år ældre søster Lise fortæller om, hvordan det er at se deres forældre, Jørgen og Inge, forsvinde ind i demensen.

Sygdommen kom snigende

De medvirker nu i dokumentarfilmen ’Det er ikke slut endnu’ om plejehjemmet Dagmarsminde, der har specialiseret sig i demente. Et sted, der har givet deres døtre ro i sindet. For selv om sygdommen langsomt tager deres forældres hukommelse, ved de, at de har hinanden.

Når Lise og Lotte skruer tiden tilbage til barndommen, breder der sig automatisk et smil på deres læber. Den traditionelle kernefamilie var omdrejningspunktet. De husker de glade smil, humoren, de kække kommentarer og den traditionsrige middag om lørdagen, hvor de tog pænt tøj på, satte musik på grammofonen og spiste trerettersmiddag. Faren Jørgen arbejdede som direktør og rejste meget, og mor Inge arbejdede som laborant og sørgede for børnene og husholdningen.

– Noget af det første jeg tænker på, er den kærlighed, de havde til hinanden. De grinede og drillede hinanden, og de var altid gode til at se det humoristiske i svære ting. Det gav det hele lidt lethed, som vi begge har taget med os, fortæller Lise, der trods arbejde og egen familie jævnligt besøgte deres forældre.

Bekymret for far

For Lise og Lotte har forældrene altid været fundamentet i familien, så da de kunne se, at især deres far forandrede sig, blev de bekymrede.

– Jeg bad en dag min far om at køre min datter på skadestuen. Men da jeg talte med ham efterfølgende, sagde han, at han ikke havde kunnet finde den, fortæller Lotte.

Hun og søsteren prøvede efterfølgende at få deres far udredt. Han nægtede, og den manglende sygdomserkendelse fra deres mor gjorde det ikke nemmere. Hun mente, at det var alderen, der drillede.

– Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var første gang, at rollerne var byttet om. Jeg var pludselig den ’voksne’, der skulle hjælpe mine forældre. Det var en ret mærkelig følelse, fortæller Lotte, der, som årene gik, kunne se, at især deres far fik det værre. Han blev afhængig af gps’en i bilen, glemte koder og begyndte at have svært ved at genkende folk.

– En dag opdagede jeg en masse ubetalte regninger. Lotte betalte dem så og skrev ’betalt’ på dem og lagde dem på bordet. Da min far så dem, så udbrød han bare ”nå, jeg har da fået betalt regningerne”, griner de to søstre.

Som tiden gik, og sygdommen blev værre, begyndte de at få mad fra kommunen. Men når maden ankom til adressen, blev den sendt væk igen, da de ikke kunne huske, at de skulle have det leveret. Derfor var det også en lettelse for søstrene, da først faren, der var omkring 78 år, fik diagnosen demens. En plejehjemsplads blev hurtigt en realitet, og selv om deres mor endnu ikke havde fået konstateret sygdommen, flyttede hun med sin mand.

Glemte aftaler

– Demensen kom ret pludseligt for vores mor. Jeg kan huske, at jeg ringede til hende omkring juleaften, hvor vi aftalte nogle detaljer. Da jeg nogle dage senere ringede til hende, kunne hun slet ikke huske, at vi havde haft samtalen. Der blev jeg virkelig chokeret, fortæller Lotte.

Det viste sig, at plejehjemmet var langtfra, hvad de havde ønsket. Forældrene måtte ikke sove på samme værelse, og når Lotte og Lise besøgte dem, fik de en følelse af, at deres forældre var til besvær.

– Jeg græd altid, når jeg tog derfra. Jeg blev så trist over at se mine forældre, der altid havde været livsglade, miste deres gnist, fortæller Lise.

Søstrene blev enige om at finde et andet sted til forældrene. De skrev dem op til plejehjemmet Dagmarsminde, hvor det meste medicin er skiftet ud med omsorg, og da de fik plads, var de slet ikke i tvivl om, at det var det bedste sted for dem. Her er der varme kram, kaffen bliver serveret i nydeligt porcelæn, og Inge og Jørgen deler seng, ligesom de har gjort, siden de mødte hinanden.

Det har givet Lise og Lotte ro i sjælen at vide, at de har fundet det bedst tænkelige sted til deres forældre, men sorgen over gradvist at miste dem, er en svær proces.

– Hver gang vi besøger dem, er det forbundet med en form for sorg. For i vores optik har vi jo allerede mistet dem. De er ikke de mennesker, de var engang. Vi kan ikke joke og diskutere med dem mere, forklarer Lotte, og Lise supplerer.

– Jeg brugte tit min mor, hvis jeg havde det svært. Hun var enormt god at snakke med, og det kan jeg ikke mere. I stedet er det ofte den samme samtale, vi har, om og om igen, og det kan være frustrerende, forklarer Lise, der mener, at netop frustrationen er noget af det, der prikker i den dårlige samvittighed.

Kan mærke kærligheden

– Det kan virke voldsomt at sige, men det er enormt kedeligt at være sammen med dem. Når man skal sige det samme igen og igen eller skal høre de samme sætninger blive gentaget, så skal man nogle gange tage en dyb indånding. Når man tager derfra, kan man godt få et lille stik i hjertet, for vi ved jo godt, at det er på grund af sygdommen, forklarer Lotte, der heldigvis stadig mærker kærligheden fra forældrene.

– Der er nogle, der siger, at demens er den værste sygdom, men det er jeg ikke sikker på, at jeg er enig i. Både min mor og far har begge haft en manglende sygdomserkendelse, hvilket på nogle punkter nok har været deres held. Når vi kigger på dem i dag, vimser min mor stadig rundt om min far og sørger for, at han har kaffe i koppen og et tæppe, hvis det er køligt. De lever i deres egen lille boble, så jeg tror faktisk, det er hårdest for os, fordi vi husker de her to stærke mennesker, der har været vores forbilleder hele vores barndom. Heldigvis har hele familien trods sygdom og sorg bevaret humoren. Så selv om det er trist, griner vi stadig med dem. Det er bare på en anden måde.

Dokumentarfilmen ’Det er ikke slut endnu’ havde premiere i biograferne den 21. september og kan ses på TV 2 Play.