Brev til Mimi: Min datter er bange 

Ellens datter på 5 år er blevet bange for en ældre nabo, fordi de andre børn i gården kalder hende for “Heksen”. Hvordan hjælper Ellen bedst sin datter? Er du enig i Mimis råd? 

Kære Mimi
Min datter på 5 år plejer at lege i vores store gård sammen med de andre børn i ejendommen. Nu har en ældre dame klaget over støj og skældt nogle af børnene ud, og de er derfor begyndt at kalde hende ”Heksen”.

Skal de mødes?

Min datter er blevet meget bange for kvinden og taler om hende næsten hver aften, inden hun skal i seng. Jeg har overvejet at kontakte den ældre kvinde, så min datter kan møde hende. Men det kan være, at hun bliver ked af det, når hun hører, hvordan børnene opfatter hende. Har du et godt råd?
Hilsen Ellen

Tal historien ned

Kære Ellen
Du skal bestemt tage din datters angst alvorligt. Først synes jeg, du skal tale med de andre forældre i gården. Børn kan virkelig dramatisere begivenheder, fordi de gudskelov har en livlig fantasi. Men det kan også blive for meget med fantasierne, og måske kan I i fællesskab få talt heksehistorien ned?
Men ellers har du et fint forslag selv. Få en snak med kvinden, hvor du forklarer hende baggrunden og inviterer på en kop kaffe i gården. Så kan hun møde børnene. Jeg er sikker på, at hun vil blive glad for at slippe af med sit “kælenavn”.
Kærligt talt Mimi