Brev til Mimi: Fodbold frem for familien

Mutter er bekymret for sin søn og svigerdatter, fordi sønnen går mere op i fodbold end i sin familie. Han er far til to små børn. Mutter mener, sønnen er umoden, og hun vil gerne have Mimis råd til, hvordan hun taler ham til fornuft.

Kære Mimi
I foråret fik jeg et nyt barnebarn, da min søn og svigerdatter blev forældre til deres andet barn. Han er en lillebror til en dreng på 3 år.

Desværre er det sådan, at min svigerdatter dermed nærmest har tre børn at tage vare på. Forstået på den måde, at min søn er temmelig uansvarlig. Han prioriterer fodbold og det lokale hold frem for familien.

Til VM i Qatar

Nu er fodboldturneringen i gang igen, og min søn skal med til alle kampe. Næsten hver gang tager festlighederne omkring et par dage. Han og hans venner mødes og drikker øl i god tid inden kampen, og de fortsætter også bagefter, når sejren skal fejres eller nederlaget druknes. Det ender med, at han kommer vaklende hjem ud på aftenen, og er der kamp en søndag, sørger han for at holde fri om mandagen.

Både min søn og svigerdatter er unge forældre. Hun er en sød pige, men desværre ikke særlig principfast, og han kan køre rundt med hende, som han vil. Indimellem er han også en god mand og far, og han tager sig af mange af de praktiske opgaver i hjemmet.

Men den lille familie har en anstrengt økonomi, og fodboldturene er jo ikke gratis. For ikke så længe siden tog min søn fat i sin far for at låne penge til at tage til VW i Qatar. Turen ville koste omkring 30.000 kroner, og heldigvis sagde min mand nej til at låne ham penge. Jeg er en smule nervøs for, at han tager et kviklån for at kunne komme med.

Jeg har mange gange forsøgt at tale med ham om, at han bruger for meget tid på fodbolden. Han mener, at jeg ikke forstår, hvor meget det betyder for ham. Og nej, det gør jeg ikke.

Der er desværre ingen tvivl om, at han var ung og umoden til at stifte familie. Men nu har han ansvar for to børn, og det ansvar må han tage på sig. Jeg har tit hjulpet min svigerdatter med drengene, når min uansvarlige søn har været væk. Men hvordan får jeg talt ham til fornuft?
Bedste hilsner Mutter

Din svigerdatter må sætte sig i respekt

Kære Mutter
Ja, det er da et kønt pattebarn. Jeg synes, du skal fortsætte med at støtte din svigerdatter og dine børnebørn, alt det du kan. Det er nok det eneste, du kan gøre. Din opdragelse af din søn er overstået, og jeg bange for, at der kun kan rettes op på forholdene, hvis din svigerdatter sætter sig i respekt. Det må tiden vise, om hun formår.

Vi kan også håbe, at den unge mand og hans venner snart bliver mere modne. Efterhånden vil vennerne vel også stifte familie og blive nødt til at prioritere anderledes?

Det er desuden et lyspunkt, at din søn tager fat i de praktiske opgaver, når der ikke lige er fodboldkamp. Det giver håb om, at han vil ændre sig.
Kærligt talt Mimi